Det er nu fem år siden, Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.
Og selvom corona for mange nu føles som en fjern tid, er de langvarige
konsekvenser af virussen stadig en barsk og nærværende virkelighed for en række
lærere.
I 2022 delte lærerne Ellen Refsgaard Burkarl og Jan Hansen
deres oplevelser med senfølger af corona i Folkeskolen.
Og i dag lever de stadig med de samme markante langtidseffekter.
Efter en positiv coronatest for over fire år siden fik Ellen
Refsgaard Burkarl kraftige senfølger, som har betydet, at
hun i oktober sidste år måtte opgive sit lærerjob på Parkskolen i Struer, og nu
er indstillet til førtidspension.
”Jeg har hjernetåge, og når der foregår for mange ting
omkring mig, trykker det inde i hovedet, ligesom en stram badehætte”, siger hun
og fortæller, at hun nærmest konstant er træt og har brug for hvile.
På baggrund af sine senfølger har hun fået konstateret en
mén-grad på det, hun selv kalder ”fornærmende fem procent”, som er minimum for
at have ret til erstatning.
Lægerne har ikke kunnet dokumentere, at det skyldes
senfølger, men Ellen Refsgaard Burkarl har, siden hun var syg med corona, haft
svært ved at mærke sult og bliver hurtigt mæt, hvilket gør, at hun har svært
ved at holde vægten oppe.
Hun har samtidig fået en såkaldt englevinge, hvilket vil sige, at hendes
skulderblad vinger ud fra kroppen og ikke længere kan dreje opad, som det skal,
når armen løftes.
”En englevinge er en signalfejl fra hjernen, og min
fysioterapeut siger, at han har set flere tilfælde af det hos andre med
senfølger”, siger Ellen Refsgaard Burkarl.
En svær erkendelse
Omkring to år efter, at hun blev smittet, kom hun i
fastholdelsesfleksjob, hvor hun arbejdede 30 procent af en
fuldtidslærerstilling, men også det var for hårdt.
Så da ledelsen på skolen prikkede hende på skulderen og
spurgte, om hun var sikker på, at hun kunne holde til at arbejde, ramte det
hende. Hun måtte erkende, at svaret var nej.
”Jeg prøvede, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke udføre det,
jeg skulle, og jeg kunne ikke være en hjælp for mine kollegaer”, siger hun og
fortsætter:
”Det var en svær erkendelse. Men det var den rigtige
beslutning, og da den var truffet, var det faktisk en lettelse. Og så var både
mine kolleger og ledelse fantastiske gennem hele processen”.
Ellen Refsgaard Burkarl er i dag 61 år og skulle først være gået på pension som 68-årig. Selvom hun var ked af at måtte stoppe på
Parkskolen, hvor hun har arbejdet i over 25 år, ville erkendelsen have været
sværere at bearbejde, hvis hun havde været 20 år yngre, forklarer hun.
Hverdagen er også blevet lidt nemmere.
”På de dårlige dage kan jeg hvile, ind til energien kommer
igen. Samtidig er jeg blevet bedre til at planlægge. For jeg ved, at hvis jeg
besøger et af mine børn, så ligger jeg brak dagen efter”.
”Idræt var mit frirum”
Jan Hansen, der er lærer på Ikast Nordre Skole, fik
konstateret corona i april 2021. Siden har han oplevet kognitive udfordringer,
som blandt andet gør det svært for ham at huske bestemte ord og abstrakte ting.
Samtidig fik han en muskelsygdom i benene, som betød, at han
ikke længere kunne løbe, og selv gang blev hurtigt udtrættende.
Her to år senere kan han dog fortælle, at det går bedre med benene.
”Jeg har dog mødt en akupunktør, der har hjulpet mig, så jeg
ikke er så udfordret, som jeg har været tidligere fysisk. Men jeg er slet ikke
kommet af med mine senfølger”, fortæller han og fortsætter:
”Nogle dage er mine ben stadig ekstremt trætte. Men nu kan
jeg gå. Tidligere måtte jeg virkelig spare på mine kræfter. Jeg kan gå 1-1½
time dagligt og nogle dage endda 2 timer som motion”.
Selvom han ligesom Ellen Refsgaard Burkarl har fået
konstateret en mén-grad på fem procent, arbejder han stadig fuld tid. Han er
dog omfattet af en paragraf 56-ordning. Det betyder, at hvis han melder sig syg
på grund af sine senfølger, får hans arbejdsgiver fuld refusion. På den måde
koster sygdommen ikke arbejdspladsen noget.
Jan Hansens senfølger har haft stor indflydelse på hans
lærerliv. Da han blev ansat på Ikast Nordre Skole, var det på baggrund af hans
erfaring med idræt – et fag, han har måttet opgive siden da.
”Jeg kan slet ikke det samme som før. Da jeg startede på
skolen, havde jeg 12-14 timers idræt om ugen – nu har jeg 0. I dag underviser
jeg i matematik, natur/teknologi og kristendom”, siger han og uddyber:
”Idræt var mit frirum, hvor jeg kunne koble af. Jeg bruger
hovedet meget mere nu, end jeg har gjort tidligere, hvilket også er en
udfordring på grund af mine senfølger”.
Senfølgerne har også tvunget ham til at prioritere al sin
energi på lærerjobbet og opgive sin rolle som fodboldtræner for et af Silkeborg
IF’s eliteungdomshold.
”Jeg har overvejet at gå ned i tid. Men jeg synes jo ikke,
at jeg skal betale for det ved at gå ned i tid, bare fordi jeg blev smittet på
mit arbejde, blev sygemeldt i længere tid og nu døjer med senfølger”.
