Debat
Om besværet med at udgive undervisningsmaterialer
Den har været længe undervejs. Rigtig længe faktisk, men nu er den her! Den app, som jeg har været med til at udarbejde lærervejledningen til.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Appen Let’s Play a Story er et fortælleværktøj, der giver eleverne mulighed for at se og analysere kendte fabler samt planlægge og optage deres egne fabler.
Appen har været færdig i næsten to år, men har ikke kunne komme ud på markedet, fordi det er meget vanskeligt for små forlag og udviklere at få lov til at udgive digitale læremidler.
Det er faktisk næsten umuligt at udgive nyt undervisningsmateriale, hvis man ikke i forvejen er i stald hos et af de få store og kendte forlag, der udgiver læringsbøger og apps med videre. De kommunale indkøbsaftaler kan yderligere bremse en lille udvikler, eller en ny aktør på markedet, og det er faktisk et ret stort problem. Appen har ellers et stort potentiale og kan virkelig styrke elevernes fortællelyst.
Det er nemlig i meget ringe grad lærerne selv, der bestemmer hvilket undervisningsmateriale de vil undervise ud fra. De kommunale forvaltninger har meget at sige i forhold til hvilke undervisningssider, der skal abonneres på. Det bliver selvfølgelig billigere, når det er en hel kommune, der laver aftalen for alle skolerne, end hvis den enkelte skole skulle købe licens.
Jeg er mange gange blevet spurgt, når licenserne er ved at løbe ud, hvilke undervisningsportaler vi foretrak, men det føltes ikke som om nogen lyttede. Ikke én gang er der blevet lavet om i de kommunale indkøbsaftaler. I Roskilde kommune, hvor jeg arbejdede tidligere, hang vi fx i årevis på Clio-online systemet, selvom alle kulturfagslærerne hellere ville bruge Gyldendals. Om det samme gjorde sig gældende på andre skoler, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men det er utrolig utilfredsstillende som lærer, ikke at føle, at man har noget at skulle have sagt i forhold til valg af undervisningsmaterialer.
Her skulle man ellers mene, at digitaliseringen ville gøre et skift lettere, end dengang man brugte bøger af papir, men sådan er virkeligheden slet ikke mange steder.
Den lille app kæmpede for at blive udgivet i næsten to år, selvom den var så godt som færdig. Indtil firmaet bag, Savannah, tog sagen i egen hånd og valgte at udbyde appen gratis. Det kommer selvfølgelig lærerne til gode, men det er ikke en ret god forretning for firmaer, der gerne vil lave undervisningsmateriale.
Hvis du har lyst til at prøve appen, så findes den i AppStore og er altså gratis.