Serien ”Drengedramaer” er en serie af tynde paperbackbøger med beige forside i et seriøst, voksent layout med en lille tegning på midten. Teksten i bøgerne er skrevet ret småt, og hver side er bygget op af en lille tegning øverst, som næsten kunne ligne grafikken på lærerintra, og et stykke tekst nedenunder. Det virker pudsigt at lave et layout med små tegninger i nedtonede farver til børn, som ikke er så interesserede i bøger. Det er ikke ligefrem den type bøger, som bliver revet ned fra hylderne.

Man kan på første side læse, at bøgerne ligger på lix 6-11, men der er ingen tydelig markering på forsiden af, hvilke bøger der er lettere eller sværere end andre. Dermed er der ikke nogen indlysende måde, hvorpå børnene kan navigere i, om bogen passer til, hvad de plejer at læse. Mange børn forsøger at navigere efter serie, men her bedrager skinnet, da bøgerne ikke alle er på samme lixtal, og der ikke er nogen tydelig rækkefølge, de skal læses i.

Med bogseriens navn og derunder titler som ”Noa vil ikke læse” og ”Noa og far ser fodbold” ligger det lige til højrebenet, at serien er skrevet til drenge i indskolingen, som ikke har motivationen til at komme i gang med at læse.

Historierne handler i høj grad om drenge, og hvordan de er anderledes end piger. For eksempel handler ”Noa og Tobias i hyggegruppe” om, hvordan de to drenge ser ned på de to piger, de er i hyggegruppe med, og synes, deres leg er dum, hvordan de ødelægger pigernes legetøj og ender med at få skældud og må købe nye dukker.

På samme måde bygger historien i ”Noa vil ikke læse” også på hovedpersonen Noas fordomme om piger; han vil ikke læse, fordi han synes, det kun er for tøser. På forsiden sidder da også en sur Noa og rækker tunge, mens han tænker på en pige, der glad sidder og læser.

Noas far fylder meget i bøgerne. Det er Noa og far, der taler det meste af tiden, hvis ikke det er Noa og hans drengeven, der taler. Vi møder mest mor i sammenhænge som eksempelvis i ”Noa og far ser fodbold”, hvor hun går ind foran tv’et, mens de ser fodbold, for at vise dem sine nye sko, eller da hun i ”Noa og Tobias i hyggegruppe” siger til drengene, at de er dumme, fordi de har ødelagt pigernes dukker. Mor er altså enten irriterende og overfladisk eller kommer på banen, når der skal tales følelser.

Generelt er bøgerne skrevet meget kønsstereotypt og bryder kun i ringe grad med ens forventning til, at alle piger og kvinder er dumme, har latterlige interesser og generelt ikke forstår en dyt af, hvordan det er at være dreng. Der er ikke noget stort plottvist, hvor Noa gør op med sine fordomme og stereotype forestilling om, hvad kvinder og piger er og kan.

Noa finder dog ud af, at man godt kan lege med piger, fordi de giver én gaver, og at man godt kan læse, fordi man kan blive en sej forfatter. Men jeg er ikke sikker på, at det er de pointer, jeg ville vælge, at mine elever skulle vokse og blive klogere af.