Sara Rahmeh elskede at gå på Selsmoseskolen i Tåstrupgård. Især var hun vild med sin lærer Klaus.

”Når jeg tænker over, hvad en lærer kan gøre for at ændre folks liv, så tænker jeg på ham. Han åbnede litteraturens verden for mig. Han satte mig på det spor, jeg er på nu”.

Sporet, som Klaus satte Sarah Rahmeh på, har ført hende til en karriere som digter, improskuespiller og forfatter. Senest har hun udgivet ungdomsbogen 'Betonhjerter', som er inspireret af hendes barndoms gader. I indledningen beskriver hun gennem hovedpersonen Yasmin 'Blokken', hvor bogen finder sted:

”Jeg ved godt, hvad folk siger om mit hjem. Det burde rives ned og erstattes med ældreboliger og udendørstræningsfaciliteter for nybagte mødre med barnevogne. En Starbucks ville også pynte. Og flere farver. Alt andet end grå”

Yasmin er 17 år og beskriver med et humoristisk glimt i ordene vandpibecafeen, Bazaar og rygerkælderen i blokken, der blandt mange andre huser Abdulrahman, der engang hed Rasmus, Halaltanterne og Tania, som har fået en baby, men ikke vil sige farens navn. Særligt Malik med de smukkeste brune øjne og krøllerne i nakken har Yasmins opmærksomhed.

Forskning

Ny ph.d.: Alle elever har gavn af at læse multikulturelle tekster i dansk

Da Klaus læste, at hun havde skrevet bogen, satte han sig til tasterne og skrev til Sara Rahmeh. Sara Rahmeh blev så glad for den besked, for hun regnede slet ikke med, at hendes favoritlærer kunne huske hende.

”Så blev jeg nødt til at sige til ham; ”du har en kæmpe rolle i, at det var fedt for mig at gå i skole dér”, siger Sara Rahmeh.

Litteratur, alle kan spejle sig i

'Betonhjerter' er i Sara Rahmehs første roman. Romanen er inspireret af hendes dagbøger, som hun har ført, siden hun var ni år, og boede i Tåstrupgård. I dagbøgerne er Klaus nævnt flere gange. Ligesom de fleste af sine klassekammerater har hun ikke en dansk etnisk  baggrund.

”Jeg har altid læst mange bøger. Hvor ville det være fedt, hvis jeg som 13-årig kunne tage en bog og sige, sådan gør mine arabiske forældre. Det handler om at fange unge, der ikke altid kan spejle sig i dansk litteratur”, siger Sara Rahmeh.

Lige nu er hun i gang med at producere undervisningsmaterialer til folkeskolen og gymnasiet på baggrund af bogen. For hun vil så gerne have, at den rammer dem, som mangler identifikation i den danske litteratur, de bliver præsenteret for i skolen.

”Jeg arbejder på at få bogen ud til unge mennesker. De skriver til mig på Instagram og Facebook. Det er så fedt at mærke, at de glæder sig over, at der endelig er en bog, som de kan identificere sig med. Men bogen har ramt meget bredere. Det er kommet bag på mig, at den har ramt mennesker, der slet ikke ligner mig”.

Bag om gadedrengene

Sara Rahmeh har palæstinensisk baggrund. Og den arabiske kultur, hvor mad er tegn på kærlighed, spiller en stor rolle i bogen.

”Mange spørger mig: Er du Yasmin? Det er jeg faktisk ikke. Ofte er jeg Johnny - en sur gammel mand. Der er så mange karakterer i bogen, at man som et ungt menneske kan spejle sig i en karakter uanset baggrund”.

Hun håber, at bogen kan give alle et mere nuanceret blik på de mennesker, som bor i blokkene.

”Det er vigtigt for mig, at man får hele mennesket med. At man ser hele familien. Det er ikke bare nogle brune drenge, der står på et gadehjørne om natten. Man skal se, hvad de bakser med, når de skal navigere i livet”.

Glæden ved ghettoen

Selv bruger Sara Rahmeh helst ikke ordet ghetto, men Tåstrupgård, hvor hun voksede op, er på regeringens såkaldte ghettoliste, og Blokken, hvor 'Betonhjerter' udspiller sig, har mange lighedspunkter med betonblokkene på Vestegnen.

”Jeg har ikke før læst den slags historier om at vokse op sådanne steder. Ofte er det mere brutale beskrivelser som i Morten Papes 'Planen'. Der sker brutale ting, men jeg har ikke haft en brutal opvækst. Jeg har kun haft gode minder. Jeg havde lyst til at skrive en rar roman om at vokse op sådan et sted”.

Egentlig tænkte hun ikke meget over, hvor hun kom fra, indtil hun begyndte i gymnasiet i Roskilde, hvor hun pludselig følte, at hun igen og igen skulle forsvare sit ophav.

”Det er vigtigt for mig, at unge mennesker ikke lader sig suge med i det narrativ, som kører i medierne om deres identitet. Hvis du er en dreng derfra, der går med mavetaske, så bliver du sikkert bandemedlem, men man må ikke blive revet med i folks fordomme, men holde fast i sin egen identitet”, siger Sara Rahmeh og tilføjer med et suk: ”Det er bare så svært. Især hvis man vokser op et sted, som Tåstrupgård, som medierne kun skriver om, når der er død og ødelæggelse".

Når hun holder foredrag for elever på en folkeskole, så fortæller hun ikke, at hun er blevet til noget, selv om hun er vokset op i Tåstrupgård.

”For det ville være at tale ned til unge mennesker. De skal ikke hele tiden være i en forsvarsposition. Man kan godt være stolt af sit ophav og der, hvor man kommer fra, selv om folk ikke synes, det er det fedeste sted at være”.

Hun håber, at lærere og elever bliver klogere af at læse hendes bog.

”Der er ikke nogen mennesker, der har gjort så stort indtryk på mig som skolelærere. Som lærer har man en kæmpe indvirkning på unge mennesker, så derfor har man også ansvaret for at bringe diversitet ind i de unges liv. Det er vigtigt at læse Oehlenschläger, men det er også vigtigt, at der kommer nye emner med i pensum”.