De, der forudsagde radiofortællingens død i kampen med billedmedierne, tog fejl: Radiofortællingen forsvandt ikke, men forvandlede sig, så den i dag er mere udbredt og avanceret end tidligere. I dag kan vi med en telefon i lommen, et par hørebøffer og den rigtige podcast på et splitsekund møde forunderlige skæbner og fascinerende historier. Og vi har dem med os i toget, på cyklen, i bilen eller bare derhjemme på sofaen, når den ydre billedstorm har brug for at blive stillet på pause. Blandt andet derfor er det oplagt at arbejde med podcasts i skolen. Udgivelsen "Lydfortællinger" er et velgennemarbejdet, lettilgængeligt og overskueligt bud på undervisning i genren.

Sigtet er, at eleverne skal blive bedre til at forstå genren og dens virkemidler, men oplevelsen af at lytte til lydfortællinger er rykket frem i forreste linje. Så eleverne starter med at skulle lytte til et par velvalgte lydfortællinger, og de skal selv lave et miniforsøg med en lydfortælling. Det er en god indstigning, måske især for de elever, der ikke selv kender til lydfortællinger.

I resten af bogen er hovedvægten lagt på det analytiske. Forfatterne har samlet de væsentligste aspekter af analysen i en enkel model med fokus på dramaturgi, stemmer og lyde, som præsenteres kort og klart i et teoretisk afsnit. På nogle punkter betyder overskueligheden, at nuancer træder i baggrunden. For eksempel bliver både lineære og ikkelineære fortælleformer nævnt under dramaturgien. Men det er kun berettermodellen, der er grafisk repræsenteret. Her kunne det have været godt, hvis nogle af de andre ikkelineære fortælleformer også var repræsenteret, så eleverne bedre kunne støtte sig til det. Især fordi der netop på podcastområdet bliver eksperimenteret meget med fortælleformerne.

Men enkelheden og overskueligheden i modellen gør det let i de efterfølgende kapitler at arbejde med de fire superinteressante lydfortællinger, der ligger QR-koder til i bogen. Igen er oplevelsen i centrum: Eleverne skal først lytte og derefter i fokus- og matrixgrupper arbejde med de tre hovedområder fra modellen.

I slutningen af materialet lægges der op til, at eleverne selv skal gribe mikrofonen. Det er oplagt på denne måde at åbne for elevernes egen kreative og produktive indsats. Det er en anden måde at lære på, som med fordel kunne have været anvendt drypvist især i afsnittene om stemme og lyd. Beskrivelsen af lydproduktionen er ret kortfattet, og det afspejler ikke helt, hvor omfattende arbejdet med at lave en decideret lydfortælling er. Her skal man gøre sig erfaringer og måske hente ekstra materiale andre steder.

"Lydfortællinger" sigter mod udskolingen. Forfatterne peger i slutningen af bogen på, at lydfortællinger jo også kan indgå som en teksttype, som eleverne kan tage afsæt i ved den mundtlige prøve. Det er et inspirerende indspark. Men det gør det også relevant at pege på, at der i det faglige stof kunne have været åbnet for lidt flere faglige perspektiver, så der ville være bedre muligheder for at differentiere.