En elev i Marianne Sørensens børnehaveklasse har haft en hård morgen.

Det hele var hektisk, mor blev stresset og snerrede, og nu har eleven sat sig på sin plads i klasselokalet, ked af det og urolig.

Men sikke en tilfældighed, at Bo har haft en helt lignende morgen. Bo fik også jappet sin morgenmad i sig og føler, at alle blev uvenner på vej ud ad døren. Men ved du hvad? Alle skal nok blive gode venner igen, og Bos mor har bare mange ting at gøre om morgenen, hun er ikke sur på Bo overhovedet.

Sådan en lille fortælling om Bo er blevet nærmest hverdag for børnehaveklasselederen Marianne Grøn Sørensen på Hasle Skole på Bornholm, efter hun stiftede bekendtskab med Bo-universet, der er udviklet af tidligere lærere til undervisning i at håndtere svære følelser.

Bo er blevet som en usynlig, men god klassekammerat, som Marianne Grøn Sørensen ret ofte inddrager for at vise børnene, at de ikke er alene. Især, når stemningen er presset.

Følelserne kan nemlig blive store for seks-årige børn, forklarer hun. Og svære at håndtere. 

”Børn i denne her alder er igennem så mange overgange og nye ting, som kan være svære at håndtere. Og livet handler jo ikke om at være glad hele tiden, derfor skal vi træne, hvordan man håndterer vreden og tristheden”, siger Marianne Grøn Sørensen.

Vigtigt at tage snakken

I Børnehaveklasseforeningen håber formand Marianne Giannini, at snakken om følelser får lov at fylde mere rundt omkring i klasseværelserne.

"Livet kan jo godt være svært nogle gange, og hvis man har et naturligt og konstruktivt sprog for det, så kan det blive lidt nemmere at håndtere", siger Marianne Giannini.

I næste udgave af børnehaveklasseforeningens medlemsblad, vil temaet netop være følelser. 

"Vi ved jo, at både voksne og børn kan have rigtig svært ved at tale om følelser. Det skal vi øve os på, og derfor er det vigtigt at gøre det til en naturlig del af hverdagen, hvor børnehaveklasselederen og eleverne løbende kan tage emner op, som fylder for hver især. Det skal netop ikke blive farligt eller tolkes som, at noget er grundlæggende galt. Det er vigtig læring at italesætte det hårde, det svære og det vidunderlige".  

Spejler sig i Bo

Et af de centrale Bo-værktøjer er ’Face It’. Det er en farvet magnet, hvor man kan justere på Bos ansigtsudtryk. På den måde kan Bo føle alt fra glæde til overraskelse eller skepsis og vrede. Ja, alle de følelser som børn kunne tænkes at have, dem kan Bo også få. 

”Jeg beder dem om at vise, hvad de føler, på Bos ansigt. Så sidder de med ansigtet i hænderne og arbejder med følelsen, og så kan vi tale om det imens, hvis de vil. Så snakker vi fx om den udfordrende morgen, og hvorfor den var svær”, siger Marianne Grøn Sørensen.

Marianne Grøn Sørensen bruger også tit Bo efter frikvarterer, hvor hun kan mærke, der har været konflikter. Så begynder hun lektionen med at fortælle, at Bo faktisk er lidt presset, fordi han følte sig udenfor og har haft et dårligt frikvarter.

”Så kan børnene finde på at sige: ’Ej, sådan var det også for mig!’ Og så kan jeg sige: ’Nå for søren, hvad kunne vi så sige til Bo, han kunne gøre, så han får et nemmere frikvarter næste gang’?"

Bo hjælper med overgange

Marianne Grøn Sørensen har altid én ’Face It’ i klasseværelset, og hun henter klassesættet på biblioteket, hvis der er ekstra behov for det. Det er oftest i begyndelsen af et nyt skoleår, fortæller hun.

”Børnene kommer typisk fra syv-otte forskellige børnehaver og har vidt forskellige tilgange til at håndtere følelser. Derfor bruger vi Bo til at få et fælles sprog, at det er sådan her vi gør nu”.

Bo får børn til at forstå forskellige følelser

”Der kommer en roligere stemning blandt børnene og måske en accept af, at svære følelser er okay”.

Marianne Grøn Sørensen bruger også ’Bo trækker vejret’, som er en lillebitte bog med en vejrtrækningsøvelse, hvor man skal bruge hænderne til at guide sin ind- og udånding.

”Børnene elsker den, og nu er vi kommet så langt, at nogle af børnene selv kan finde på at sige, at de lige har behov for at trække vejret med Bo. Det gør, at vi kommer ned i tempo og ned i arousal, og det er der især brug for efter frikvarterer, hvor der kan være sket alt muligt”.