“Jeg er en dreng. Ja, og det synes I måske ikke er så underligt. Men der er bare det ved det, at jeg er en dreng, men jeg er født uden tap. Jeps. Ingen tap og dreng er naturligvis en usædvanlig kombination, men det er sådan, det er, og jeg er næppe den eneste dreng uden tap”. Sådan lyder det knap 40 sider inde i romanen om 11-årige Måns, der skal bo i Malmø i en periode. Her møder han Mikkel, der også er skater, og de bliver blodsbrødre.

Vi hører i romanen om en far, der græder i flere dage, da Måns endelig får fortalt ham, at han trods navnet i passet er en dreng. Vi hører om en mor, der lytter til ham og siger, at hun nok altid har vidst det. Og så hører vi om venskabet med Mikkel, der står sin prøve, da Mikkel finder ud af, Måns er født i en pigekrop.

Forfatteren Jenny Jägerfeld, der også er psykolog, fortæller med Måns som jegfortæller meget overbevisende og med humor om, hvordan det er at være en dreng, der biologisk er født som pige: “Jeg har googlet og læst og tjekket det på YouTube - og hallo! Vi er tusindvis!”

Måns oplever en masse genvordigheder, men det hele slutter godt. Han får på Instagram kontakt med Jasmine: “I øvrigt er du syygt dope, Jasse! Mit hjerte hamrer vildt nu! Jeg turde! Jeg er konge!” og han fortæller læseren, at det, vi kan lære af det her, er, “at DET HELE kan gå ad helvede til, men at det alligevel kan ende ret så godt. Til sidst. Hvis bare folk tager sig lidt sammen”.

Jenny Jägerfeld skriver i et let og flydende sprog om venskab, spirende forelskelse, forholdet til forældre og klassekammerater - og om kønsidentitet. Det er spændende, relevante emner, der berettes om med stor indlevelse og humor. Bogen anbefales på det varmeste til mellemtrinnet. Den vil være god at læse højt i klasseværelset - og tale om.