”Kære Læser. Findes der noget, som er værre end at få afsløret handlingen i en film, du endnu ikke har set? Eller slutningen på en bog, du er i gang med at læse? Nej vel? Som Ternet Ninja ville sige: ’Spoilere skal have sværd i hovedet! Ægte ninjaer holder på en hemmelighed’. Godt sagt, T.N. Lad os holde den 100 % ninja og ikke afsløre det, vi ved. Deal? 

God fornøjelse. Onkel A”.

Sådan begynder Ternet Ninja 3 af Anders Matthesen, som udkommer på fredag. Læsere af de to første bind vil vide, at T.N. ikke er bleg for at bruge sit lille alfesværd, så denne artikel afslører intet. Fra bogen. 

Men hvis du har spekuleret over, hvordan Anders Matthesen kommer på sine vanvittige karakterer, hvordan han havde det med at gå i skole, om han selv har oplevet musiklærer-Arne og sløjdlærer-Siberius, og om han aldrig giver sig selv mundkurv på, så kommer der svar nedenfor. Plus svar på nogle spørgsmål mere, som eleverne i 8.b på Marstal Skole har tænkt over, siden de arbejdede med Ternet Ninja 1 og 2 i 6. klasse.

Arne er tilbage i topform

Lad os et øjeblik glemme eleverne og litteraturanalysen og koncentrere os om lærerne. Allerede i Anders Matthesens første animerede film ’Terkel i knibe’, var lærerne mere end statister i en skolehistorie. De var karakterer - for eksempel som vikaren Gunnar og den allestedsnærværende fortæller, musiklærer Arne.

Her i ’Ternet Ninja 3’ folder Arne sig igen ud i fodformet modstand mod toksisk maskulinitet iført hornbriller og strikket vest. Som hovedpersonen Aske siger: ”Arne? Han er for cool! Det synes han i hvert fald selv”, og uden at afsløre for meget, kommer Arne til at spille på endnu flere tangenter end hidtil. 

Men hvor kommer Arne fra?

”Arne opstod som en stemme, da vi lavede Terkel, og vi kaldte ham altid noget forskelligt, for eksempel Rasputin. Men så sagde min partner Bosse en dag, han lyder sgu som min gamle skolelærer Arne. Og fra da af hed han Arne, han fik sin vest på i 'Jul på Vesterbro', og sådan kom han til at gå igen i universet”, fortæller Anders Matthesen.

I ’Ternet Ninja’ fik vi en imponeret skoleleder, en rasende dansklærer og den enarmede, finske sløjdlærer Siberius, der totalt misforstår Askes ønske om at dreje en ternet skede.

”Siberius, ja der skulle vi jo bruge en sløjdlærer. Så jeg tænkte, hvorfor ikke give ham et finsk navn, lade ham drikke træsprit og gøre ham blind på det ene øje. Det er en comedy-ting”, forklarer han.

Dansk

8.b til Anders Matthesen: Hvordan fandt du på Ternet Ninja?

Anders Matthesen fortæller, at med eleverne var han bevidst om, at der skulle være to kumpaner, der skulle hedde Hugin og Munin og ligeledes de to veninder: Mie og Fie. Men han har ikke sat sig ned og skabt et arsenal af skolelærere ud fra en bagvedliggende plan. De er opstået en ad gangen. Når lærerne fylder så meget, er det fordi, det foregår i et skolemiljø.

”Jeg har ikke nogen torn i skoen, eller i siden, eller sten i munden eller hund i kampen med skolelærere", griner han. 

Bortset fra Gunnar i 'Terkel i knibe', som i parentes bemærket er vikar, er lærerne sympatiske typer med gode intentioner, og der er langt til de plageånder og lektor Blomme-typer, man kan finde i anden litteratur.

"Men lærerne er ligesom de andre voksne i bøgerne lidt i deres egen verden. Selv de, der er omsorgsfulde, er på deres egen planet, og børnene er overladt til at løse deres problemer selv. Sådan tror jeg, det ser ud, når man er barn eller ung”, siger Anders Matthesen.

”Og godt nok siger du, at de ikke er plageånder, men Arne vil jo for eksempel ødelægge sidste skoledag. Der har jeg bare taget noget fra mine ungers skoletid eller fra min egen skoletid. Det’ jo altid hyggeligt at sende et lille stik”. 

Sprogligt detektivarbejde

Det lille stik har dog på ingen måde holdt lærerne væk fra Anders Matthesens bøger og film. Tværtimod.

'Ternet Ninja' udkom som bog i 2016 og som film i 2018, og helt op til den seneste CFU-liste over mest lånte bøger, lydbøger og e-bøger ligger den på top 10.

Den første 'Ternet Ninja'-film er samtidig den femtemest sete biograffilm i Danmark nogensinde, og 2’eren ligger nummer syv på samme liste. Filmene har til sammen modtaget fem Robert-statuetter, og de to bøger er solgt i over en halv million eksemplarer.

Og forskerne har også haft øje for serien. Sidste år udkom børnelitteraturforsker Ayoe Quist Henkels bog ’Børnelitteratur i en Medietid’, og her fremhæver hun 'Ternet Ninja' både for dens popularitet blandt børnene på flere medieplatforme og for dens evne til at overskride tabuer.

”Den er et eksempel på en tekst, som børnene også læser i deres fritid, og som jeg ved, at nogle lærere ikke vil bruge i undervisningen, ud fra begrundelsen at dens litterære kvalitet ikke er god nok … (men) den berører alvorlige temaer og overskrider tabuer, og så er der meget at tage fat i i en verdensvendt sammenhæng, både i forhold til at tematisere udnyttelse af børns arbejdskraft i andre lande, i forhold til, hvad man kan og bør gøre grin med, og i forhold til etiske overvejelser om blandt andet selvtægt”, forklarede hun sidste år på folkeskolen.dk

Har ikke sin sprogsans fra skolen

Da folkeskolen.dk/dansk skrev ud i dansklærernes facebookgruppe, om der var lærere, der havde arbejdet med Anders Matthesens bøger og film og havde lyst til at fortælle om det, var reaktionen hurtig og massiv.

Lærer Anne Bergstedt Holst skrev: ”Jeg er nysgerrig på, hvordan hans formidable fornemmelse for sproglige finurligheder er opstået?”

”Det er ikke fra skolen!” udbryder Anders Matthesen. ”Snarere fra at læse bøger, jeg ikke var gammel nok til. Og fra at høre Monrad og Rislund og Klyderne og Linie 3. Og fra min far – og faktisk også min mor, som altid har leget med sproget uden rigtig at snakke om det. Min far kunne pludselig stoppe op midt i ordet afsted – af sted – fra punkt – af plet. Det er blevet hos mig, når jeg støder på noget mærkeligt. Folk siger: ’Gå nu væk. Slå det op eller glem det’. Men for mig er det et detektivarbejde, der går i gang, for at finde ud af, hvorfor det hedder sådan”.

Når han begynder at udtænke et show, så skriver han om alt, han ser omkring sig.

”Kaffekander, vandglas, flipovers, høje borde – for de er pisseirriterende. Man synes jo noget om alting. Når jeg har masser af det, så finder jeg noget, der binder det sammen. Temaerne kommer bagefter”.

Bøgerne derimod er opstået ud af figurerne. Ternet Ninja levede i mange år som figur i små, skøre tegninger, før han fik sin egen historie og fortælling. Og de tre bøger er skrevet på hver sin måde, fordi processen er foregået i varierende samarbejder med tegner og instruktør.

Humoren ruster os til overraskelser i livet

Udover de sproglige virkemidler er det ofte humoren, der er tema, når dansklærere bestiller Ternet Ninja hjem i klassesæt.

Dansklærer Monica Trabolt blev allerede på læreruddannelsen slået af, hvordan Anders Matthesen i sit standupshow gav perfekte eksempler på forskellige sproglige virkemidler, fx deiksis, som hun netop have arbejdet med i sin praktik. Hun skrev til hans manager og blev inviteret ind til næste show med hele praktikklassens begejstrede elever.

Sådan kan du arbejde med humor i dansk

Det betød også, at da hun selv senere stod med en 7.-klasse, var det Ternet Ninja hun fik lyst til at bruge til at introducere dem til litteraturanalyse. Sammen med sin kollega fik hun lavet et værkforløb, der blev købt af Gyldendal og ligger på forlaget danskportal.

”I udskolingen handler så meget af den litteratur, vi præsenterer eleverne for, om sorg, død og kriser. Det er som om alt det sjove og lystbetonede kun hører indskoling og mellemtrin til. Ser man på CFU-listerne, så er 'Ternet Ninja' næsten den eneste sjove bog i udskolingen”, siger hun.

