"Man er lærer alle døgnets vågne timer, og det er man år ud og år ind. Langt det meste af tiden ikke som en belastning, men som noget spændende, udfordrende og uafrysteligt," siger Lone Heldt, som er tysk- og dansklærer på trettende år og stadigvæk lige begejstret. "Når jeg siger, at jeg er lærer 24-7, er det jo ikke på den måde, at jeg arbejder 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Men det betyder, at jeg medtænker lærerhvervet hele tiden. Jeg kan ikke lade være, uanset hvor jeg er henne, på familietur, på kunstmuseum, når jeg står nede ved boghandleren, så tænker jeg, 'Ej, der er lige noget, jeg kan bruge i min undervisning'. Når jeg læser avis, ser tv, taler med nogen, jeg samler informationer hele tiden som en del af min forberedelse til de fag, jeg underviser i. I alle de oplevelser, jeg får, tænker jeg rigtig meget skole," fortæller hun. "Her er noget, jeg kan bruge, det tager jeg lige et billede af, eller det skriver jeg lige ned. Den her bog, det der spil, ser spændende ud, den kunne være god i dansk eller i tysk; jeg tænker hele tiden skole og arbejde på den måde, når jeg bevæger mig rundt i min fritid."

- Hallo, kunne jeg sige, du underviser i tysk, du har det faglige i orden, så handler det vel bare om at slå op på side 14 og arbejde med de næste tre sider. Hvorfor skal du rode besøg i supermarkedet ind i det?

"Tjae. Men hvis man skal begejstre eleverne over tid, kan man ikke køre det samme tema hele tiden. Man kan måske godt bruge dele af det, men du bliver hele tiden nødt til at forny dig, så det passer til de elever, du har, til den tid, vi er i. Jeg kan huske fra min egen skoletid, hvor mange lærere brugte de samme ting år efter år. Et ældre familiemedlem, som havde haft den samme lærer, kunne sige: 'Nå, så har I sikkert den der bog, fordi det er den, han underviser efter'. Sådan kan jeg slet ikke arbejde, det, der var godt i går til én klasse, dur måske absolut ikke til den næste. Jeg har nogle gange kunnet tænde en klasse, for eksempel med DDR, Berlin-tiden, Tyskland, Øst og Vest, og så er der andre klasser, hvor det falder fuldstændig til jorden. Så tænker man:'Hvad gik lige galt her?'. Derfor tager jeg meget udgangspunkt i de elever, jeg har, og tilrettelægger undervisningen efter dem. Der er nogle bestemte ting, man skal igennem, men så tilrettelægger jeg det efter, hvad jeg synes, der passer til den elevgruppe, jeg har," fortæller Lone Heldt, som er lærer på Munkevængets Skole i Kolding.

Sådan lidt for meget mor-agtigt Det sker dog, at hun tager en bog og siger: 'Slå op på side 14, I har for til side 18'. "Der er jo dage, hvor tingene også er til opslagsbøger, men hvis jeg selv er begejstret for noget, sælger jeg altså budskabet bedre. Eleverne kan mærke, om det er noget, man selv er tændt på, eller om det bare er bogen på side 14, og så går vi i gang. Selvfølgelig er der da også indimellem slavearbejde, noget der skal trænes, sådan er det jo med alt, man vil være dygtig i. Der skal trænes, trænes, trænes. Der er jo også nogle klassikere, nogle bøger, jeg er rigtig glad for. Nogle gange bruger jeg kun uddrag, og andre gange læser vi måske hele romanen, men jeg sørger for hele tiden at forny mig, også for min egen skyld, for ellers brænder jeg ud. Hvis vi altid skulle læse Pippi Langstrømpe i dansk i fjerde klasse, eller hvad det nu måtte være, så dør man altså." - Du underviser i dine to linjefag, tysk og dansk? "Jeg har en syvendeklasse i dansk, som jeg har haft siden fjerde. Jeg befinder mig rigtig godt på mellemtrinnet og opefter. Indskolingen, det er ikke godt for børnene, at jeg kommer derned, og det er heller ikke godt for mig. De skal lære at læse, de skal lære at skrive, og der er en masse ting, de har svært ved, når de kommer i skole, de skal have meget hjælp til mange ting, sådan lidt for meget mor-agtigt, og det er ikke mig. Her på skolen skifter vi, så man enten går ned og henter dem i fjerde eller syvende, og jeg synes, at det kan være lidt svært at komme ind på eleverne, hvis man først får dem i syvende. Jeg vil gerne have dem fra fjerde klasse, hvor de begynder at kunne lidt mere selv, og man kan putte lidt på. Det er dér, det bliver sjovt, eleverne er meget åbne, og man kommer tæt på dem. Dem, jeg har nu i syvende, har jeg et rigtig godt forhold til. Nu kender de mig, og jeg kender deres reaktionsmønstre, og jeg ved, hvordan de har det derhjemme, så der er noget, der bare er på plads, og nu, hvor de kommer i puberteten, er det rigtig dejligt, at vi har haft fjerde, femte og sjette klasse til at lære hinanden at kende og prøve en masse ting af og sætte nogle processer i gang sammen. Da jeg overtog dem i fjerde klasse, havde alle lærere på skolen et fælles kursusforløb om cooperative learning, og det er en god måde at arbejde struktureret på, hvor hver elev har en sidemakker og arbejder fast i et lille team. Det betyder, at de ved, hvad de skal, før de må spørge mig, og det gør dem meget selvstændige, samtidig med at de lærer at støtte hinanden. Hvis jeg er væk, behøver de såmænd ikke få mange instrukser, for de ved, hvordan de skal gå i lag med opgaverne."

Alle ved, hvad det drejer sig om "Jeg har været lærer i tretten år, og jeg har aldrig før aldrig haft så meget tid til mine elever, som jeg har nu. Den faste struktur gør, at jeg kommer hele vejen rundt hver eneste dag i min undervisning, fordi de ved, hvad de skal. De skifter teampladser efter emne, og typisk hver fjerde-sjette uge skifter de også sidemakker, så de kan arbejde på kryds og tværs med hinanden. Nogle gange kan jeg sidde i lang tid og fordybe mig sammen med et team, der har behov for støtte, fordi jeg ved, de andre arbejder. Efter en dobbeltlektion, som vi typisk har, har de en deadline: De ved, at så skal de have nået det her; er de ikke færdige, giver de selv hinanden lektier for til næste undervisningstime. Og det nytter ikke, at det kun er den dygtigste eller den hurtigste, der melder sig, jeg skal kunne se på resultatet dagen efter, at alle har været i spil, og at alle ved, hvad det drejer sig om."

- Du skal sammensætte team med nogle styrker og nogle svagheder, som du kan arbejde med. Hvordan finder du ud af det? "I begyndelsen fulgte jeg systemet meget nøje med to middelelever, en stærk og en svag sammen, men nu arbejder de sådan set på kryds og tværs. Jeg prøver selvfølgelig at undgå at lave en stærk gruppe eller en svag gruppe, men det er ikke så afgørende mere, for alle er hjemme i strukturen. De ved, hvad rollerne går ud på, og de ved, at alle skal være aktive hele tiden.  Her i syvende klasse kunne jeg sige til forældre-samtalerne, at nu kan alle tage lederskab, og alle kan, hvad de skal, i forhold til opgaverne. Det er jo en kæmpe styrke, at jeg ikke skal fokusere på at skabe ro i klassen. Når jeg kommer ind ad døren, og vi har sagt godmorgen til hinanden, og der er krydset af, så laver jeg håndtegnet, hvis der er uro, og så går der et splitsekund, så er der ro. Det er jo en mirakelkur, og da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg: 'Ahr, det funker sgu nok ikke'. Men det skulle da alligevel prøves af, og nu bruger jeg det også i niende og ottende klasse, hvor jeg har tysk - og det virker." 

