Årets børneteaterfestival blev afholdt i Ballerup, hvor 109 professionelle teatre opførte 177 forskellige forestillinger 602 gange fra den 20. til den 26. april.

Det var forestillinger for blebørn, for forskolebørn, for næsten voksne. Forestillinger, der baserer sig på de helt nye menneskers kaotiske oplevelse af livet som i Tali Razgas sansende »Sneøjne«.

Er det for eksempel etisk forsvarligt, når Amled dræber en mand, blot for at hævne drabet på sin egen far, og så efterlader denne mands børn som grædende faderløse? De spørgsmål stiller Det Fortællende Teaters dynamiske og alsidige skuespillere direkte til publikum.

Så er der den næsten voksnes, teenagerens, store kampe med sin egen ensomme identitet. Som Mette, der ikke kan finde ud af at lægge makeup og holde på en kæreste, og som har så lavt et snit på hf, at hun skal kæmpe en del for at komme ind på lærerseminariet. Hun melder sig til et af de utallige realityshows, »Makeover«, som kanalerne er proppet med, og som teenagepiger efterfølgende stopfodrer sig med. Som publikum følger vi tåkrummende den unge kvindes rædselsrejse i sin jagt på en ny og skønnere identitet.

Intet nyt under teaterlampen

Ovenstående er eksempler på nogle af de forestillinger, som årets festival kunne byde på. Ikke så meget anderledes end så meget andet.

Som formand for Børneteatersammenslutningen, der organiserer 55 af Danmarks professionelle børneteatre, siger Jørgen Carlslund:

»Jeg går og venter på de nye tendenser. Langt de fleste forestillinger bygger på det, der blev sat i gang for ti år siden. Eller for endnu længere siden«.

Han forklarer det med, at bevillingerne til teatrene ikke er øget gennem de sidste mange år. Derfor søger mange teatre tilbage og genopsætter deres gamle succesforestillinger. En anden tendens ligger på købssiden:

»Hvor der tidligere var mange købere, ser vi nu, at storkommuner køber stort ind. Man skal være sikker på, at forestillingen går rent ind hos alle eleverne i alle skolernes 5.-klasser. Det kan blive et problem i forhold til de forestillinger, som udfordrer publikum i en særlig grad. De særlige forestillinger får det lidt sværere«.

Bare at være

Så det, der nu falder ind under de særlige forestillinger, er nogle, som blev udviklet for en del år siden. Under overskriften »Sku' det nu være teater« stillede arrangør af festivalen, Teatercentrum, skarpt på disse teaterformer. Forestillinger, som ikke kun er teater, men også inddrager koncerten, computerlegen og kunstudstillingen.

Det var netop ønsket om at koble kunstudstillingens fordybelse i rum og dermed lokke publikum hen imod et stadie af bare at være, der fik Sara Topsøe-Jensen, lederen af det Viborg-baserede egnsteater Carte Blanche, til at udvikle »Kaleidoskop«. Inspirationen var »Alice i Eventyrland«.

»En blanding af en forestilling og udstilling, der er som en rejse ind i et kaleidoskop«, siger Sara Topsøe-Jensen til flokken af indkøbere fra skoler, biblioteker og kulturforvaltninger

Hun har videreudviklet idéerne fra »Kaleidoskop«. For eksempel i forestillingen »Skyggen af tid«. Her er publikum sat tilbage på bænkerækkerne - foran den etablerede scene. Men forestillingens undersøgelse af det lille, bitte nu, som er lige nu, har det samme resultat. Gennem inddragelsen i det iscenesatte og kvalificerede univers åbnes op for en oplevelse af bare at være.

Den slags kan man godt kalde kunst, og ifølge hjerneforsker Morten Kringelbach, blandt andet forfatter til »Den nydelsesfulde hjerne«, er nydelsen ved at opleve kunst tæt forbundet med de grundlæggende nydelser, og det at opleve nydelse er med til at give vores liv mening og fylde. Også selvom det ikke umiddelbart giver mening.

»Se, de laver gymnastik«

Netop de voksnes ønske om at sætte begreber på den umiddelbare oplevelse er Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder i Aaben Dans, egnsteater i Roskilde, ofte stødt på. Under en af de første opførelser af forestillingen for de helt spæde, »Mig dig os«, kom en morfar ind og satte sig ned med den lille medbragte. Da forestillingen gik i gang, gik morfar også i gang med at forklare.

»Se, de laver gymnastik. Ligesom mormor gør det«. Sådan fortsatte den ældre mand, og da forestillingen var slut, traskede han af sted med barnebarnet. Men det var en af de dage, hvor der var to efterfølgende forestillinger. Morfar kom tilbage, med det samme barnebarn, og satte sig samme sted. Under denne opførelse tav han dog stille. Gennem hele forestillingen.

»Mig dig os« er en del af Aaben Dans' undersøgelse af, hvad dansen kan i forhold til børn. Idéen til forestillingen kom for en del år siden. Thomas Eisenhardt havde taget sin tre måneder gamle søn Adam med ind til en generalprøve på en danseforestilling. Hvor Adam normalt gør det, som spædbørn normalt gør: vender sig, fokuserer, kigger væk, bøvser, kigger væk og forsøger at fokusere, skete der det, at da lyset gik ned og alt samlede sig på scenen, samlede barnet også sin opmærksomhed om det, der skete på scenen. I 40 minutter sad den tre måneder gamle Adam og fulgte opmærksomt dansen, lyset, lyden og tiden.

»Når spædbarnet kommer ind i teatret, er det et univers, hvor alting hænger sammen«, siger Eisenhardt, der gennem danseforestillingerne for børn dels ønsker at give børnene en oplevelse af at verden, og kroppen, hænger sammen, dels ønsker at give den voksne en fornemmelse af, hvordan børn oplever.

»Børn er sat i en verden, som de ikke forstår. De er trænede i at forstå det abstrakte. De har slet ikke behov for at sætte så mange begreber på oplevelsen, som mange af vi voksne har«. Hans udtalelse suppleres af Jørgen Carslund.

»Netop den problematik er meget dansk og handler til dels om, at vi ofte fremfører vores teater i pædagogiske miljøer. Steder, hvor der er fokus på læring og forståelse. Som skabere af kunst bliver vores problem, at vi ofte møder vores kunders behov for at dele ting op - for at forstå det. Så skal man huske på, at det med at forstå ikke er børnenes problem. Specielt de yngre børn er ikke bundet af så mange konventioner«.

Læs mere på www.teatercentrum.dk

»Hvor der tidligere var mange ­købere, ser vi nu, at storkommuner køber stort ind. Man skal være sikker på, at forestillingen går rent ind hos alle eleverne i alle skolernes 5. klasser«. Jørgen Carlslund, formand for Børneteatersammenslutningen