Teaterdrama får litteraturen til at leve  

I dansk skal eleverne lære at dramatisere tekster og temaer sammen med andre. De skal forstå både deres eget og andres kropssprog, de skal kende til stemmens og kroppens virkemidler og til rum, figur og forløb. Men de Fælles Mål om krop og drama vejer sjældent tungt i dansklærernes undervisning.

»Mange af lærerne i Ej blot til lyst-projektet har ikke turdet røre ved de mål. De har ikke skulket, men de har forbundet det med skoleteater. Ellers har de måske læst replikker med eleverne, men de har ikke vidst, hvordan de skulle styrke elevernes indlevelse i en tekst. I projektet på Aarhus Teater får lærerne kroppen ud på gulvet og lærer at bygge stemningen op omkring en tekst, så eleverne kan foretage indlevelsesrejser i den«, siger lektor og ph.d. Ida Krøgholt fra Institut for Kommunikation og Kultur - Dramaturgi på Aarhus Universitet.

Som forsker i æstetiske læreprocesser og kommunikation følger hun projektet. Det helt centrale spørgsmål er, hvordan teaterfagligheden kan udvikle lærernes faglige forståelse og refleksion, og hvorvidt det gør dem i stand til at løfte danskfaget på en anden måde, end de plejer.

»Lærerne oplever en praksis for, hvordan krop og drama kan praktiseres og integreres i dansk, og det gør dem i stand til at undervise anderledes. De tør kaste sig ud i noget, der udfordrer dem personligt, fordi de har fået en struktureret indføring i i teaterfaglige redskaber«, siger Ida Krøgholt og tilføjer, at en af styrkerne ved projektet er, at teaterpædagogerne selv er uddannede dansklærere, så de kender faget og lærerverdenen.

Også eleverne udvikler deres viden og færdigheder. Den teaterfaglige tilgang til tekstarbejdet stimulerer både deres læseforståelse og deres læseengagement. Også deres forståelse af personkarakteristik udvides og nuanceres gennem arbejdet med de teaterfaglige indlevelsesmetoder.

Skolelederne skal bakke op

Det første år var lærerne glade for kurset, men de havde svært ved at bruge teaterpædagogikken i deres undervisning. Det fik Aarhus Teater til at skrue op for lærernes kursusdel, så de nu slutter kurset af med at planlægge i deres årgangsteam, hvordan de konkret vil inddrage teaterpædagogik i timerne. Det kan lade sig gøre, fordi hver skole stiller med flere lærere til hvert kursus.

»Teatret har skærpet sin forventning om, at lærerne bruger teaterpædagogik, og derfor er teatret blevet mere opmærksom på at involvere skolelederne fra de seks partnerskoler, så de får ejerskab til projektet. Der er blandt andet kommet skoleledere med i styregruppen«, siger Ida Krøgholt.

I begyndelsen tog ikke alle skoleledere projektet lige alvorligt, fortæller hun.

»Nogle så det som en gave fra teatret, men hvis kurset skal booste danskfaget, skal skolelederne give lærerne tid og resurser til at eksperimentere med de teaterpædagogiske redskaber. Ellers får de det ikke gjort, og så ender det som en teaterfaglig niche for ildsjæle«.

Ida Krøgholt kan ikke sige, hvor ofte lærerne bruger redskaberne, men alle bruger dem i et eller andet omfang.

»Lærerne får nye elever, som ikke har været med i forløbet, så de er nødt til at kunne arbejde kvalificeret med redskaberne. Derfor skal de prøve dem af i deres undervisning, og på den enkelte skole skal de forpligte hinanden på at holde fast i den teaterfaglige indgang. Selv om lærerne er pressede, tror jeg, at det kommer til at ske. Dels fordi skolelederne bakker op, dels fordi lærerne er meget begejstrede for det, de lærer«.

Lærerne ser en anden måde at gribe undervisningen an på, som kan gøre det lettere for eleverne at gå til selv svære tekster.

»En lærer fortalte, at det altid har været en hurdle at komme igennem 'Guldhornene', men nu tager hun eleverne ud på gulvet og lader dem bevæge sig rundt med teksten. Det giver undervisningen et helt andet udfald«, siger Ida Krøgholt.

Det kan være pinligt

Nogle elever synes, det er pinligt at skulle røre ved hinanden og kaste sig ud i usædvanlige stillinger og bevægelser over for kammeraterne. Det afhænger i høj grad af, om teksten rammer eleverne og klassen som helhed. Undervisningsforløbene følger teatrets repertoire. I det første år var Ej blot til lyst centreret om blandt andet »Snedronningen« (2. til 4. klasse), året efter om »Fakiren fra Bilbao« (5. og 6. klasse) og i år »Narnia« (indskoling og mellemtrin).

»En 6. klasse blev slet ikke grebet af 'Narnia'. Det fortæller, at det er vigtigt, at teksten åbner for, at eleverne kan glemme sig selv og overgive sig til øvelserne. Det skal nogle elever og klasser kæmpe mere med end andre, men generelt sker der et løft i klasserne«, siger Ida Krøgholt.

Også for nogle lærere er det meget grænseoverskridende og kræver overvindelse at arbejde med teaterpædagogik. Men det er lettere at gå ind i det, når fagteamet på skolen arbejder med det, viser følgeforskningen.

»Den enkelte lærer står selvfølgelig alene i klassen, men i stedet for at kopiere andre skal hun oversætte pædagogikken, så den passer til hende. Så virker hun autentisk over for eleverne«, siger Ida Krøgholt.