Stress rammer jfr. flere fagpersoner, der håndterer børn med stress, flere og flere børn - i disse år. Og, folkeskolen fremdrages som den største synder.

Sidste "skud på stammen" er psykologen Kirsten Callesen, der i et Facebook-opslag råber "vagt i gevær" (i indlægget "stop toxicstress"). I 2017 råbte børnelægen Karen Tilma det samme ift. børn i børnehaven & folkeskolen - i bl.a. TV2-Nyhederne.

Jeg er nok kun 1 af dem, der udfra dette stiller disse spørgsmål":

- Mon flere timer (heldagsskolen), nationaltests, store klassekvotienter, stigende læringskrav, manglende indflydelse, etc. faktisk har nogen betydning ift. at flere og flere børn og unge diagnostiseres som havende stress ... - og, Mon det passer, at stress er farligt, især for børn og unge mennesker?.

Og, jeg er samtidig nysgerrig ift. dette :

Om der mon er alternativer? Dvs. andre måder, man kan danne og uddanne børn på? ... og hvad med børn i andre lande, bliver de også stressede?

Eller er det blot f.eks. danske "curling-børn", der ikke er klædt på til at klare ganske fornuftige krav - som derfor bliver "helt" stressede?

Jeg er i min egne pædagog-praksis stødt på stress-symptomer, hos børn, der langsomt men støt er havnet længere ude i periferien, i skolen. Det samme er deres forældre.

Og, jeg vil derfor tage udgangspunkt i dette, ift. stress - med et forsimplet eksempel :

"Et barn gør i skolen ikke det, som der forventes. Han "blokerer" over almindelige skoleopgaver - og man kommer på tanken, at han ikke gider. Undervejs i hans indskolingsår udvikler dette sig til, at han ofte ikke har overskud, efter det der ender i kampe med underviseren.

Han bliver ret hurtigt kendt som "en der ikke gider", "en der vil sætte dagsordenen", og "en der er ikke er opdraget ordentligt" - og forældrene bedes utallige gange om at få styr på deres søn.

Det udvikler sig efter lang tid til, at han nu også komme ri konflikt med andre børn i frikvartererne".

Herefter vil jeg først tage et sidespring, med neuropædagogikken :

Neuropædagogikken & -psykologien fortæller idag os, at "det som børn kan, det gør/laver de" (og det de ikke kan, det gør de ikke).

Dette er forskelligt fra den ældre tolkning - at "(nogle) børn kun gider at lave det, de selv har lyst til".

"Gider ikke" tolkningen er jfr. neuropædagogikken samtidig en gængs "gammel automatisk" tolkning, som mange professionelle udfra lyst-forståelsen fortsat mener er den rigtige.

Neuropædagogikken pointerer, at "misforståelsen" kan få katastrofale følger - såsom at man ser helt bort fra, at der er årsager, som forårsager de uhensigtsmæssige reaktioner hos barnet. ... f.eks. "at barnet ikke kan", pga. noget - ... og løsningen på denne "tolkning" kan være at fokusere på at få fjernet symptomerne og den uønskede adfærd - f.eks. ved få barnet til at "rette ind" (f.eks. "lære at gøre, hvad de voksne vil have", "ikke forstyrre de andre").

Andre aspekter - jeg ser komme ind - i kølvandet af den traditionelle "gider ikke" tolkning :

Der fremkommer ofte, jfr. bl.a. phd-forskeren Gro E. Lund, hurtigt en sejlivet problematisering af barnet, såvel som barnets forældre. Fænomenet "at barnet ikke gider følge kravene", ses ofte som en konsekvens af en fejlslagen/ingen opdragelse. Og, pga. dette ser man ikke nogen grund til at "forske i" årsager og forebyggelse, i selve barnet.

Denne tolkning medfører ofte, jfr. Gro Lund's empiri, i en problematisering af barnet såvel som barnets forældre - som resulterer i at barnet ikke hjælpes eller støttes - men at forældrene istedet gentagne gange bedes få styr på deres barn. Konsekvensen af dette, er oftest, at symptomerne ikke forsvinder, men istedet ofte tager til.