Det, synes Monica Trabolt, er superærgerligt, særligt efter at hun er begyndt at læse en kandidat på DPU, hvor hun netop er dykket ned i humorens virkemidler.

”Humorens overraskelsesmomenter ruster hjernen til senere i livet at kunne agere i alt det uventede, som vi hele tiden bliver udsat for. Litteraturen med humor kan faktisk hjælpe os på vej i livet. Jeg synes i den grad, det giver mening at arbejde med humor gennem Matthesens bøger – udover at bøgerne også indeholder en masse andre gode temaer”, siger hun.

Han sparker røv

En anden, der reagerede prompte på facebookopslaget, var Anne Flintholm, som er dansklærer på Marstal Skole på Ærø. Da hun for to år siden overtog en 6.-klasse, var 'Ternet Ninja' den første bog, hun læste med dem, fordi hun ville have fokus på elevernes læseoplevelse.

”Jeg ved godt, at nogle lærere ikke synes, hans bøger tæller som lødig litteratur, men jeg synes, han sparker røv. Og han kan motivere nogle nye læsere, som ellers ikke ville være kommet i gang. Vi havde et fantastisk forløb, hvor vi talte om helte og antihelte, og om at hovedpersonen Aske er sig selv. Han er en identifikationsfigur, som jeg tror rigtigt mange børn og unge har mere brug for end nogensinde i dag”.

Plakaten fra 'Ternet Ninja' hænger stadig i klassen, den er blevet flyttet med til nyt lokale, og som Anne Flintholm med det samme skrev, så syntes hun faktisk, det var mere interessant at høre, hvad eleverne syntes om bøgerne, og hvad de havde lyst til at spørge Anders Matthesen om.

Derfor brugte hun sin næste dansktime på at lade eleverne skrive spørgsmål til Folkeskolens interview med forfatteren og høre, om de også ville sige noget til artiklen.

Hvad siger eleverne selv?

Så da Folkeskolen har en time med Anders Matthesen i Gyldendals renoverede hestestald, er interviewets allerførste spørgsmål fra Ahmed og Patryzja fra 8.b, som gerne vil vide, hvorfor han valgte at blive forfatter, og hvornår han vidste, at det var det, han ville være.

”Jeg har aldrig vidst, at jeg ville være forfatter, og jeg ved heller ikke, om jeg betragter mig som sådan. Når jeg har læst bøger om at skrive, har jeg altid tænkt, 'bare jeg kunne blive sådan en som rejste rundt i verden med en laptop og sidde og spille smart på cafeer med en alpehue'. Men jeg har mange andre drømme om at blive skuespiller, eller kampsportsekspert eller hemmelig agent eller bondemand eller læge, som ligger langt før forfatter”, siger han og forklarer, at fordi han synes, at hans barndom var så kedelig med alt det, han ikke selv måtte bestemme, så prøver han i voksenlivet at tappe ind i sin frihed. 

”Hvis der er noget, jeg vil, hvorfor fuck skulle jeg så ikke gøre det? Det er derfor, jeg gør overilede ting, fordi jeg får en fiks ide om, at de må da være lykken”. 

”Lige nu har jeg en halv tanke om at lave et tegneseriealbum, fordi jeg lavede så mange tegneserier, da jeg var dreng. Jeg ved godt, at mange af dem, der udgiver tegneserier, tegner 6.000 gange bedre end mig, men jeg er måske bedre til at drømme, end så mange andre er, og det kan tit få mig rigtig langt ned ad landevejen. Mushi hedder det på japansk, man kan komme rigtigt langt som insekt, hvis man bare holder godt fast på hestens hale”. 

Kathrine fra 8.b vil gerne vide, om Anders Matthesen har en yndlingskarakter, og gæt selv, hvad han svarer…

”Det er Stewart! 100 procent. Han er alt det, man ikke må være. Han er en bugtalerdukke. Han kan sige alting og har nok i sig selv, han er ikke bange for noget, og han er ikke afhængig af noget”.

Hibeh vil gerne helt til begyndelsen og høre, hvordan han fik idéen til Ternet Ninja?

”Ternet Ninja begyndte som en vittighedstegning på Facebook for 15 år siden – længe før den første bog. Jeg stod hver morgen og gloede på en åndssvag melamintallerken med en ternet elefant, der hed Elmer, når jeg fodrede min søn. Det slog mig, at en ninja, der var ternet, det var meget langt fra at være smart, hvis man skulle gemme sig i skyggerne”.

Derfor begyndte Anders Matthesen at tegne ninjaen som en, der gemte sig i alt, der var ternet – racerflag og viskestykker, han snakkede grimt og ville dræbe alle.

”Da Wulffmorgenthaler holdt ferie og spurgte, om jeg ville vikariere i en uge, sprang Ternet Ninja sig selv i luften for at tage nogle af realitystjerner med sig – Ternet Ninja tager en for holdet - og sådan blev han en, jeg tegnede til folk ved alle mulige lejligheder, og som fulgte efter os i dagbogen, da vi tog til Japan. Da Høst & Søn spurgte, om jeg havde noget, jeg kunne bruge til en børnebog, hev jeg ham frem. De bad mig tænke over, hvad han var for en, og pludselig en dag, da jeg stod i badet og tænkte over, hvorfor han var ternet, så - bang - kom historien pludselig”, fortæller han.

Han skriver ikke til børn

Hvordan har Anders Matthesen det så med, at hans bøger bliver brugt i stor stil af dansklærerne i skolen, og at elever går til eksamen i hans tekster?

”Det synes jeg da er dejligt. Jeg er meget stolt over, at de finder, at der er noget i bøgerne, som kan bruges. Det kan jeg da kun have optur over. Og vildt alligevel, at man kan gå til eksamen i dem”.

Men det gør ham endnu mere glad, at 8.b stadig har plakaten hængende i klassen og fast bruger udtrykket ’Jeg er bare Aske’ om at turde være sig selv.

”Det er jo skrevet til dem, der vil have det, men jeg synes, det er ret vidunderligt, at det rammer nogle, så de stadig synes, det er fedt, når de går i 8. klasse, selv om det handler om en bamse. Det hænger måske sammen med, at det aldrig har været min ambition at skrive ’til børn’, for jeg tror ikke på segmentering”.

Med 'Ternet Ninja' 1 insisterede han på, at den ikke måtte lanceres som en børnebog, og for hver film har der været en diskussion med filmselskabet om, hvilken aldersgruppe den skal klassificeres til, fordi der er vold, blod, eder og forbandelser.

”Jeg kan godt lide fortælleformen til børn: 'Der var engang' tilsat detaljer og sjovt sprog. Men jeg skriver ikke til børnene for at opdrage dem. Og jeg vil have lov til at tale, som jeg taler, og sige noget, der kradser. Jeg tror, noget af magien både i bøgerne og i 'Jul på Vesterbro' er, at børn og voksne kan opleve det sammen, og måske kan de lære lidt om hinanden, fordi de små står på tæer, og de voksne må leve med, at det handler om børn”.

Hvad har han mon nu fundet på?

Og måske er det netop det, at han ikke opdrager nogen, der gør, at eleverne fra 8.x husker det at læse 'Ternet Ninja' som noget særligt. For Rasmus og Ahmed var det for en gang skyld en bog, de selv havde lyst til at læse.

”Jeg har ikke den store læseglæde, men den var sjov og spændende og let at læse, og det der med ikke at behøve at være en gangster, men at man bare kan være sig selv, det kan jeg godt lide”.

Ahmed syntes, at den var anderledes end andre bøger, de har haft, som bare var kedelige. ”Den var faktisk hyggelig at læse, og jeg kunne se mig selv i onkel Stewart”.

”Opgaverne, vi lavede til, var også meget sjovere, fordi vi tegnede karaktererne og hørte ham læse op”, siger Hibah. ”Vi laver hele tiden noget seriøst. Indimellem er det altså godt at læse noget sjovt, og den har jo også en dyb fortælling bagved om at være modig og ikke bare lade andre gå over dig, men stå op for dig selv”.

De glæder sig alle fire meget, til 'Ternet Ninja 3' kommer, og ingen af dem synes, at de er blevet for gamle til at se eller læse den.

”Jeg tænker, at han må have ret meget pres på for, at det bliver lige så sjovt. Karaktererne er jo også blevet ældre. Jeg tror, vi alle sammen glæder os ret meget til at se, hvad han nu har fundet på”, siger Alberte. 

