Adam Oehlenschläger ...?

»Det er ham, der har skrevet 'Guldhornene'. Den har vi læst og analyseret. Og det er også ham, der har skrevet vores nationalsang«, lyder det prompte fra Alexander, som sidder næsten bagest i klasselokalet på Buddinge Skole nord for København.

Karen Blixen?

»Det var hende, der tilbragte en del af sin tid i Afrika«, svarer Bakr ved det forreste bord.

»Hun skrev en bog om det, 'Den afrikanske farm'. Og var der ikke noget med, at hun kaldte sig selv storyteller?«

»Hun udgav sine første bøger som en mand«, tilføjer Emil.

Johannes V. Jensen?

Her må klassens dansklærer siden 6. klasse, Kirsten Villumsen, hjælpe hukommelsen på gled. For det var jo forfatteren til novellen »Naaede de Færgen«, som 9.b også har læst. Det var jo den med dem, der kørte på motorcykel, er der nogle, der kan huske.

Johannes V. Jensen er med i litteraturkanonen, som skal sikre, at eleverne i folkeskolen får »kendskab« til en række specifikke danske forfatterskaber. Og kendskab synes eleverne i Buddinge, at de har.

»Sådan inden for rimelighedens grænser«, som en af dem formulerer det.

Bare inspiration

Der er ikke nogen i 9.b, der er uenige i, at de som elever i den danske folkeskole skal læse ældre dansk litteratur. Men at det ligefrem skal være fra en fast liste, er de knap så sikre på.

»Det er meget fornuftigt«, synes Nivikka.

»Selvfølgelig skal man læse gammel dansk litteratur. Men der er ret mange forfattere på listen, så de skal bare være inspiration«, mener hun og er helt sikker på, at Kirsten nok skulle sørge for, at klassen blev præsenteret for ældre dansk litteratur uden en lovbundet liste.

»Jeg ser også mere listen som en vejledning. Men det er godt at læse de forfattere. Både fordi man kan tænke over, hvad de skriver, og fordi de har haft betydning for Danmark«, siger Katrine.

Hun mener, at skoleelever ville risikere helt at miste tilbageblikket og evnen til at kunne beskæftige sig med deres egen tid, hvis der ikke var nogle lovgivere, der stillede krav om, at man skal læse ældre litteratur.

Før jul gennemgik Kirsten Villumsen litteraturkanonen med klassen og krydsede af, hvilke forfattere de har været igennem. Og selvom blandt andre Klaus Rifbjerg og Peter Seeberg stadig mangler, er Anna på forreste række godt tilfreds med, hvor mange forfattere hun faktisk har lært at kende i skolen.

»Det er meget fornuftigt, at alle danskere får et grundlæggende kendskab til den danske litteratur gennem et længere tidsrum«, mener hun.

Den tunge guldalder

Men klassens tema om guldalderen står for flere som det kedeligste danskforløb, de har haft. Svære tekster med et vanskeligt sprog og et temmelig mislykket besøg på Bakkehusmuseet på Frederiksberg, hvor rundviseren til sidst opgav at vise rundt, fordi eleverne ikke hørte efter. For Kirsten Villumsen var det til gengæld sjovt at se forskel på, hvad klassen fik ud af at læse »Guldhornene« i 8. klasse, i forhold til da hun lod dem snuse til digtet for første gang i 6.

Blandt de mest populære danskforløb er eventyr, reklamer og ikke mindst rap, som klassen senest har arbejdet med. De oplever ikke rigtigt, at Kirsten underviser dem i værker, som hun ikke selv sætter pris på, fordi de står i læseplanerne. Selv har hun dog lidt dårlig samvittighed over, at der er nogle forfattere på listen, som klassen endnu ikke har nået at møde.

»Det handler dog ikke så meget om forfatterne, som om at vi også skal være verdensmestre til at stave, skrive stile, kunne klare 9. klasses læseprøve, andre udtryksformer og litteratur fra elevernes egen levetid. Det er altså ikke let at nå på seks timer om ugen!«