Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Børne- og undervisningsministeren er kommet med anbefalinger for skærme i undervisningen. Ja, han siger ligefrem, at dele af børns digitale liv er lige så skadeligt som rygning. 

Men hvad er alternativet? Selv om jeg foretrækker analog undervisning, har jeg ofte oplevet, at der ikke var muligheder af kvalitet til rådighed, eller nok forberedelsestid. 

Hvordan kan Mattias Tesfaye komme med disse anbefalinger, når mange skoler kun har mølædte skolebøger, som ligner noget fra det tidligere Sovjetunionen?

I anbefalingerne udlægges problemet som den undervisning, lærerne planlægger. Der er intet om for eksempel de mange sygemeldinger og vikartimer.

Det er værdipolitik af værste skuffe. Man lader, som om man gør noget, men i virkeligheden opdrager man på en profession, der allerede er i knæ, uden at levere det, der mangler til analog undervisning: forberedelse, fordybelse og penge til materialer.

Skærme er desværre vejen til ro

Vi får ikke andet end anbefalinger, som ikke fikser problemet, nemlig at skolereformen smadrede folkeskolen. 

Man har prioriteret målorienteret undervisning og stjålet lærernes forberedelsestid. Samtidig skal inklusionseleverne fungere i de nye forhold, og nu forventer man så, at skærmene pakkes  væk. Kan du, kære læser, selv høre, hvor komplet vanvittigt det lyder?

Skærmene holder klassen i ro, så læreren kan koncentrere sig om de svageste elever. Jeg siger ikke at det er en opmuntrende tanke, men det er et faktum.

Er det de rigtige skærme, vi forbyder? 

I stedet skulle man måske diskutere de digitale platforme, der reelt er skadelige for børn og unge. Kina, der har opfundet appen TikTok, tillader for eksempel ikke selv deres børn at bruge den version af appen, der tilbydes i Vesten. 

TikTok i Kina har lærerigt indhold, hvorimod den vestlige udgave viser alt fra reklamer og katte til seksuelt indhold og selvmord. Det kaldes kognitiv krigsførelse, og skræmmer mig fra vid og sans. 

Hvis vi skal den slags til livs, må og skal vi prioritere tid og penge til den gode, dannende undervisning. Hvis ministeren for alvor begyndte at investere i gode arbejds- og læsebøger, lækre kunstartikler og spil, ville eleverne oftere vælge det analoge til. 

Børn vil nemlig gerne være kreative, fordybe sig og have øjenkontakt. Det handler om, hvad der er tilgængeligt for dem. 

Skolen er blevet en fabrik

Derudover er vi også nødt til at se på rammerne for at gå i skole. De store kommuneskoler indbyder ikke til ro og fordybelse. Der er larm, dårligt indeklima, ulækre toiletter og bygningerne ligner oftere mere fængsler end skoler.

Jeg er ikke filosof, men ville oldtidens store læremestre ikke kræve inspirerende omgivelser, for at give sindet de bedste forudsætninger for at tænke og skabe?

Her ville man nok også prioritere, at visdom tager tid. Modsat er intet sted så forjaget og forhastet som den danske folkeskole. Der skal måles, dokumenteres og planlægges i ét væk. Skolen er blevet en fabrik, hvor dannelsen ikke lykkes.

En udmattet og overbelastet lærer kan ikke danne eleverne, og problemet løses ikke på magisk vis ved at forbyde skærmene. Det er heller ikke godt nok at give CFU'erne en halv milliard til flere bøger.

Jeg drømmer om en dannelsesinstitution, hvor man som lærer har tid til at forberede den gode undervisning, og har tid til at have spontane, dannende samtaler og oplevelser med dem, det hele handler om: Eleverne.

Det er blevet sagt før. Jeg siger det igen. Men jeg tvivler på, at der er nogen der lytter.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk