»Generelt gælder der ikke de samme værdier og 'ti bud' i det miljø, jeg kommer fra, som i det, lærere og andre almindelige mennesker færdes i«, siger Lisbeth Zornig Andersen.

»I det miljø, jeg kommer fra, er løgnen det gennemgående«, forklarer hun.

Lisbeth Zornig er formand for Børnerådet og forfatter til bogen om sit liv, »Zornig - vrede er mit mellemnavn«, der udkom i forrige måned.

Bogen beskriver et liv med svigt og seksuelle krænkelser, men fortæller også en historie om lærere, der rakte hånden ud og hjalp hende væk fra det miljø, hun selv kalder en del af »Underdanmark«.

Hun frygter, at årsagen til, at så mange lærere ikke altid underretter, er, at de for let lader sig manipulere af løgnagtige forældre til udsatte børn.

Forældre kører lærerne rundt i manegen

Problemet er, at lærerne møder forældre til udsatte børn med deres eget normsæt og tror, at de agerer på samme måde som dem selv, men sådan er verden sjælden, siger hun.

»Vi behandler mennesker ordentligt, til det modsatte er bevist. Det er et godt næstekærligt princip, men hvis man ikke er i stand til at gennemskue løgnene og manipulationerne, så er der nogle børn, der bliver ladt i stikken i alt for lang tid«.

Hvis samfundet skal komme flere udsatte børn til hjælp, er det nødvendigt at give lærere og socialarbejdere mere tid - tid til at lære forældrene og deres børn at kende, siger hun.

»Det er nødvendigt, hvis man skal have en fornemmelse af, hvad det er for nogle værdier, de har. Hvis bare man havde tid til at tale med børnene om, hvad det er for værdier, de har derhjemme. Spiser de med forældrene, hvornår er der sengetid, og hvordan med lektierne? Hvordan foregår det? Hvad får de at spise? Sådan nogle helt almindelige ting kan faktisk fortælle meget om, hvad der foregår derhjemme«.

Ifølge Lisbeth Zornig ved forældre ikke altid, hvad der er rigtigt og forkert, men de ved til gengæld, hvad der er strafbart, siger hun.

Og i de værste sager ser man gang på gang, at forældrene har udnyttet det på det groveste.

»I den type sager taler vi om udspekulerede mennesker - som altid kun har fokus på egen overlevelse på bekostning af andre. Det er ikke, fordi det er onde mennesker eller dårlige mennesker. De er bare selv vokset op i miljøer, hvor man igennem generationer har mistet empatien og omsorgen for det andet menneske for at kunne holde ud at være i det. Der er grænser for, hvor meget vold man kan være vidne til uden at blive afstumpet«.

Ulydighed får ingen konsekvenser 
- kun for børnene

Lisbeth Zornig reagerer meget skarpt på Folkeskolens undersøgelse om lærernes underretningspligt, der viser, at hver anden lærer har undladt at underrette kommunen på trods af en mistanke om omsorgssvigt.

»Hvis nu jeg var buschauffør og havde lidt travlt, ville det jo ikke nytte noget, at jeg kun stoppede ved hvert andet stoppested, fordi det ikke er mit 'faglige fokus'«, siger hun.

»Det ville hurtigt få konsekvenser for mig, men det ser vi ikke i forholdet til udsatte børn. Det har ingen konsekvens for læreren, og det har ingen konsekvens for sagsbehandleren, at vi accepterer en enorm fejlmargin i underretninger«.

Hun mener, at mange lærere har for meget fokus på faglighedsaspektet i lærerhvervet og for lidt på de sociale aspekter.

»Det handler om at have både fagligheden og hjertet med i sit arbejde. Man er bare nødt til at erkende, at lærergerningen er mere end selve faget. At det i høj grad også er et socialt arbejde. Og at man skal turde kæmpe for børnene, selvom det kan gå ud over én selv og ens tid. For de har altså ikke ret mange andre til at kæmpe deres sag«.

Hun er selv et eksempel på, hvordan lærere er trådt i karakter for hendes skyld.

»Der blev kæmpet for mig dengang. Der var endda én, der tog mig med hjem i et halvt år. Det ser man sjældent i dag, tror jeg. Der er i hvert fald tre lærere, jeg kan takke, plus en pædagog, for at jeg sidder her i dag«.

Det var, fordi de havde fokus både på fagligheden og på hendes sociale problemer, mener Lisbeth Zornig selv.

Bondo bruger underlig underretningslogik

Hun går også i rette med DLF-formanden Anders Bondo Christensen, der i et interview med Folkeskolen i nummer 25 tager afstand fra holdningen om, at lærerne hellere bør underrette én gang for meget end én gang for lidt.

»Jeg læste, at Anders Bondo havde sagt, det var noget pjat at sige. Men siger han så hellere én gang for lidt end én gang for meget? For det må jo være logikken«.

Vejen til læring er en god personlig relation, mener hun, og det skal lærerne tænke over, når nogle af dem siger, at de ikke vil lege socialarbejdere.

»Det ved jeg selv af god erfaring, og det ved de gode lærere også. De lærere, der forbeholder sig ret til at være lærere på grund af det faglige, bliver nødt til at erkende, at det ikke kan stå alene. Hvis vi ved, at der er to i hver klasse, der mistrives, så er der to, der skal håndteres særligt. Og i denne tid, hvor alle taler om inklusion, bliver det endnu vigtigere. De udsatte vil i langt højere grad være afhængige af, at de 'almindelige' lærere ser dem og handler på deres bekymring«.

Underretningspligt er skåret ud i pap

Loven om Barnets Reform er løsningen på lærernes underretningsfrustrationer, mener Børnerådets formand, fordi den fjerner fortolkningsmulighederne, der var i den gamle lovgivning.

»Nu er det blevet skåret ud i pap, at hvis du har en mistanke, skal du sende den videre til kommunen, som så må undersøge, om der er noget i sagen eller ej. Det skal du som lærer ikke bruge tid eller energi på. En gang imellem er der ikke hold i bekymringen, og det skal vi da bare glæde os over. Det er da fantastisk for det barn«.

Lisbeth Zornig erkender, at hun stiller store krav til lærerne, men Barnets Reform har den konsekvens, at lærerne slet ikke skal gå ind i en dialog med forældrene om, hvorvidt de for eksempel har et misbrug eller ej. Man fritager lærerne for ansvaret, mener hun.

Mener du, at det er realistisk for lærerne at fortsætte et samarbejde med forældrene efter en underretning?

»Ja da! En underretning er en mulighed for at give et barn og dets familie professionel hjælp af en kvalitet, som læreren ikke selv har forudsætninger for at give. Vi skal væk fra den der misforståelse om, at en underretning er en anklage. Det er helt skævt og er en medvirkende årsag til, at mange udsatte børn og deres familier får lov at sejle deres egen sø alt, alt for længe«.

Men det, du nævner, er mig bekendt ikke skrevet ned. Hvordan ved de så, hvad de skal reagere på?

»Hos Ankestyrelsen er der en tjekliste, som alle, der arbejder med børn, bør kende. Men man skal selvfølgelig bruge sin sunde fornuft og se sagen i en kontekst. Det er nødvendigt, at lærerne lærer forældrene og børnene at kende, og det kræver tid«.

Hvordan kan man vide, om de manipulerer med én?

»Det er i virkeligheden ret enkelt: Læreren skal forholde sig til det, han eller hun ser hos eleven og i dets omgivelser. Giver det anledning til bekymring for velfærd og trivsel, skal man give kommunen besked«.