Skolebiblioteket er stjålet fra virkeligheden

Men hvordan var Anders Matthesens egen skolegang?

Skolen i 'Ternet Ninja' er modelleret over området i Albertslund, hvor Anders Matthesen selv er vokset op, og han har også hentet inspiration til karakterer og episoder her.

Matthesen tilbage i Albertslund: Tog fusen på 7.-klasser

”Skolen var altid et sted, jeg glædede mig til at komme hen til. Jeg var ikke lige optaget af alle fag, for selv om jeg nok var kvik nok, så gad jeg ikke rigtigt følge med. Jeg ville hellere lave sjov og tegne. Men jeg var glad for min klasse og kammeraterne og også for mange af lærerne. Især i de fag, hvor man kunne få fantasien lidt i spil”.

Han husker særligt historietimerne, hvor de måtte tegne, mens læreren fortalte.

”Sonja formåede at gøre stenalderen og jernalderen til historier, og vi lavede guirlander, hvor hver ring var 5.000 år, som vi kunne sidde og se på i timerne – vores historie. Det, vi havde i fysik, hvor der bare stod en lærer og remsede op, har jeg glemt, men Sonjas fortællinger har virkelig lagret sig, og jeg har stadig fuldstændig overblik over jægere og samlere”, siger han.

Anders Matthesen var ligesom Rasmus og Ahmed ikke den store læser i de små klasser, og han var efter eget udsagn virkelig ikke nogen ”biblioteksrotte”.

”Jeg blev tvunget på skolebiblioteket. Det har jeg stjålet til 'Ternet Ninja' 1, hvor Aske låner 'Troldepus' i årevis. Det gjorde jeg også. De skulle kraftedme ikke bestemme, om jeg skulle læse eller ej. Hvis de siger, at jeg skal læse, så lader jeg være. Det fortæller nok, hvor irriterende jeg har været for nogle af lærerne, for der var også en side af skolen, hvor jeg ikke passede så godt ind”, siger han og griner højt.

Den første bog, han husker selv at have læst, er ’Lev stærkt, dø ung’, som han havde fået i gave.

”Jeg kan huske den første sætning: "Han var et fromt barn…". Jeg tænkte: Who? What? Så var der fuld drøn på, og så var den pludselig færdig. Der begyndte jeg at tænke, det kan sgu noget det der med at læse. Jeg var også vild med Japan og 'Shogun', så da jeg fandt den i fire bind hos noget familie, så læste jeg dem”.

”Når man har fat i en god en, så er det virkelig fedt at læse. Sådan har jeg det stadig, selv om det i dag er mere lydbøger, fordi mit syn er blevet dårligere. Nu læser jeg efter anbefalinger fra folk, jeg ved har god smag. Eller tyrer en hel liste af de store klassikere – altså da jeg havde fundet en liste, hvor 'Den lille prins' ikke stod på. For den slags kan jeg ikke arbejde med”.

Retter ikke ind efter regler

Det skorter ikke på politiske ukorrektheder i 'Ternet Ninja' 1 og 2. De er ikke forsvundet i 3’eren, men har fået et komisk twist, og samtidig spiller Anders Matthesen bevidst på læserens fordomme.

”Der er sket et meget stort skift på det seneste, hvor børn med hjælp fra sociale medier er begyndt at tale ens, og der er retningslinjer overalt for, hvordan man taler og – det er det allermest uhyggelige – hvad man må synes. Folk bliver mere og mere ens og robotagtige”.

Han mener, at der går noget tabt, hvis man ikke kan have en pagt om, at det, vi siger nu, siger vi, fordi det er sjovt, eller fordi vi laver kunst eller vil forklare noget. Han er okay med, at lærerne analyserer hans bøger med eleverne, men allerhelst vil han have, at hans bøger bliver en slags frikvarter.

”Jeg prøver i mine tekster at lave en slags safe space fra alt det der korrekthed. Her kan du bare hygge dig og grine. Jeg bilder mig ind, at jeg har en historik med publikum, som gør, at jeg får lidt længere snor. Men jeg er 100 procent klar på, at en dag, så vil de ikke have det mere”.

”Måske kommer jeg på et tidspunkt selv til at tale på en anden måde. Men jeg kommer aldrig til at rette ind efter regler. Jeg laver det, jeg laver, og når det ikke går mere, så stopper jeg og går hjem og laver mad”.