- Kan det ikke give problemer, hvis de år efter år skal arbejde på samme måde? "Det er ikke på samme måde hele tiden. Altså, de kender forudsætningerne. Når jeg har gennemgået noget på klassen, må de selvfølgelig gerne spørge mig. Men når der først er sagt 'Værs'go, nu er det jer, der arbejder', har alle forstået opgaven, så ved de, at inden de spørger mig, skal de først have spurgt sidemakkeren, kan han eller hun ikke forklare det, spørger de i teamet, og så kan man, inden man spørger mig, eventuelt lige spørge sit naboteam. Men vi arbejder jo heller ikke med cooperative learning hele tiden, nogle gange har vi helt traditionel klasseundervisning, andre gange er vi ude at bevæge os og lave alt muligt. Det er opgaven og det, jeg gerne vil have frem i undervisningen, der afgør, hvad det er for en metode, vi skal bruge i dag, men cooperative learning er en kæmpe befrielse for mig. Jeg kan gå fra en klasse med ro i sindet og sige: 'Okay, vi er nået hertil, og alle er med, og så var der et par stykker, der måske kom lidt længere'. Eleverne får gode arbejdsvaner, de arbejder koncentreret og hjælper hinanden, de er aktive alle sammen, og jeg får både indblik og overblik - hvad mere kan man forlange?"

Pyha, det har jeg ikke lært på seminariet Erfaring betyder selvfølgelig også meget, siger Lone Heldt. "Da jeg blev ansat her for 13 år siden, blev jeg kastet ud i at skulle være klasselærer for en andenklasse, og jeg havde kun været lærer i fjorten dage, da jeg skulle til samtale med en psykolog og lave en underretning. Der var rigtig mange ting, hvor jeg tænkte: 'Pyha, det har jeg ikke lært på seminariet, hvad gør jeg?'. Det var dyre lærepenge, og hold da op, hvor var det svært, tænkte jeg. Nu er der vist ikke noget, der kan slå mig ud, men dengang tænkte jeg: 'Hold da op, er det sådan at være lærer?'. Jeg var træt, træt, træt. Den slags er skolen heldigvis blevet bedre til at håndtere, for det er altså svært at være ny lærer."

- Det ser ud, som om lærere op gennem skolehistorien er løbet ind i praksischokket. Kan man finde ud af at håndtere det i læreruddannelsen? "Det kræver i hvert fald, at man kommer ud i et langt praktikforløb - eller et føl-forløb, hvor man følger en erfaren lærer. Man kan selvfølgelig blive godt informeret om, hvad klasselærerrollen betyder, men det er altså noget helt andet at høre om det i teorien end at stå ude i en klasse og ikke kun have ansvar for undervisningen, men have ansvar for alt det, der følger med. Det er faktisk den største byrde. Når det gælder undervisning, har jeg en fag-faglig baggrund, men når det gælder det menneskelige, er der rigtig mange tvivlsspørgsmål, og det kan man ikke lære ved at læse om det."

- Både som ny og som erfaren lærer oplever man jo hele tiden sprøde elever, som er udsat for noget ubehageligt. Tager du det ind? "Ikke på den måde, at jeg ligger søvnløs, men jeg kan blive trist og være ked af det, når der er elever, der ikke har det godt, og jeg ved, at der foregår noget derhjemme, som jeg ikke kan gøre noget ved, men som jeg bare kan følge fra sidelinjen. Men jeg synes, at lærerne her på skolen er gode til at få talt om det i vores klasseteam, så vi får trukket på de rigtige, får snakket med sundhedsplejersker og psykologer. Det er godt at få nogle udefra-fagfolks vurderinger. De menneskelige udfordringer fylder meget, men jeg er faktisk blevet god til at lægge det på hylden, når jeg går hjem."

- Du kan lægge det der på hylden, men alligevel er du lærer 24 timer? "Jeg kan sagtens lægge min arbejdsdag bag mig og sige, at nu er jeg færdig. Når jeg så kommer hjem og måske sidder ved computeren og egentlig søger noget privat - måske leder jeg efter en opskrift eller en nyhed -- så falder jeg over et eller andet, jeg kan bruge i skolen, og så sidder jeg jo og arbejder igen. På den måde er det i ens bevidsthed hele tiden. Men hvis jeg har et eller andet, der fylder, kan jeg godt parkere skoletasken og koncentrere mig om mit familieliv."

