Hun har en sag. Hun brænder for god læseundervisning, og erfaringen har hun sandelig. Inger la Cour fik sin lærereksamen i 1946 og arbejdede i folkeskolen som lærer og skolepsykolog, indtil hun gik på pension i 1983. Men det har ikke stoppet hende. Inger la Cour følger engageret med i den pædagogiske og skolepolitiske debat og deltager selv aktivt med indlæg på folkeskolen.dk, i fagbladet Folkeskolen, i Weekendavisen, Information, Kristeligt Dagblad og… fortsæt selv listen.

- Du er årgang 1925, og det er mere end 20 år siden, du gik på pension. Hvorfor fortsætter du? "Fordi alle børn meget gerne vil lære at læse, og når det mislykkes, kan et barn helt miste modet. For computere og smartphones betyder, at det i dag er en katastrofe ikke at kunne læse. Derfor skriver jeg om, hvordan man med en anden undervisning kan hjælpe mange af dem."

- Du mener, at skråskrift kan lette arbejdet med at knække læsekoden? "Ja, og jeg fik i 1975 udgivet læsebøger til 1. klasse, hvor den skriveform var en vigtig del. Vi så, at det virkede. Det hjalp den lille gruppe, som ikke selv kommer i gang. Det handler ikke om skriveundervisning, men om forholdet mellem læsning og skrivning. Det er ikke nok at se eller høre noget for at lære det. Man skal blive bevidst om det og knytte det til sin egen erfaring. Det er ganske let for de fleste, men nogle børn sanser ikke de små forskelle, der er på bogstaverne. For eksempel forskellen mellem et r og et n. Og for at blive bevidst om den forskel er det en hjælp, hvis der stilles en opgave, som de ikke kan løse uden at blive helt klar over forskellen. Det hele skal bruges til noget. Det har den russiske psykolog Sergej Rubinstein forsket i, og han siger, at det er afgørende at knytte det, man ser eller hører, til en handling, hvis man skal blive bevidst om det og lære det. Og det er lige det, skråskriften kan bruges til og er blevet brugt til i mange, mange år, uden at man har tænkt over det."

- Det er måske heller ikke så ligetil at forstå. "Nej, men prøv så at se her," siger Inger la Cour, og hiver et papir frem med det hebræiske alfabets snirklede figurer af helt fremmede bogstaver.  "Tænk, hvis du skulle lære dem blot ved at få dem gentaget og gentaget eller tegne dem efter, det ville ikke gå godt," siger hun og fortæller om en lærer, hun mødet i Jerusalem for mange år siden. Når hun underviste folk fra mange forskellige lande i hebræisk, gav hun gav dem listen med bogstaverne og lod dem så skrive bogstavernes navne med deres egen skrift ved siden af. Derpå bad hun dem skrive af fra en hebræisk tekst. Så måtte de finde den rette figur i listen og skrive den rigtige hebræiske figur ved siden af. På den måde blev de tvunget til at se nøje på detaljerne mange gange - og skrive dem, så de kunne huske dem. De fik dem helt ind i kroppen," forklarer Inger la Cour og fortæller om de elever, hun har hjulpet til at lære at læse, selv om de og lærerne måske havde givet op. "En dag på stationen kom en fyr hen til mig og sagde 'Tak, fordi du fik mig på læsekursus i 9. klasse'. Hver dag i tre måneder havde han fået intensiv undervisning i læsning og matematik. Han var så glad, fordi han endelig havde lært at læse, så han kunne tage den faglige uddannelse, som ellers havde været lukket land for ham.".

Jeg var meget artig, for både mor og far var lærere på skolen - Jeg vil gerne høre om læseundervisning, men først vil jeg gerne høre om din egen tid som elev i skolen. "Jeg var meget artig, for både mor og far var lærere på skolen, og de forlangte, at det hele skulle være i orden, så det var det i reglen. Jeg begyndte i 1. klasse i 1931, og det er fantastisk at se den ændring, der er sket siden da. Jeg gik på en stor skole i Nykøbing Mors med næsten 1.000 børn, 30 lærere, en skoleinspektør, en vicer og ikke nogen sekretær. Der var mellemskoleeksamen og realeksamen og undervisning i engelsk, tysk og fransk. Det var roligt og fredeligt, men ret kedeligt."

