Prisvinder
"Med sin store passion for bøger og læsning har hun simpelthen formået at gøre børnene interesseret i undervisningen", står der i en af indstillingerne, som forældre har sendt til Politiken.
Foto: Politiken/Janus Engel
Superhelt-lærer vinder pris
Michelle Leth Malmstrøm har succes med noget, mange lærere kæmper med. Hun vækker elevernes læselyst og får dem til at holde fast i den. Hun er årets vinder af Politikens Undervisningspris.
”Books are magic”.
Ordene stod på et skilt i en bogbutik i Brooklyn. Michelle Leth
Malmstrøm så det, da hun var på sommerferie med sin familie i New York. Skiltet
vækkede hendes superkræfter som lærer.
”Jeg tænkte, dér var den. Det var et kort, enkelt slogan”,
siger Michelle Leth Malmstrøm (44) i et stort interview, hun gav til
Politiken, da hun blev indstillet til Politikens Undervisningspris.
Da hun efter sommerferien overtog klasselærerrollen
i 6.c på Kastrupgårdsskolen på Amager i København, mødte hun første gang
klassen i lyseblå bukser og en T-shirt, hvor ordene fra bogbutikken var skrevet
med skrift, som var det fra en tegneserie.
I sit superheltekostume gik hun ind
i klassen med en bog i hånden. Da hun åbnede bogen, pustede hun glimmer fra papirsiderne ud
over klassen.
Eleverne var ikke i tvivl. Deres nye lærer mente de ord, der stod
trykt hen over hendes bryst: Bøger er magiske.
Fem forældre til elever i den klasse, som i dag er 7.C, har indstillet
Michelle Leth Malmstrøm til prisen.
Årets vindere af Politikens undervisningspriser
Politiken uddeler i år tre priser til lærere i grundskolen. Alle priserne går i i år til folkeskolelærere.
Hovedpris: Michelle Leth Malmstrøm, Kastrupgårdsskolen, Tårnby Kommune
Særpris: Majken Zahle, Gladsaxe Skole, Gladsaxe Kommune
Særpris: Boesagerskolen, Egedal Kommune
"Med sin store passion for bøger og læsning har hun
simpelthen formået at gøre børnene interesseret i undervisningen", står der
i en af indstillingerne.
Forældrene beskriver, at klassen var præget af uro og mange konflikter,
inden Michelle Leth Malmstrøm kom til. I dag er deres oplevelse, at konflikterne stort set er forsvundet, og det faglige niveau er blevet løftet.
For Michelle Leth Malmstrøm gør hendes superheltekræfter
gavn, når eleverne får aha-oplevelser. Det gælder om at gøre noget af det, som
før var svært eller kedelig spændende for eleverne
”Jeg tror på, at hvis du fortæller om noget, du brænder for,
så brænder du også igennem”, siger hun til Politiken.