Debat
En besparelse på 20 procent, som regeringen har lagt op til, vil begrænse lærernes muligheder for at få materialekasser, faglig sparring og inspiration fra CFU, skriver Stig Toke Gissel og Marcus Dietrich.
Foto: CFU/Pressebillede
Debat: Center for Undervisningsmidler er en succes, alligevel vil regeringen tage 40 millioner kr. fra dem
Besparelser på Center for undervisningsmidler (CFU) vil koste dyrt ude i klasseværelserne. For lærerne risikerer at miste en vigtig kilde til inspiration og udvikling af undervisning, hvis regeringen gennemfører besparelserne, mener de to skribenter.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes holdning.
Fordelt over hele landet er der centre for undervisningsmidler (CFU’er), der sikrer, at alle lærere og elever har adgang til et bredt udvalg af undervisningsmaterialer af høj kvalitet, så lærerne kan levere den undervisning, der er mest hensigtsmæssig for netop deres elever. CFU’s konsulenter er eksperter i læremidler og guider lærerne i at udvælge og anvende de mange forskellige typer af undervisningsmaterialer, som CFU udbyder kvit og frit.
Men i regeringens forslag til finansloven for 2025 er der lagt op til en besparelse på 20 procent på CFU. Det svarer til 40 millioner kroner og kommer til at have konsekvenser for os alle, hvis den realiseres.
CFU burde ses som en succes
Balancen mellem det analoge og det digitale er et højaktuelt politisk fokus netop nu. Hvis vi ønsker, at eleverne får en trykt roman i hænderne, er CFU den helt rigtige samarbejdspartner. Ikke blot med selve bogen, men ved også at koble bogen sammen med fysiske materialer, der kan styrke elevernes motivation og engagement.
Lærerne kan for eksempel låne materialekassen ’Felix og sagnvæsnerne’ med kapper, fløjter, græskarlys, plakater og fagbøger om danske sagnvæsner. Det er fysiske ting, der inviterer eleverne med ind i Kenneth Bøgh Andersens romanunivers af overnaturlige danske sagnfigurer. Matematiklæreren kan træne elevernes talforståelse gennem leg og bevægelse ved at låne et matematiktæppe og i en mønsterkasse med geometribrikker flytter matematikken ud i hænderne på børnene.
En besparelse på 20 procent, som regeringen har lagt op til, vil begrænse lærernes muligheder for at få materialekasser, faglig sparring og inspiration fra CFU. Dermed vil læreren miste en vigtig kilde til inspiration og udvikling af undervisningen.
Sidste skoleår udlånte CFU over 9 millioner analoge og digitale læremidler til skolerne, og udlånet stiger år efter år. Særligt CFU’s materialekasser vokser i popularitet. De seneste to år er udlånet af materialekasser steget med 15 procent om året. Lærere over hele landet efterspørger konkrete materialer til at kunne inspirere og løfte undervisningen og supplere både bog og skærm.
Disse tal vil i enhver anden virksomhed anskues som en succeshistorie og er et argument for at man burde styrke CFU’s udbud fremfor at spare 20 procent.
Løser en uoverkommelig og dyr opgave
CFU gør bredden i litteraturen tilgængelig for lærere og elever, så undervisningen kan målrettes hver elevs behov, forudsætninger og interesser.
Et konkret eksempel er Lene Kaaberbøls ’Skammerens datter’´, der var den mest lånte fysiske bog på Bornholm sidste år. CFU’s danskkonsulenter har gjort ”Skammerens datter” særligt relevant i danskundervisningen ved at tilbyde en pædagogisk vejledning til læreren. Vejledningen er et fagligt og didaktisk forslag til, hvordan romanen kan indgå i undervisningen.
Elever, der har svært ved at læse, kan have brug for en illustreret e-bog, som CFU også har. Vælger læreren denne digitale løsning, er der en særlig pædagogisk vejledning til arbejdet. Bogen findes desuden også som lydbog i CFU, hvor læreren guides til, hvordan den kan bruges til at skærpe læseoplevelsen. Sidst men ikke mindst har CFU også spillefilmen og relevante TV-udsendelser – igen tilknyttet pædagogisk didaktisk hjælp til læreren. Disse tilbud sandsynliggør, at alle elever, uanset forudsætninger, får mulighed for at få en god læseoplevelse.
Hvis de lokale skolebiblioteker skulle løfte denne opgave – altså på de skoler, hvor der rent faktisk stadig er et skolebibliotek – ville det være en uoverkommelig og dyr opgave. Ikke desto mindre er det i kommunerne, regningen lander, hvis CFU på grund af besparelser ikke kan levere tilstrækkeligt med godt materiale til lærerne og vores børn og unge.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk