Nicoline har drukket mange øl og røget mange cigaretter. Lidt rapserier, vold og stoffer er det også blevet til, for når veninderne er meget ældre, er det vejen frem. Hun har sovet mange skoledage væk - vennerne skal jo ikke op - og derfor har hun også gået i mange skoler.

»Det føltes, som om jeg sad nede i et hul, som jeg ikke kunne komme op fra, og der var heller ingen andre, der ville hjælpe mig op«.

For et halvt år siden begyndte hun på Kildevældsskolen på Østerbro i København. Nu er planen, at hun skal i gymnasiet, når hun om et år er færdig med 9. klasse. Nicoline mener, at hun er blevet hjulpet af, at hun på Kildevældsskolen fik en voksen at tale med og oplevede, at der blev handlet.

»Alle skoler burde have en AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel. Redaktionen) som Kim. Ingen af de andre skoler har fundet ud af, hvad der var galt. De har bare spurgt lidt og lovet ekstraundervisning, men det er aldrig blevet til mere, og man kan altså ikke klare alt alene«.

På Kildevældsskolen er indsatsen over for socialt udsatte børn sat i system. Når lærerne ser et problem, går de med det samme til supportteamet, som består af en skolesocialrådgiver og fire AKT-lærere, hvoraf den ene er tosproget, fordi skolen har 40 procent tosprogede elever. Her er der råd og vejledning at hente, og teamet tager hånd om problemerne.

I Nicolines tilfælde betød det, at hun fik halvanden times snak med AKT-lærer Kim Reinhard. Han fik hende til at tale med skolesocialrådgiver Hanne Grundahl, og lige så stille kom det frem, at Nicoline havde det rigtig skidt ved at bo hos sin mor og ville have godt af at flytte over til sin far.

»Jeg fik fortalt nogle ting, som jeg aldrig har fortalt før, og i modsætning til de andre steder så skete der noget her. Lige med det samme. De talte med mine forældre, så jeg kunne flytte. Og Kim talte med mine lærere, så de forstod, at det altså ikke er særlig sjovt at komme til timerne, når man har store faglige huller og så skal sidde og læse højt for 25 andre«.

Hendes succeshistorie er ikke noget særtilfælde. Da leder Jørgen Bang kom til skolen for syv år siden, var hans erklærede mål at sætte system i det sociale arbejde. Det har han blandt andet gjort ved at oprette supportteamet og prioritere 50 timer om ugen til AKT-arbejde.

»Det betyder rigtig meget for lærerne, at de har et sted at gå hen. De føler sig aflastede i forhold til noget, som er rigtig svært at have med at gøre. De kan få supervision, eller teamet kan helt overtage problemet. Og når vi kan løse de sociale problemer tidligt, får vi ro og plads til et fornuftigt læringsmiljø«.

Det er typisk klasselærere eller lederen, der får øje på problemer med et barn. Men indimellem er det også eleverne selv, der kommer til AKT-lærerne.

»Der var for eksempel en pige, der tog fat i mig i gården en dag: »Jeg har hørt, at du er sådan en, man kan tale med, hvis man ikke har det godt. Jeg vil ikke bo hos min mor«.

Børnene vil ofte have Kim til at love, at han ikke fortæller noget videre, og der må han forklare, at hvis det er rigtig alvorlige ting, har han pligt til at fortælle det til politiet eller socialforvaltningen.

»Men det er da klart, at hvis man står med et lille menneske, som er ved at bryde sammen, så må man nogle gange love, at man ikke fortæller noget med det samme. Jeg aftaler også altid med børnene, hvordan og hvornår jeg taler med deres forældre og lærere eller går videre til politi og socialforvaltning. Mange af de her børn oplever ikke, at de har noget valg i deres liv. Det er vigtigt, at jeg viser dem, at det har de«.

Socialrådgiver Hanne Grundahl er på Kildvældsskolen fast to dage om ugen som en del af et forsøg i Københavns Kommune. Den kontakt mener Jørgen Bang er uvurderlig.

»Det er utrolig vigtigt med et professionelt omsorgsarbejde. Hun er en vigtig sparringspartner for AKT-gruppen, og hun kan gå præventivt ind i sagerne, inden de bliver til sager«.

Hanne Grundahl oplever også, at forældrene er langt mindre tilbageholdende over for hende, når hun er på skolen. Det er mindre farligt at tale med en fra skolen end med en fra socialcenteret.

Samarbejdet mellem hende og AKT-lærer Kim Reinhard har udviklet sig gennem de sidste fire år.

»I starten var jeg mest frustreret over, at jeg ikke oplevede, at der skete noget i de sager, vi underrettede om, så det smed jeg hele tiden i hovedet på Hanne. Men så fandt vi frem til, at vi skulle arbejde med problemerne, inden de bliver til sager. Det har meget bedre effekt, hvis vi kan sætte ind tidligt«.

Med Nicoline fungerer det sådan, at hun taler med Kim om sine problemer - ringer til ham, når hun har skænderier med faren, eller kommer ind på hans kontor om morgenen og »sladrer«, som hun selv udtrykker det. Hendes far taler derimod med Hanne om, hvordan han skal takle sin nye rolle som forælder til en teenager.

»Det er egentlig ikke noget, vi har planlagt, men det fungerer rigtig godt. Det er meget svært at tage sig af begge parter. Det er vigtigt, at børnene føler sig set, hørt og forstået, og det kræver, at der er en resurselærer, som tager ægte kontakt«.

»Det er den allerførste kontakt, der er den vigtigste. Det at man ser dem som mennesker og prøver at forstå, hvordan de har det, i stedet for at tage udgangspunkt i, hvad deres lærere eller forældre har sagt«, supplerer Kim Reinhardt.

For Nicoline er det vigtigt, at det ikke er en af hendes lærere, hun skal snakke med.

»Selv om de almindelige lærere siger, at de har tavshedspligt, så er det altså alligevel meget svært at tale om private ting. Det er noget andet med Kim. Han er der altid, og han hører efter. Vi kan tale om alvorlige ting, men vi kan også grine. Det er lidt som at have en voksen ven«.

Der bliver gennemført langt færre underretninger på Kildevældsskolen nu end tidligere. Til gengæld har de en anden kvalitet, mener supportteamet.

»Tidligere skrev en lærer måske bare en underretning om, at eleven ikke fik madpakke med. Men nu har vi superviseret læreren, så vi har fået alle de andre detaljer frem. Så når vi skriver underretningen, så er der virkelig vægt bag«, forklarer Kim Reinhard.

De fleste underretninger skriver teamet sammen med læreren og i 95 procent af tilfældene også sammen med forældrene.

»Vi skriver selvfølgelig de underretninger, der er nødvendige. Men vi opdager problemerne tidligere, og vi venter ikke, til det går helt ad helvede til med børnene. Når vi så underretter, har vi allerede et tæt samarbejde med forældrene«, fortæller Jørgen Bang.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at de 50 timer til AKT-arbejdet er givet godt ud, både for samfundet, for skolen og for børnene.

»Vi lå i top i Københavner-Pisa og på Cepos-listen, hvis det er sådan, man vil måle. Sidste år havde vi kun fire mobbesager på en skole med 830 elever, og selv om 20 procent af forældrene er på overførselsindkomster, sendte vi sidste år 99 procent af eleverne videre i en ungdomsuddannelse. For mig at se er der ingen tvivl om, at det virker at sætte tidligt ind og prioritere det sociale arbejde. Børn, der ikke har det godt, kan ikke lære noget«. |

Nicolines rigtige navn er ændret af redaktionen.

»Men det er da klart, at hvis man står med et lille menneske, som er ved at bryde sammen, så må man nogle gange love, at man ikke fortæller noget med det samme«»Alle skoler burde have en AKT-lærer som Kim. Ingen af de andre skoler har fundet ud af, hvad der var galt. De har bare spurgt lidt og lovet ekstraundervisning, men det er aldrig blevet til mere, og man kan altså ikke klare alt alene«