SÅRBARE UNGE OG YOGAMÅTTER

Af Helene Krenchel - folkeskolelærer, cand mag, coach og yogalærer

Underviser du også unge sårbare elever? Jeg underviser på et stort center i København, hvor vi har over 900 unge sårbare elever indskrevet i alderen 18-30 år.

Det vil sige – unge som er landet mellem uddannelser og ydermere tynges af gæld, diagnose, boligmangel, fysiske smerter. Tallet ligger kontinuerligt på 900 – hvilket betyder unge går i studium, nye kommer ind. Og det er kun i København. (Ifølge Sundhedsstyrelsen ligger tallet på landsplan for personer, der blev diagnosticeret for første gang med en psykisk lidelse i løbet af 2014 på 36.500. Sundhedsstyrelsen oplyser, at tallet dækker overvejende unge og næsten halvdelen er 24 år eller derunder).

Og hvad har så – overskift – unge sårbare med yogamåtter at gøre? Det skal jeg sige dig; jeg har haft fornøjelsen at undervise de unge i yoga over de sidste 2 år, og det har haft så gavnlige virkninger, at da yogaen blev lukket af praktiske hensyn i sommeren 2019 – efterlyste eleverne timer EFTER skoletid. Det initiativ fulgte jeg op på, og undervisningen har kørt lige siden med positive resultater: Bedre søvn, mindre angst, stærkere ryg, klarere grænser.

Hvorfor mon så positive resultater? Jamen, hvis jeg et kort øjeblik må dvæle ubeskedent ved min egen historie for at belyse den unge sårbare, som så mange af os rundt om på skolerne i landet underviser – og den virkelighed den unge lever under - giver det med yogamåtten måske mening. Jeg var et sårbart barn ud af en moderne, travl, dansk kernefamilie. Sårbar i betydningen; sensitiv, introvert, ivrig efter at være god-nok, ligne andre og ikke stikke ud i mængden. Mine lysende forbilleder var to supersympatiske, succesfulde og myreflittige forældre, som jeg brugte sådan cirka 27,5 år af mit liv på at bevise, at jeg var lige-så-god-som. Med det resultat at jeg som 28årig klaskede sammen med stress og var sygemeldt fra min uddannelse nummer to plus de tre studiejobs, sociale forpligtelser, topkarakterer og skrantende kæresteforhold - jeg prøvede at balancere ved siden af.

Tankemylder, hjertebanken, koldsved og urolige nætter. Men ét bestemt ord blev ved med at dukke op i min overloadede hjerne: YOGA. Umotiveret fordi jeg ikke genkendte den verden; opvokset i et stramt akademisk miljø, hvor alt hvad der ikke kan sættes på ligning, rangerer med julemanden, feer i skoven og klunsere i Paris.

Men yoga blev det, og efter tre uger på den rektangulære gummimåtte kunne jeg sove om natten, tænke en tanke til ende, trække vejret ned i maven og indse, at mit liv trængte til hovedrengøring. Ud røg overforbrug af jobs, negative tanker, energiløse forhold, misbrug af tid og konstant stræben.

Men yogamåtten - dén forlod mig aldrig. Den blev mit anker, dét sted jeg en gang om ugen lukkede mit sind rundt om og tømte hjernen for indtryk og virvar. Gradvist kom livsglæden, energien og overskuddet.

To kvadratmeter ro

Og så er vi fremme ved de sårbare unge, jeg har fornøjelsen af at undervise i yoga efter skoletid. Hvem ved; måske genkender du træk hos nogle af dine elever? Den hudløse sensibilitet, lyd- og lysfølsomheden, den sociale isolation, perfektionismen og de piedestaliserede forældre. Uanset hvad så er historien enkel: Det ugentlige arbejde på yogamåtten gør så markante fremskridt for eleverne, at jeg må knibe mig i armen over det. Og deres forældre med. Som den PTSD-ramte der efter få yogatimer kan sove uden medicin. Den lange ryg, der havde opgivet drømmejobbet og efter to måneders yoga – kunne starte i praktik, job og uddannelse. Stress, ADHD, Tourettes og Bipolar lidelse, der gradvist og naturligvis i tæt samarbejde med psykiatrien, ser sig i stand til efter intensiv yogaaktivitet at gribe efter studier og frem for alt: Mærke sig selv.

Og hvad er det så den kan, den yoga? Jamen, i mine øjne ligger meget af magien i yogamåttens afgrænsede areal. 1 x 2 meter gummimateriale, som snævrer perspektivet ind fra en stimulifyldt ydre verden til 60 minutters overskuelig indre verden. Resultat? Fredfyldte ansigter, slappe kæber, stille hjerner.

At der så sker en milliard flere ting på yogamåtten, som har betydning for den sårbares psykiske og fysiske fremgang er indlysende og et andet indlæg værd. Men lige nu er mit mål at fortælle jer kolleger om det positive link, der ofte opstår, når særligt sårbare lander på en yogamåtte. En indsigt jeg inviterer til fortsætter ude på skolerne, institutionerne, de lukkede afdelinger, og blandt de politiske beslutningstagere, der afgør hvor meget/lidt fysisk aktivitet, der skal indgå i skoleskemaerne.

For er det ikke paradoksalt, at vi som undervisere skal se politikere betragter fysisk aktivitet og derunder yoga, som luksus, når den dybest set burde være en integreret del af alle unges opvækst. Ligesom eliteatleten, der ikke ville drømme om at træne uden indlagt mentaltræning. Så fokus er knivskarpt og vejen frem mod målet krystalklart.