Da denne signatur var i teenageårene, gik der en periode, hvor familiens kvindelige overhoved følte sig overbevist om, at hjernens kemi blev skubbet ud af balance af ulovlige stoffer. Men min mor tog fejl, det var ikke narko fra skumle pushere, som ændrede min fremtræden, energiniveau og adfærd - selvom der absolut skete afgørende forandringer. I stedet var de ydre forandringer resultatet af en total ombygning på indersiden.

Så lav var min klasselokalepuls, at min behjertede dansklærer i 7. klasse til en skole-hjem-samtale foreslog, at jeg måske var ramt af en vinterdepression - eller måske ungdomssløvsind?

Det var heller ikke tilfældet. Men selvom det snart er ti år siden, jeg kunne kalde mig teenager, står erindringen om at være nået fysisk frem til de første timer, mens hjernen først kom dryssende langt op ad dagen, stadig klart.

Men hvad sker der egentlig for teenageren? Hvorfor er det så svært for nogle at holde opmærksomheden i skolen? Og hvad skal den professionelle lærer vide om de unges hjerner, der er under ombygning, for at kunne kreere optimal undervisning?

Om netop teenagehjernen har norske Lisbeth Iglum Rønhovde skrevet bogen: »Under ombygning - om hjernen, teenagere og pædagogisk praksis«, der i efteråret udkom på dansk.

Anmeldelse af "Under ombygning"

Rønhovde er ikke hjerneforsker, men uddannet lærer, og siden videreuddannet i specialpædagogik. Hun arbejder i dag for PP, der svarer til det danske PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

Ifølge Lisbeth Iglum Rønhovde skal teenagehjernens udvikling tages med i forståelsen af livet som teenager. Det er ikke, fordi løsningen på god undervisning til teenagere kan findes i hjerneforskning, men de neurologiske aspekter kan hjælpe til en mere fuldstændig forståelse af de unge. Rønhovdes udgangspunkt er mange års arbejde og undersøgelse af elever med Tourettes syndrom og ADHD, hvor hun har fundet paralleller til teenagehjernen.

»Den normale udvikling skaber især i de tidlige teenageår alvorlige problemer, som kan forveksles med ADHD light. Man har dårlig impulskontrol, man er labil, kan ikke koncentrere sig, vælger den lette vej ud af opgaver og har ikke et langsigtet perspektiv«, siger Lisbeth Rønhovde.

Hjernens dale og højderygge

Der er flere forhold, der ændrer sig i de hormonelle teenagekroppe og ikke mindst i teenagernes hoveder. Allerede i femårsalderen er hjernen på 90-95 procent af en voksen hjernes størrelse. Så når voksne har større hoveder end børn, drejer det sig ikke om hjernens størrelse, derimod bliver deres hovedskal tykkere. Alligevel er det de færreste af os, der er i tvivl om, at vores hjerne har ændret sig fra femårsalderen. De store forandringer sker i strukturerne i den hjernemasse, som allerede er der. Hjernen udvikler »dale« og »højderygge«, som gør den samlede kapacitet større. Hjernen får altså ikke flere celler, men de, der er, bliver kraftigere og udvikler stærkere forbindelser til andre hjerneceller.

Vores viden om hjernen er forholdsvis ny. Indtil man kunne scanne hjernen, måtte undersøgelser af indersiden af hovedet ske operativt, og læseren kan sikkert levende forestille sig, hvor attraktivt det var at lægge hoved til den slags. Derfor er det relativt nyt at inddrage hjerneforskningen i strategien for undervisning af teenagere.

Udviklingen af teenagehjernen bliver i Rønhovdes bog beskrevet som hos et træ, hvor der vokser flere kviste, grene og rødder. Et af de steder, hvor hjernen for alvor har brug for at slå rødder, er i frontallappen, også kaldet pandelappen. Det er her, koordinationen foregår, når vi skal løse problemer, ændre strategi eller overskue de langsigtede konsekvenser af en given handling.

»Frontallappen kaldes den administrerende direktør, og nogle dage er han ikke på job i teenagehjernen«, fortæller hun.

Den manglende driftsikkerhed kan ifølge Rønhovde gøre det problematisk at have for store forventninger til teenagere.

»14-15-årige oplever ofte, at de kan alt og ved alt, og at voksne ingenting kan. Samtidig er deres frontallapfunktion - altså analyse, konsekvensvurdering, erfaringsinformation og evnen til at holde ved, selvom det bliver kedeligt - ikke færdigmodnet. De kan ikke overskue følelser og tid. De reagerer per impuls. Hvis vi i for stor grad forventer, at teenagere skal handle og reagere som voksne, vil vi jo stå i fare for at stille alt for høje krav og forvente for meget og bidrage til, at de ikke får følelsen af at lykkes«, siger hun.

Lærere skal være tydelige

Lisbeth Iglum Rønhovde fortæller om en undersøgelse af teenagehjernen i forhold til den voksne hjerne.

Voksne og teenagere blev præsenteret for billeder af mennesker med forskellige ansigtsudtryk - forskellige sindsstemninger. Samtidig målte man, hvor i hjernen det lyste op, når testpersonerne blev præsenteret for billederne.

- De voksne havde aktivitet både i det emotionelle center og i den analytiske frontallap.

- De unge havde primært aktivitet i det emotionelle center.

Resultatet var, at de voksne kunne give mere præcise vurderinger af de sindsstemninger, personerne på billederne havde. Den modne hjerne forstår nuancer og underspillede pointer i et givent ansigtsudtryk. De unge derimod var meget sort-hvide i deres forståelse af ansigtsudtrykkene. Deres beskrivelse af personernes humør kunne næsten begrænse sig til, om vedkommende var sur eller glad.

Derfor opfordrer Lisbeth Iglum Rønhovde lærere, der arbejder med teenagere, til at være tydelige og fortælle om deres sindsstemninger til eleverne, selvom de på overfladen burde være voksne nok til at forstå nuancerne.

»Hvis modtageren misforstår budskabet, så er det afsenderens ansvar. I hvert fald når vi taler om et asymmetrisk magtforhold som lærer-elev-forholdet. Så du er nødt til at vide, om modtageren forstår det, du siger, og at det er i overensstemmelse med det, der er intentionen«, siger Lisbeth Iglum Rønhovde.

Kronisk tilstand af jetlag

En anden udfordring for de hormonangrebne teenagere er at gå i seng til ordentlig tid - og ikke mindst at komme op og i skole om morgenen.

Søvnhormonet melatonin regulerer vores evne til at falde i søvn. Kroppen udskiller det, når det bliver mørkt. Derfor kan vi være længe oppe og bliver sent søvnige i de lyse sommeraftener, mens vi taber øjenlågene hurtigere i vinterhalvåret, hvor lyset er en sjældnere gæst.

Rønhovde refererer i bogen en gruppe amerikanske forskere, der har målt melatonin-niveauet hos teenagere. Her stod det klart, at netop gruppen mellem børn og voksne har et specielt melatonin-niveau.

For teenagere gælder det, at søvnhormonet stiger langt senere på aftenen end hos både børn og voksne. De bliver altså senere trætte. Samtidig falder det først senere på dagen end hos små børn og voksne. Tilstanden hos teenageren om formiddagen beskriver Rønhovde som værende en kronisk tilstand af jetlag.

»Ved at vide, at det her faktisk drejer sig om hormonelle forskydninger i hjernen, så får man en forklaring, der ikke bare drejer sig om, at de ikke samarbejder«, fortæller Lisbeth Rønhovde.

»Forældre og lærere har så spurgt mig: 'Betyder det, at jeg skal give ham ret? Og give ham lov til at sidde oppe til langt ud på natten og sove til langt op ad dagen?' Nej, det betyder, at hvis dette er et problem for vedkommende, så bør man lægge en strategi, som man ville gøre med en person med søvnvanskeligheder. Man bør være meget mere bevidst om, at man trapper ned. Man skal måske slukke computeren, to timer før man skal sove, og sørge for ikke at lade sig stresse. Sådan som man gør med personer med indsovningsvanskeligheder«, siger Lisbeth Iglum Rønhovde.

Men skolen skal overveje fordele ved at tilpasse sig teenagernes hjerne. På skoler i USA har de afpasset dagen, så den begynder senere for teenagerne. Efterfølgende er skoleresultaterne blevet bedre, mens antallet af færdselsuheld er faldet. Ligesom Rønhovde kalder det genialt, når de på Vorbasse Skole arbejder med flekstid for de ældre elever, så de kan tage timerne om eftermiddagen i stedet for fra morgenstunden.

Hjerneevolution går langsomt

Computeren, mobiltelefonen og andre medier stiller store krav til teenagehjernen. De unge navigerer i et medie- og informationslandskab, der er under ekstremt hurtig udvikling. Allerede i den sidste halvdel af 1990'erne, hvor denne skribent som tidligere nævnt indledte teenagetilværelsen, var det svært at komme op om morgenen. Dengang var det en mindre sensation, da skolebibliotekets computer havde fået adgang til internettet, og mobiltelefonen var først noget, der dukkede op i løbet af ungdomsuddannelserne. Facebook og andre sociale medier havde vi ikke tænkt på, alligevel blev vores hverdag af forældregenerationen opfattet som højteknologisk. I dag bruger de 14-16-årige ifølge Gallups Børne- og Ungdomsindeks hver dag to timer og 42 minutter på at se tv og dvd, to timer og 39 minutter på nettet, to timer og 43 minutter på computerspil og to timer og 40 minutter på at høre musik og radio - flere af tingene samtidig.

Teenagere anno 2011 skal altså ikke bare bøvle med en ustabil adgang til søvnhormon, de skal også fungere med adgang til bunkevis af nye medier og muligheder, men benytter sig af en hjerne, der har brugt millioner af år på at få den form, den har i dag. En svensk undersøgelse har vist, at teenagere, der i udstrakt grad bruger mobiltelefonen, er tilbøjelige til at udvikle uregelmæssige søvnmønstre.

»I vores tid er der så mange kilder til information. Og det er helt sikkert, at hjernen er den samme. Hjerneevolution går langsomt. Derfor er der heller ikke hjernemæssigt stor forskel på det at være ung i dag og tidligere«, siger Lisbeth Iglum Rønhovde.

Bevar selvfølelsen

T

eenagernes hjerne er altså generelt udfordret i de spændende år mellem 13 og 19. For langt de fleste går det godt, og de kommer ud på den anden side klar til at begynde voksenlivet. Men Lisbeth Iglum Rønhovde ser en gruppe svagere elever, der ender med at komme ud af teenagetiden med en række nederlag i rygsækken. Forståelsen af hjernen er ikke alene vejen til undervisning, der giver læring og gode oplevelser for eleverne - det er også en del af den professionelle lærers værktøjskasse. For Lisbeth Iglum Rønhovde er det helt afgørende, at eleverne kommer ud på den anden side af skolen med mod på mere både fagligt og socialt.

»Det vigtigste, vi kan bidrage med, er, at folk kommer ud med en intakt selvfølelse. Det er bestemt ikke hver gang, at de kommer det«, siger hun.