Over tid, medfører dette uløste "myserrium" typisk med at barnet fortsætter ind i en tiltagende og ulykkelig spiral - og kan ende i alvorlige konflikter, flere opdragelses-tiltag, diverse adfærds-korrektioner. Og, da barnet ikke gør det, der forventes, frustreres alle omkring barnet - og barnet kan udover manglende tro på sig selv, ende med at blive ekskluderet af de andre børn - pga. at det forstyrrer undervisningen, samt ødelægger, er udadreagerende, har kort lunte, o.s.v.

Dvs. stress-symptomer, i noget der opfattes som noget helt andet. Og, forældrene skal nu opdrage deres barn - og kan endda få det som et ultimatum, af et skoleteam, der har mistet tålmodigheden, og måske har modtaget klager fra forældre og børn.

Barnet oplever samtidig ofte at være mobbet, ekskluderet - og placerer sig til sidst, i denne onde spiral, imod de andre børn - og eksklusionen er nu klar - begge parter fravælger hinanden - såvel på børne- som på voksenplanet.

 

Udover det alvorlige i form af ødelæggende langvarig stress, så er der noget andet, der popper op :

Skolen har fra starten mulighed for bevidst, som professionelle kompetente, at vælge.

Skolen kan således - ift. barnet og forældrene, jfr. Gro E Lund, forenklet fremlagt - vælge mellem "inklusions- eller eksklusions-spiralen". Afhængig af om skolen vælger at "lytte til, tro på og samarbejde med" forældrene / barnet, eller om skolen vælger at "overhøre, negligere, fastholde de første antagelser" - og hermed tilsidesætter forældrenes indsigt, og pga. dette vil have forældrene til at følge trop.

Kilde - Gro. E Lund: Hun beskriver i hendes phD de 2 veje ift. barnet og forældrene, som kan ses i forenklet form, i bl.a. artiklen "Sådan undgår vi eksklusion i folkeskolen" på bl.a. Videnskab.dk.

 

Mit formål med artiklen er :

At se på, at de ved stress og mistrivsel ofte er tale om sammensatte forhold, samt fænomener - som tilsyneladende ikke hænger sammen.

Alligevel betyder de enkelte "brikker" i puslespillet tilsyneladende alt - og, mit håb med denne artikel er, at udover at forebygge gentagelse og fortsat praksis udfra "gider ikke" tolkningen - at søge at anskue kompleksiteten.

Jeg håber på, at også de skoler, som f.eks. de stressede børn og eksklusions-spiralen virker i, jfr. egen erfaring og Lund's empiri - vil inddrage bl.a. ny forskning såsom neuropædagogikken og nye forskeres indsigt (f.eks. Gro E. Lunds figur) - samt vil se på årsagerne til barnets adfærd og handlinger.

Altså at ny teori vil blive indarbejdet og anvendt, der hvor den ikke anvendes idag - til fordel for de involverede børn, forældre, skolen, og samfundet. Og, jeg er forundret over, at især neuropædagogikken ikke er nået ud til alle professionelle, samt skoler og institutioner - hvilket stiller spørgsmålet om det er et fravalg der er tale om.

Man kunne også spørge, hvorvidt skoler er stressede, af de tiltagende krav - og derfor ikke har overskud og tid til at sætte sig ind i ny teori, forskning og viden.  Hvilket retter søgelyset over på politikerne og vælgerne.

AfrikaansAlbanianAmharicArabicArmenianAzerbaijaniBasqueBelarusianBengaliBosnianBulgarianCatalanCebuanoChichewaChinese (Simplified)Chinese (Traditional)CorsicanCroatianCzechDanishDutchEnglishEsperantoEstonianFilipinoFinnishFrenchFrisianGalicianGeorgianGermanGreekGujaratiHaitian CreoleHausaHawaiianHebrewHindiHmongHungarianIcelandicIgboIndonesianIrishItalianJapaneseJavaneseKannadaKazakhKhmerKoreanKurdishKyrgyzLaoLatinLatvianLithuanianLuxembourgishMacedonianMalagasyMalayMalayalamMalteseMaoriMarathiMongolianMyanmar (Burmese)NepaliNorwegianPashtoPersianPolishPortuguesePunjabiRomanianRussianSamoanScots GaelicSerbianSesothoShonaSindhiSinhalaSlovakSlovenianSomaliSpanishSundaneseSwahiliSwedishTajikTamilTeluguThaiTurkishUkrainianUrduUzbekVietnameseWelshXhosaYiddishYorubaZulu

Options : History : Feedback : Donate Close