"Danskerne har brug for .", "Vi må spørge danskerne om efterlønnen .", "Jeg er sikker på, at danskerne ikke vil finde sig i .".

Før hed vi "borgerne", "vælgerne", "befolkningen". Nu taler man om "danskerne". Det var vist Dansk Folkepartis topfolk, der begyndte, men Lars Løkke Rasmussen fulgte hurtigt og flittigt efter, Helle Thorning Schmidt hoppede på, og hurtigere end man kan sige "spin", skrev aviserne ikke mere om "befolkningen", men om "danskerne". Med det næsten umærkelige skred, der sker med tankegangen for "danskerne". Og for de andre - dem, der er udenfor. For der er jo så nogen, der ikke er danskere. Eller som i hvert fald skal opføre sig meget danske for ikke at blive opfattet som udanske.

Indholdsmæssigt er der langt fra Det Tredje Riges sprog til nutidens. Og så alligevel ikke. For det, at der sker en mental glidning, så sproget er med til at skabe virkeligheden, det er principielt uafhængigt af tiden. Derfor giver det dobbelt udbytte at læse Victor Klemperers bog om nazisternes sprog. Det er vigtigt igen og igen at blive mindet om, hvad der skete, og hvordan det skete i Det Tredje Rige. Og det er vigtigt at blive mindet om, hvad der kan ske. Sidste uges massakre i Arizona, USA, og forsøget på at myrde det demokratiske kongresmedlem Gabrielle Giffords viser, at ord betyder noget. En hård (politisk) retorik virker forrående.

Victor Klemperers bog, "LTI", udkom på tysk i 1947, og den foreligger nu på dansk i en fremragende oversættelse, som også er forsynet med et fyldigt noteapparat og et efterskrift, som i hvert fald overtegnede fik meget ud af at begynde med.

Klemperer var professor i filologi ved universitetet i Dresden - og født jøde. Straks fra nazisternes magtovertagelse begyndte han hemmeligt, men ihærdigt og systematisk at registrere deres sprogbrug. Som "undermenneske" måtte han ikke forske, han skulle arbejde på fabrik. Men hans kone var ikke af jødisk afstamning, så i hemmelighed skaffede hun bøger og andre materialer, som han så studerede fra klokken halv fire hver morgen, inden fabrikken åbnede. Hans "blandingsægteskab" med en "arier" udsatte nazisternes afhentning af ham. Og da Dresden i februar 1945 blev bombet, kunne han flygte.

I bogen dokumenterer Victor Klemperer fra arbejdspladser, propaganda, dødsannoncer, aviser og taler, hvad der var nazisternes hensigt - og hvordan det virkede. Hvordan det nazistiske sprog gik bag om ryggen også på modstandere. Det er uhyggeligt og deprimerende.

Men Klemperer registrerer også en spæd sproglig humor. I Dresdens beskyttelsesrum fortalte man hinanden, hvordan den tyske Hermann havde sagt, at han ville kalde sig Meier, hvis de allierede nogensinde ville blive i stand til at bombe Tyskland. Meier er et jødisk efternavn, og for Hermann var det åbenbart det værste, man kunne forestille sig at hedde. I beskyttelsesrummene blev sætningen hurtigt forkortet, så man ironisk kunne nøjes med at sige "Hermann Meier". Så var alt sagt.