Mit livs største kulturchok - Hvordan var din egen tid som elev i skolen? "Mine forældre havde en forretning. Min far har en uddannelse, men min mor gik ud af skolen i syvende klasse og var så medhjælpende hustru, da far overtog farfars manufakturforretning, så det er ikke, fordi vi har læst en masse bøger derhjemme, og jeg er ikke vokset op med godnathistorier og fortællinger. Jeg har to ældre søskende, der begge er gået håndværkervejen. Skolen var træls for min storebror, og han havde en matematiklærer, der tit ringede hjem og klagede over hans opførsel. Jeg er efternøleren, og da jeg skulle i skole, skulle jeg have samme lærer, fru Friis, og mine forældre frygtede, at de nu skulle igennem det samme én gang til. Men jeg kom til at elske fru Friis. Jeg elskede at gå i skole, og jeg har bare været heldig hele vejen igennem. De første syv år fra 1978 gik jeg i landsbyskolen Ravsted, og det var nok mit livs største kulturchok at skifte til en større skole. Jeg havde gået i det der trygge miljø med kammerater, hvor forældrene ikke var skilt - jeg tror dårligt nok, jeg kendte begrebet - og så kom jeg til en moderne skole. I landsbyskolen sagde vi fru Friis og stod op, når lærerne kom ind. Men så kom jeg til Bylderup-Bovskolen i ottende klasse - bare et par kilometer længere væk, hvor man var på fornavn med lærerne. Man måtte være inde i frikvartererne, og man skulle ikke stå op, så os fra landsbyskolen blev helt til grin den første dag, fordi vi stod bag vores stole. Det var i 1986. Jeg tror ikke, min mund har stået stille ved middagsbordet, for jeg var fyldt med indtryk, det var et ægte kulturchok. Men de to år i ottende-niende klasse blev supergode med dygtige lærere og en engageret dansklærer, der har præget mig rigtig meget. På gymnasiet i Tønder fik jeg igen en hammer-dygtig tysklærer. Han var tysker, og så efter en del omveje og overvejelser, inden jeg endte på seminariet, fik jeg også dér en tysker som tysklærer."

- Egentlig ville du slet ikke være lærer? "Jeg var længe om at beslutte mig. Efter gymnasiet tog jeg ud at rejse, og da jeg kom hjem, søgte jeg ind på tyskstudiet på universitetet. Jeg nåede at være der to semestres tid, og der blev ikke talt meget tysk; der skulle læses litteratur, og det var meget, meget tungt, så jeg stoppede og tog ud at rejse. Jeg arbejdede så på plejehjem og endte med at være der i fire år som løs vikar, men så gik jeg lidt i panik, planen var jo, at jeg skulle have en uddannelse, og så pludselig - det var virkelig næsten som et kald - for jeg vågnede en nat, satte mig op og tænkte: 'Jeg skal da være lærer, det er da det, jeg skal!'. Og så søgte jeg ind på seminariet, det blev fire gode år. Det blev så til verdens bedste arbejde, og medmindre KL gør os til lønslaver, ville jeg vælge samme uddannelse igen. Jeg kunne ikke forestille mig at lave noget andet."

Hende sender jeg tit mange tanker i tysklokalet - Men du blev lærer efter anden eller tredje sortering, og så ender du med at være både glad for uddannelsen og glad for arbejdet? "Gennem min opvækst og mine ungdomsår har jeg altid fået at vide, at jeg var rigtig god til det med børn, men jeg tænkte: 'Jjeg skal ikke være pædagog, jeg skal bare ikke arbejde i en børnehave', det kunne jeg slet ikke forestille mig. Det var en lang proces, og hvis man havde spurgt mig i gymnasiet, havde jeg aldrig sagt lærer. I mine barndomsår ville jeg være købmand ligesom min far, og inden jeg kom på gymnasiet, ville jeg være politibetjent. Men så blev det Odense Seminarium med nogle rigtig gode undervisere på mine linjefag, men i særdeleshed min tysklærer, Christiane Hach, som var tysker. Hun kunne omsætte alt det stof, der var på vores niveau, til folkeskoleniveau, så vi fik hele tiden noget konkret med. 'Så kan man gøre sådan og sådan', sagde hun. Vi kunne hele tiden bruge det. Hende sender jeg  tit mange tanker, når jeg står i tysklokalet."

