For nylig viste et stort, dansk forskningsprojekt fra Vidensråd for forebyggelse, at i hver skoleklasse sidder der to børn, der viser tegn på angst, depression eller adfærdsproblemer, og at mindst 15% af alle børn og unge i Danmark får en diagnose, inden de bliver 18 år. Tilmed et andet forskningsprojekt (skolebørnsundersøgelsen, 2018) viste, at 6% af pigerne og 17,3% af drengene har mindst tre indikatorer på psykisk mistrivsel i skolen.

På fem år har der været en markant stigning i psykiatriske diagnoser, hvor antallet er steget med hele 44 procent på børne -og unge området. Skal vi diskutere mulig årsager til stigningen i psykiske problemer blandt børn og unge ud fra en accept af, at de mange diagnoser er et billede på sandheden, eller skal vi prøve at forstå det anderledes?

To forklaringsmodeller

Særligt to forklaringsmodeller er fremherskende. Den første peger på forældreansvaret, som det ifølge nogle meningsdannere står særligt skidt til i de ressourcestærke hjem hos forældre, der har for travlt med at realisere sig selv. Fx skrev direktøren for Børns Vilkår Rasmus Kjelddal, at ”forældre er så meget i deres eget, at de ikke tager ansvar for andet end sig selv. Barnet får pænt tøj, får god mad, har en fin cykel og går måske til ridning. Der er intet, som vi normalt ville forbinde med omsorgssvigt, men følelsesmæssigt kan vi se, at disse børn går for lud og koldt vand”. Det stemmer overens med psykolog og tidligere formand for børnerådet, som henviser til curling og service forældre, hvor han argumenterer for at ”mange forældre er fanget i en fælde, hvor de har dårlig samvittighed, fordi de arbejder meget og kompenserer for det ved at være meget eftergivende og prøve at undgå konflikter. Barnet skal vide, at det er elsket. Derfor servicerer, overbeskytter og curler forældrene”. Med andre ord skyldes stigningen af diagnoser ifølge disse eksperter, ud fra devisen om, at tilknytning og samspillet mellem primær omsorgsgiver og barn er afgørende for barnets trivsel.

Den anden forklaringsmodel er ofte den samfundsmæssige, hvor der ikke er nogen tydelig syndebuk, men fokus på en kombination af stigende krav, sociale medier, præstationskultur, karakterræs, kropsidealer m.m., der fører til psykiske problemer for børn og unge. Fx udtaler formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen, at det: ”ikke længere handler om, hvem du er, eller om du har det godt, men om, hvorvidt du kan præstere”. Løsningen ifølge formanden er terapi – og gerne statsfinansieret psykologhjælp til 1200 kr. i timen. Paradokset her er, at det er bredt anerkendt at der eksisterer en række samfundsmæssige strukturerer, som skaber belastningsreaktioner hos børn og unge. Alligevel sender vi problemet ”ind i barnet”, hvor fokus er på at ”bygge barnet op” ved at tilrette eller korrigere på barnet via psykolog eller medicin. Her kunne vi med fordel kikke ind i hvad vi bør ændre i fx klasseværelset og barnets sociale relationer, således at rammerne omkring børn og unge fastholder barnet i trivsel fremfor at fremprovokere mistrivsel.

Diagnose Industrien

En tredje vinkel kan være, at der er stor forretning i at hjælpe børn og unge ud af deres psykiske mistrivsel. Særligt med ”hjælp” fra psykiatrien og medicinalbranchen. Dette advarede den kontroversielle professor i psykiatri Thomas Szasz om allerede for 60 år siden. I ”The Myth of Mental Illness” fra 1961 kritiserer han, hvad mange opfattede som psykiatriens bibel DSM. Denne inkluderede ”sygdomme” som homoseksualitet, skilsmisse, kriminalitet og mange flere. Grundlæggende beskrev Szasz, hvordan samfundet kan nægte at tolerere en vis adfærd, hvor menneskers forskellighed og reaktioner på svære perioder i deres liv i stedet bliver beskrevet som sygdomme. Resultatet er, at de underkastes behandling og hjælp til et mere ”normalt” liv. Ifølge Szasz går dette særligt ud over tre hjælpeløse grupper: Børn, ældre og kriminelle, som sjældent har en stemme eller ret til at afvise den diagnosticering og efterfølgende behandling, de bliver pålagt. 

