DSA

DSA-ekspert fra Via bliver professor i Norge

Docent og forskningsleder i dansk som andetsprog Line Møller Daugaard skal de næste to år være professor ved Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet NTNU sideløbende med sit job på professionshøjskolen Via i Aarhus, oplyser Via en pressemeddelelse.

Udnævnelsen indebærer, at Line Møller Daugaard skal arbejde samtidigt ved Vias  forskningsprogram for sprog og literacy under forskningsområdet Pædagogik og Dannelse i Aarhus samt ved Institut for Lærerutdanning ved NTNU i Trondheim.

I professor ll-stillingen, som er en norsk betegnelse for en deltidsstilling på professorniveau, skal Line Møller Daugaard blandt andet bidrage med sin forskningsviden fra mange forskningsprojekter i dansk som andetsprog, undervisning af nyankomne elever og overgangen fra folkeskolens modtagelsesklasser til erhvervsuddannelserne.

Line Møller Daugaard er cand.mag. i lingvistik fra Aarhus Universitet og blev i 2015 ph.d. fra Danmarks Pædagogiske Universitet i Aarhus (DPU) på en afhandling om modersmålsundervisning i minoritetssprog i folkeskolen.