Jeg har da også fået mange verbale tæsk og mange klaps - Hvordan sker transformationen fra hende den nye lærer, der gispede efter fjorten dage, og så til den begejstrede, erfarne lærer, du er i dag? "Det er jo en lang proces, men rigtig meget skyldes supergode kolleger. De mødte mig med åbne arme og sagde: 'Har du brug for hjælp, så sig til'. Og så finder man jo nogen, man pejler efter og spejler sig i; jeg har da nogle kolleger, hvor jeg tænker: 'Eej, bliver jeg bare halvt så dygtig som dem, så bliver det godt', og så er det jo sådan noget med at prøve sig lidt frem. Men jeg har da også fået mange verbale tæsk og mange klaps over snuden i de første år. Jeg har jo nogle meninger om, hvad der skal til, for at eleverne kan klare sig godt i skolen. Jeg var nok heller ikke den helt store diplomat, og jeg havde ikke selv barn endnu. Jeg kunne for eksempel skrive i kontaktbogen, at barnet skulle have madpakke med. Eller: 'Hvis dit barn skal klare hele dagen, så skal der måske noget mere eller sundere med i den her madkasse'! Eller jeg ringede hjem og sagde det, og så fik jeg nogle svinere retur, hvor de højlydt fortalte mig, at det skulle jeg overhovedet ikke blande mig i, og der gik jeg over grænsen. I dag gør jeg rigtig meget ud af som klasselærer at skabe en god relation til elevens forældre, for eksempel prøver jeg allerede fra starten af at huske forældrenes navne, når jeg møder dem. Det er noget med først at finde sin lærerrolle, tænker jeg. Hvor går mine grænser? Så man ved, at man har sit råderum til at kunne undervise i, og man ved, hvor forældrene er. Jeg vaklede lidt i begyndelsen, tror jeg. Jeg var måske lidt for skrap over for forældrene og lidt for flink over for eleverne."

Når vi går i gang med undervisningen, så er vi på arbejde - Er du en skrap lærer over for eleverne i dag? "Jeg tror, de synes, jeg er skrap. Jeg har høje forventninger, og de ved, at når vi går i gang med undervisningen, så er vi på arbejde, og så er der ikke tid til pjat og pjank. Vi må selvfølgelig gerne have det sjovt og grine, men der skal bestilles noget. De ved, at de skal yde det bedste, de kan. Hvile på laurbærrene, det gør man ikke hos mig, så ud fra det synes de selvfølgelig, jeg er den strenge lærer!"

Tysk er et vidunderligt fag at undervise i - Nu er du jo tysklærer, og i hvert fald ifølge fordommene er tysk både et svært og måske også et kedeligt fag. Jeg kan godt høre, at det synes du ikke. "Når jeg bare kigger tilbage på min egen skoletid, så har tysk jo forandret sig tusind gange som fag, men indtil nu har jeg ikke oplevet elever, der synes, at tysk er kedeligt. Der kommer rigtig mange fag i syvende klasse, og de bliver som regel meget begejstrede for tysk, når finder ud af, at vi bevæger os meget og snakker tysk fra dag ét. Jeg taler tysk, så snart jeg træder ind i klasselokalet, og så kaster vi os ud i det. Det er oplevelsen af, at man efter første lektion kan gå hjem og sige, hvad man hedder, måske, og hvor gammel man er, eller hvad man nu kan."

- Statistikken viser, at der er rigtig mange, der fravælger tysk, og på læreruddannelsen er det jo nærmest et fag i nød? "Ja, det er jo virkelig en skam, tysk er et vidunderligt fag at undervise i, og der er rigtig mange muligheder. Min mission må så være at begejstre de elever, jeg sender igennem systemet, og hver gang, der er en tidligere elev, der fortæller, at han eller hun har valgt tysk i gymnasiet eller på handelsskolen, ved jeg, at jeg er lykkedes med noget af det, jeg gerne vil".

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk