Ideen til, at de ordblinde elever på Kongevejens Skole i Virum skulle holde oplæg om deres læsevanskeligheder for lærerne i udskolingen udsprang af frustrationer blandt en gruppe drenge i 9. klasse, som læsevejleder Gitte Grabov havde supplerende undervisning med i sidste skoleår.

”Vi talte meget om, hvornår drengene syntes, det var svært i skolen: ’Jamen, de andre forstår os jo ikke’, lød det gennemgående svar”, fortæller Gitte Grabov, som fornylig modtog Notas Læsevejlederpris 2022, som ud over titlen består af 12.500 kroner.

Læsevejlederen løftede ideen ind i skolens to ordblindeklubber for henholdsvis de yngste og de ældste elever.

”Hvad filen gør man, når det ikke er nok, at jeg siger til lærerne, at nu skal de gøre sådan og sådan for at hjælpe de ordblinde elever? Måske skal man sætte elevene i spil. Jeg er ikke deres bedste talerør. Det er de selv”, opsummerer Gitte Grabov om tankegangen.

Ordblinde elever skal ikke kræve

Eleverne i de to ordblindeklubber arbejdede med, hvordan de kunne gør det lettere for lærerne og de andre elever at forstå bedst muligt, hvad det vil sige at være ordblind.

”Eleverne tog udgangspunkt i, hvad der er vigtigst at sige højt til lærerne. Bagefter valgte eleverne de vigtigste ting ud til en 11 sider lang præsentation på PowerPoint, som var overskuelig for dem selv”, fortæller Gitte Grabov.

Præsentationen indeholdt emner som: Hvad vil det sige at være ordblind? Hvad er svært i dagligdagen? Oplæsning og op til tavlen - nej tak! Hvad skal I tænke over, når I laver grupper? Og når vi skal fremlægge - hvad har vi så brug for af støtte? Alle kopiark skal skannes ind og sendes til os, helst dagen før, så vi har mulighed for at forberede os.

”To af drengene fra 9. klasse turde stå frem foran alle lærerne og fortælle, hvad det betyder for psyken at være ordblind: ’Hvad gør det ved mig, når din undervisning går for hurtigt eller er for kompleks?’ Og: ’Jeg har brug for at vide, hvad min rolle er i gruppearbejde’. Det handler om at få lærerne til at forstå, hvad ordblinde elever har brug for, så de ikke selv skal forklare om alt det, der er svært, og kræve deres ret, for det er alt for svært, når man egentlig bare helst vil være ligesom alle de andre”, siger årets læsevejleder.

Lærere skal gå til den enkelte elev

Især skal faglærere være nysgerrige efter, hvordan de kan hjælpe ordblinde elever i lige netop deres fag, mener Gitte Grabov.

”Lærerne skal vide, hvordan eleverne bruger deres hjælpemidler, og hvilke strategier de benytter sig af, og hvad de har brug for af støtte i faget. Elevernes oplæg havde fokus på, at ordblinde er lige så forskellige som alle mulige andre elever, og derfor opfordrede de lærerne til at gå til den enkelte elev og høre, hvilken hjælp han har brug for”, siger hun.

Lærere skal også være opmærksomme på de ordblinde elever, når klassen skal arbejde i grupper.

”Eleverne fortalte lærerne, at de ikke må sætte eleverne sammen tilfældigt, for der må ikke være mange ordblinde elever i en gruppe. Samtidig skal der være faste rammer for, hvad der skal laves, og der skal være mindst en elev, som kan tage styringen og danne overblik for alle i gruppen, for det kan de ordblinde ikke”.

De andre elever skal vide, at de ikke kan dele arbejdsopgaverne op i lige store dele, og at ordblinde gerne vil vælge opgave først.

”Det er vigtigt for vores ordblinde elever, at deres lærere ved, at det ikke skyldes, at de er dumme og dovne. Det er, fordi de har andre forudsætninger og behov”, siger Gitte Grabov.

Oplægget berørte klassekammeraterne

Efter oplægget sagde nogle af udskolingslærerne netop, at elevernes klassekammerater også havde brug for at høre eleverne fortælle om deres ordblindhed. Det medførte, at de to drenge fra 9. klasse holdt oplæg i samtlige klasser i overbygningen om, hvad eleverne kan gøre for at hjælpe deres ordblinde kammerater i hverdagen og i gruppearbejde.

”De to drenge begyndte med at sige, at det ikke var dem alene, som havde lavet oplægget, men at de talte på vegne af alle skolens ordblinde elever. At de var deres stemme”, fortæller Gitte Grabov.

Oplægget berørte flere af de andre elever.

”Nogle følte, at de burde have hjulpet noget mere, så de ville gerne have vidst noget før, hvad de kunne gøre. Lærerne skal gøre det tydeligt, hvordan kammeraterne kan hjælpe. Nogle ordblinde vil putte sig, og så kan det være hårdt at være den, der bliver talt om, men som lærer kan man give klassen en grundlæggende forståelse for, at ikke alle er lige, og hvordan man bedst kan hjælpe. Man kan italesætte, hvad ordblinde kan, og hvad der er svært for dem”, siger Gitte Grabov.

Nu er planen, at klasserne på mellemtrinet også skal høre oplægget.

”De to drenge blev bedre og bedre for hvert oplæg, men de er gået ud af skolen, så vi skal rekruttere nye til rollen”, fortæller Gitte Grabov.

Lærerne er blevet bedre, men…

De tilbageværende ordblinde elever på Kongevejens Skole fortæller Gitte Grabov, at lærerne er blevet bedre til at tage hensyn til dem, men der stadig lærere, som måske har glemt det, eller bare ikke får det gjort.

”Faglærerne vil gerne, men det er også svært. Dels har de ikke helt samme interesse i sprog og sprogstimulering som dansklærere, dels har de travlt med pensum og med at lave god undervisning, og så bliver de ordblinde elever nogle gange glemt. Men lærerne har fået øje på, at de også skal kaste lys på dem”, siger Gitte Grabov.

Selv følger hun op ved at tale med lærerne om gruppedannelse, om at gå til prøve på særlige vilkår, og om hvordan man kan kompensere for ordblindhed, så man overholder reglerne.

”Faglærerne vil gerne gøre det bedre. De har det bare på samme måde, som når man kommer hjem fra kursus. Så vil man sætte alt det, man har lært, i spil, men tre dage senere har man travlt med alt muligt andet. Men når det er eleverne selv, som siger, at de har brug for at få opgaverne brudt ned i delmål, som de kan overskue, er det svært at ignorere. Derfor er min rolle at være vedholdende og sige det en gang til”, vurderer Gitte Grabov.