Man kan groft sagt sige, at selvsamme organisationer, der er sat i verden til at hjælpe børn og unge på paradoksalt vis er medvirkende til at skabe definitioner af normal og unormal adfærd, raske og usunde tanker og ikke mindst ved at kræve, at børn og unge diagnosticeres og underkastes behandling, før de kan blive til ”normale” borgere. Et andet paradoks er, at en diagnose ofte er et øjebliksbillede af adfærd og påfører stigma og selvstigma hos den, som diagnosticeres. Her viser studier, at børn og unge risikerer at få det værre af at blive diagnosticeret. Risikoen er, at enhver form for mental udfordring bliver sygeliggjort, og mere eller mindre almindelige træk ved menneskelivet diagnosticeres. Set i dette lys er det ikke underligt, at vi ser voldsomme stigninger i diagnoser. For som Szasz argumenterer, kan det være svært at gennemskue psykiatriens dominans i samfundet og vores fælles forståelsesramme. Her er det interessant at se på den seneste udgave af DSM-5 bogen. Da bogen udkom i 2014, blev der sendt et brev til APA (American Psychology Association), der argumenterede for, at bogen var farlig og videnskabelig upålidelig. I bogen har man f.eks. valgt at fjerne enhver form for psykosociale, miljømæssige og religiøse faktorer. For eksempel er humørsvingninger med helt naturlige ydre årsager blevet gjort til en psykiatrisk diagnose. Den væsentligste kritik lyder: ”Bogen vil på gennemgribende vis udvide psykiatrisk diagnosticering, fejldeklarere millioner af mennesker som psykiske syge og udløse unødvendig medicinering”. Med andre ord reduceres bredere problemstillinger til individuelle mentale problemstillinger. Og det er der en helt særlig interesse i – for 67% af de involverede aktører i udarbejdelsen af DSM-5 havde en rolle i medicinalindustrien.

På trods af kritikken af, at medicinalindustrien er ved at gøre sig til dommer over, hvad der er normalt og afvigende, så har både WHO og flere danske organisationer taget definitionerne i bogen til sig – særligt inden for områderne angst, stress og depression. Hvilket passer godt ind i de seneste statistikker på området, hvor der ifølge Sundhedsstyrelsen (2020) de seneste par år er sket en mere end ti-dobling af danskere i behandling med medicin. Dette svarer til, at hver tiende dansker i dag bruger psykiatrisk medicin. 

Hvad gør vi?

Er diagnosekulturen kommet for at blive, eller kan vi skabe en mere rummelig og mindre udfordrende ramme om børn og unge? Og kan vi hjælpe børn og unge i den udfordrende samtid på bedre måder end ved at tildele dem diagnoser? En konkret brik kunne være emotionel intelligens. I Daniel Golemans bog “Emotional Intelligence” inddrages flere studier, som viser, at børn med en høj grad af følelsesmæssig intelligens har det bedre, har en højere selvfølelse og er bedre til at løse problemer og håndtere modgang og stress. Det betyder ikke, at børn, der forstår deres følelser, altid er glade. De oplever frygt, bekymringer, bliver kede af det, men de lærer at tackle svære situationer. 

Med andre ord kunne forældre og fagfolk muligvis være med til at modarbejde diagnoser ved at klæde børn og unge bedre på til at tackle svære vilkår og udfordrende oplevelser. Måske kunne vi her tænke i en fremtidsrettet udgave af dannelsesbegrebet. Dannelse forstået som livsduelighed i en kompleks og til tider udfordrende samtid og fremtid. Mange andre indsatser er mulige på dette spor. Det afgørende skridt bliver, at vi samarbejder om at ændre diagnosekulturen og udvikle en mere ressourceorienteret og rummelig kultur og ditto samfund.