- Roligt og fredeligt? Når man læser erindringer fra den tid, får man indtryk af, at skolen også rummede ubehageligheder? "Ja, der var stor forskel på lærerne. Der var spændende lærere, og så var der lærere, der ikke var så spændende, og også nogle, der var utålelige. Nogle rigtige skrankepaver. Det var finere dengang at blive lærer. Det var folk, der var respekterede. Der var en helt anden ånd, og du kan nok forstå, at når der kun har været 30 lærere til næsten 1.000 børn, så har der været styr på tingene. Vi var 30-36 elever i klasserne, og der var parallelklasser med piger, og parallelklasser med drenge. Der var fire legepladser, en til de store drenge, en til de små drenge, en til de store piger og en til de små piger. Jeg havde en meget skrap tysklærer, så jeg fik lært en masse tysk. Men i de år, jeg gik på skolen, hørte jeg kun om én elev, der fik med spanskrøret. Men lussinger faldt der mange af."

Uddannelsen måtte gerne være kort Med to ældre brødre, der gik på universitetet, var familiens økonomi ret stram. Der var ikke noget, der hed SU, så Inger la Cour valgte læreruddannelsen, hvor man kunne komme ind uden studentereksamen. "Jeg måtte gerne få en uddannelse, men jeg kunne godt se, at det ikke gjorde noget, hvis den blev ret kort, og med min realeksamen kunne jeg komme på seminariet, hvis jeg blot bestod en optagelsesprøve. Jeg blev så sendt over til min morbror, der var førstelærer i Karise, K.A. Kristensen, som var formand for Danmarks Lærerforening fra 1936 til 1944. Han havde en kostskoleafdeling, hvor børn fra landet kunne få en mellemskoleeksamen, men der kunne også komme folk, der gerne ville på især seminarium, og her i præparandklassen blev jeg så anbragt. Vi var en flok, der blev trænet op, især i matematik. Jeg gik der fra midt i februar til sommerferien, hvorefter jeg drog til Tønder og bestod prøven på seminariet. Da var jeg 17 år."

- Hvorfor Tønder? "Da jeg havde taget realeksamen i april 1941, fandt min mor en plads til mig ude på Mors. Jeg skulle være lillepige, som det hed, fordi der var to piger, hos provsten, provstinden og hendes gamle mor. Der tilbragte jeg en vidunderlig sommer. Provstindens mor hed Hanne Sofie Nicoline Købke Bramhelft Bredsdorff, og vi havde det hyggeligt sammen, når hun fortalte om sin ungdom. Hun havde været gift med en, der var soldat i 1864, og fortalte sjove historier fra sin ungdom. Jeg holdt meget af hende, og da hun var en Bredsdorff, tænkte jeg, at jeg hellere måtte tage ned til Tønder, for der var der en Bredsdorff, der var forstander." Selv om Danmark var besat, og der var krig, var det en skøn tid på seminariet, fortæller Inger la Cour. "Jeg var jo meget ung, så jeg var ikke trykket af, at det i virkeligheden var en frygtelig tid. Vi var 30 i klassen og havde det sjovt med sport og fester. Vi havde 37-38 timers undervisning om ugen plus opgaver til hver eneste dag. Jeg fatter ikke, hvordan de unge på læreruddannelsen i dag kan nøjes med tre dages undervisning. Det er meget, meget synd, for ud over det faglige fundament er det nødvendigt med en solid almenviden. Jeg ved ikke, hvordan de kan få en fornemmelse af historie og samfund, når de får så lidt undervisning. Vi gik måske nok i skole som seminarieelever, men de unge på læreruddannelsen kan jo ikke studere rigtigt med så lidt undervisning og så få opgaver."

- Hvordan blev der tid til fester og sjov med det ugeprogram? "Lørdag aften var der fest, eller vi var ude på sportspladsen."

Sie sind noch nicht gekommen Det var sjovt, dejligt og lærerigt, fortæller Inger la Cour. Men efterhånden prægede krigen hverdagen mere og mere, og der var mange tyske soldater i Tønder. "I 1944 fandt tyskerne ud af, at de havde brug for seminariets bygninger, så vi blev smidt ud. De indrettede operationsstue i tegnelokalet, og ligene blev anbragt i cykelkælderen. Det var alligevel meget tæt på at have den slags ting. Det var en mærkelig tid." Den 4. maj om aftenen kom meddelelsen om, at de tyske tropper havde overgivet sig, men allerede inden da var man klar over, at besættelsen var ved at være slut, fortæller Inger la Cour. "Sidst på eftermiddagen, da undervisningen var slut, cyklede en veninde og jeg ned til grænsen. Vi skulle lige tjekke, om vi kunne se englænderne komme, for vi havde hørt, at de var på vej. Der gik tyske soldater og gravede skyttehuller i grøftekanterne, og de råbte til os: 'Sie sind noch nicht gekommen!'. De vidste godt, at englænderne var på vej, og jeg tror, de håbede på det. Ja, det var en mærkelig tid." Så kom befrielsen, og næste forår kunne Inger la Cour kalde sig lærer, og med eksamensbeviset i hånden gik turen til Gladsaxe, hvor man kunne tilbyde et vikariat på en stor, ny skole, Marielyst. "Jeg fik et pragtfuldt vikariat. Den lærer, jeg skulle vikariere for, havde tysk i mellemskolen, hun havde sangkoret, og jeg skulle også spille til morgensang i den kæmpestore aula. Det var spændende for en enogtyveårig. Jeg havde haft musik som speciale på seminariet, så jeg havde lidt uddannelse. Jeg var meget glad for at spille."

Der begyndte det Året efter fik hun så nogle timer i noget, som man "vistnok ikke havde prøvet nogen steder før," mener Inger la Cour. Det var specialundervisning. Og dér begyndte hendes livslange interesse for at gøre læseundervisningen bedre. "Vi fandt nogle få elever, som trængte til ekstra støtte i læsning, og de timer fik jeg. Så der begyndte det; dér blev jeg optaget af at lære børn at læse, og da mine egne børn blev store, læste jeg psykologi på Danmarks Lærerhøjskole på Emdrupborg, og det var det studium, der gav mig den vigtige viden om perception, som er baggrunden for den læsemetode, jeg kalder perceptionsmetoden." I mellemtiden var hun flyttet til Humlebæk, hvor en bedre bolig lokkede, og der blev hun så skolepsykolog. "Jeg fik henvist mange forskellige slags elever. Men hvad enten de var sky og triste eller voldelige eller drilagtige, så kunne mange af dem fortælle, at de ikke kunne læse. Det er derfor, jeg bliver ved, for jeg har en speciel blanding af erfaringer, der gør, at jeg kan sige det, jeg siger. Vi kan og vi skal hjælpe de børn. Dem alle sammen."

Ikke noget at være stolt af "Det er ikke noget at være stolt af, at måske 80 procent af eleverne i 1. klasse læser, for det er de sidste 20 procent, der skal undervises. Flertallet lærer at læse, nærmest ligegyldigt hvad du gør ved dem. Men de 20 procent er afhængige af at få den rigtige undervisning; det var det vigtigste, jeg fandt ud af på mit psykologistudium. Som skolepsykolog kunne jeg få en stor rod ind, som så kunne fortælle mig: 'Jeg har sgu prøvet at lære at læse. To-tre gange. Men jeg kan ikke, og så bliver jeg så rasende!'. Man kan reagere ved at gå ud og smadre biler, eller man kan reagere ved at spytte på læreren. Eller ved at blive trist, indelukket eller syg. Det er en katastrofe ikke at lære at læse i dag. Man er udelukket fra så mange ting. Det er de børn, jeg vil hjælpe."

Alle skrankepaver måtte forsvinde "I en klasse, jeg havde, var der 36 børn. Det var hyggeligt, de vidste alle sammen, hvad de skulle lave på hvilke tidspunkter. Til hver dag - ja, jeg kan godt høre, at det lyder tåbeligt - havde de skrevet tre udsagnsord. De måtte selv bestemme, hvilke det skulle være: At løbe, jeg løber, jeg løb, jeg har løbet, løbende. Alle former. Og de skulle deles i stavelser, lø-ben-de. Også den lange tillægsform, som ingen kan stave til i dag. Og de skrev med skråskrift, så de fik bundet tingene sammen. Hele denne øvelse tog ikke mere end ganske få minutter, der var en fast struktur, som de kendte. Derudover var der jo nok at lave i de bøger, vi havde i klassen. Vi havde det hyggeligt, og timerne sluttede ofte med højtlæsning fra en spændende bog."

- Det var hyggeligt, siger du. Da jeg gik i sjette klasse, var vi også 36 elever. Det husker jeg ikke som hyggeligt. "Det afhænger i uhyggelig grad af læreren, og den frygt, der også kunne præge skolen dengang, er heldigvis væk nu. Det var godt, at det hele væltede. Alle skrankepaverne måtte forsvinde. Kæft, trit og retning. Eleverne skulle gøre, hvad der blev forlangt, uden diskussion. Uden dialog. Uden for døren, hvis din opførsel ikke passede læreren. Eftersidninger, blive sendt til inspektøren. Afklapsning. Det var godt, det blev ændret, at det autoritære blev brudt ned. Der er ikke nogen beklagelse fra min side der. Men den autoritet, som læreren havde, forsvandt desværre også. Den må genopbygges, og det kan kun ske ved, at lærerne er dygtige og insisterer på, at alle børn skal have det bedst mulige ud af at gå i skole."

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk