På trods af at skilsmisser er almindelige, er det stadig noget meget privat og lidt pinligt at være skilsmissebarn. Det føler mange børn, der har været igennem skilsmisse, og det er ofte ikke noget, de uden videre taler højt om. Mange børn har det svært i flere år efter forældrenes skilsmisse, og de har brug for hjælp til at tale om det.

Det var den oplevelse, familierådgiver Lene Bagger og cand.pæd.psych. Lisbeth Lenchler-Hübertz jævnligt havde i deres arbejde som AKT-medarbejder og skolepsykolog i Birkerød og Furesø Kommuner. Sammen har de også rådgivningsfirmaet Babuska, hvor de har kontakt til mange børnefamilier.

De henvendte sig til Sygekassernes Helsefond og fik støtte til et projekt for børn, der havde massive psyko-somatiske symptomer på grund af skilsmisse. Symptomer, der blandt andet påvirkede børnenes skolegang.

»Børnene oplever samme sårbarhed ved skilsmisser som ved død. De tager mange hensyn til de voksne, og derfor er det rart for dem, at de voksne omkring dem tør tale om skilsmissen. At det bliver legalt«, siger Lisbeth Lenchler-Hübertz.

Samtidig er skolen et frirum for børnene, der oplever, at her sker det samme, som der plejer.

»Lærerne skal ikke se sig som terapeuter, men det er godt, at man kan tale om skilsmissen. Man skal bare huske, at børnene også har brug for, at deres privatliv bliver respekteret. Mange har ikke brug for at tale meget om skilsmissen lige efter, men halve til hele år senere kan nogle have brug for at tale med voksne om det«, mener Lene Bagger.

Hvis mange i en klasse har oplevet skilsmisse, kan man for eksempel tale overordnet om forskellige boformer, foreslår de to rådgivere.

Hjælp eleven med at blive i skolen

Forældrene skal være opmærksomme på, at de meget gerne må fortælle lærerne, når der sker forandringer i deres liv. Lærerne kan måske opleve elever med ondt i hovedet eller maven eller triste elever, der tumler alene med deres tanker. Netop derfor er det vigtigt, at forældrene forbereder lærerne, så de sammen kan sørge for, at barnet trives.

»Når elever går hjem fra skole på grund af ondt i maven, er det et advarselstegn. Lærerne skal hjælpe dem med at blive i skolen«, siger Lene Bagger.

Risikoen for skolefravær skal forebygges for at undgå, at eleverne ryger ud af fællesskabet.

»Det er vigtigt at komme i skole. Det fortæller vi forældrene. Eleverne må ikke blive hjemme - både fordi der er skolepligt, og fordi der er store sociale problemer forbundet med at blive væk«.

Selvfølgelig kan et barn have behov for at være hjemme et par dage i forbindelse med de store forandringer forbundet med en skilsmisse, men de to rådgivere understreger, at børn har brug for struktur og forudsigelighed. Og skolen er en vigtig del af deres hverdag.

Hvad vil mor tænke?

Mange svære følelser er i spil mellem forældrene i forbindelse med en skilsmisse, og det gør meget ondt på børnene at høre én, de holder af, tale grimt til en anden, de holder af. Nogle børn oplever desuden, at de skal være budbringere mellem forældrene, eller at man slet ikke taler om skilsmissen eller problemerne forældrene imellem. En af de rigtig gode erfaringer fra de to børnegrupper var derfor, når børnene oplevede et fælles ønske om samarbejde mellem alle voksne - mor, far og stedforældre.

»Vi havde forældre, der ikke talte sammen, men de kom til det i forbindelse med gruppesamtalerne, og børnene var meget glade for det«, fortæller Lisbeth Lenchler-Hübertz.

Børnene har en enorm loyalitet over for deres forældre. De dækker over den ene forælder, hvis de for eksempel ikke har fået madpakke med, eller der er andet, som forælderen har glemt. Derudover er det svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til forældrenes nye partnere.

»Et barn sagde, at hvis hun først kaldte fars kæreste for mor - stedmor, papmor eller bonusmor - hvad ville hendes mor så tænke. Andre blev kede af det, når de sagde papmor, fordi de kom til at tænke på deres mor. Derfor talte flere om fars kæreste«.

Derfor var dette et af de områder, man tog fat på i gruppesamtalerne.

»Vi samlede nogle tråde for børnene. Det hjalp at tale om, at det var i orden at holde af stedforældrene. At mor og far ikke blev kede af det«.

Gode minder er stadig gode

Børnene er ofte ikke klar over, hvor almindeligt det er at opleve skilsmisse i en familie. De to rådgivere fortæller om mødet med en dreng, der aldrig talte om skilsmissen, fordi det var for privat. Han havde 11 klassekammerater, der også var skilsmissebørn, men det tænkte han slet ikke over. Han havde en klar holdning om, at man skulle bo halvdelen af tiden hos far og halvdelen hos mor. Men i klassen boede kammeraterne på mange forskellige måder.

»Man skal passe på med at tænke, at skilsmisser er så almindelige, at man ikke behøver at beskæftige sig med det. Men man skal heller ikke gøre børnene til ofre, for man vokser ikke af at få at vide, at det er synd for en«, mener Lene Bagger og Lisbeth Lenchler-Hübertz.

Børnene i samtalegrupperne var åbne over for andre om, at de var i skilsmissegruppe, og de to rådgivere fortæller, at det gav lærere og pædagoger andre muligheder for at handle. Flere lærere sagde også, at de oplevede stor bedring for barnet i skolen under og efter projektet.

Forskerne henviser til, at det også er vigtigt at være åben over for børnenes oplevelser før skilsmissen.

»Når man er på campingtur med den nye familie, skal børnene have lov til at huske, hvor sjovt det var med far, dengang den gamle familie var på campingtur«, præciserer Lisbeth Lenchler-Hübertz.

De to rådgivere brugte minderne i samtalegrupperne for at gøre det legalt.

»Vi talte med et barn om dengang, hvor familien var i Grønland. Det første, barnet sagde, var: 'De er skilt'. Barnet havde en fornemmelse af, at det her taler vi ikke om. En skræk for sorgen. Der hviler derfor meget på de voksne, i forhold til at de tager tingene op og siger det højt«.

Eventyr hjælper de små

Børnene vil ofte have et savn efter den forælder, der ikke er til stede, og det skal forældre og stedforældre kunne acceptere og rumme.

»Det handler om det gode savn, at længes efter en. Børn er jo også forskellige og har forskellige behov. I nogle perioder er noget svært, men både børn og voksne må leve med problemerne. Noget af dette kommer de styrkede ud af. De mestrer noget og får en robusthed. Det hjælper alligevel ikke at fjerne alle sten på barnets vej«, siger Lene Bagger.

De to samtalegruppers arbejde var meget forskelligt. De små havde brug for ens struktur, de samme slags boller og saftevand til hvert møde, legepauser og tydelige voksne.

Rådgiverne benyttede også eventyr til de yngste.

»Der var en pige, der slet ikke kunne forholde sig til skilsmissen på menneskeplan, men med dyrene i eventyret gik det fint. Det hjalp hende. Vi har skrevet eventyr til dem, men vi har også sat os med et par stykker for sammen at skrive et eventyr«, siger Lisbeth Lenchler-Hübertz.

»Eventyr kan frisætte fantasien og giver børnene mulighed for at bearbejde oplevelserne, uden at de konkret bliver holdt fast på dem«.

De mindre børn var gode til at oversætte for hinanden og fortælle, at de så den anden blive ked af det.

»De fortalte, hvad kroppen gjorde. Vrede kan være i arme, der slår, og i hovedet, der bliver rødt. Et barn sagde: 'Du så vred ud, men du var ked af det'«, fortæller Lene Bagger.

Postkort til børnene

I gruppen af ældre børn arbejdede de med livslinjer og relationer. Hvem de boede sammen med, hvor de havde boet gennem årene, og hvilke bedsteforældre og venner de havde. Børnene havde hjemmearbejde. Flere havde store huller i deres livslinjer, som de skulle stykke sammen.

De ældre børn var også på en weekendtur med bål, snobrød og god tid.

»Det kan være godt at gå og sparke til en sten i skoven eller smide en pind i vandet«, siger Lisbeth Lenchler-Hübertz og henviser til, at nogle af dem også havde brug for lidt tid alene med en af de voksne.

De to rådgivere sendte postkort til børnene før hvert gruppemøde, så de var forberedte på mødet. De sendte desuden alle informationer til begge forældre.

»Det gjorde vi meget ud af, og det var de rigtig glade for. Det ville de gerne have, at skolerne også gjorde, så børnene ikke skal være budbringere«, siger de.

Forældrene har fået skriftlige tilbagemeldinger, hvor de kan se, hvad deres barn har profiteret af i samtalerne.

Børn i mistrivsel efter skilsmisse

Projektet fandt sted i 2008-09 og omfattede i alt otte børn. En gruppe med otte børn fra syv-otte år og en gruppe med børn i alderen fra 9-12 år. Samtalegrupperne mødtes 11 gange i henholdsvis halvanden og to timer. Projektet fik støtte af Sygekassernes Helsefond.

Børnene er især optaget af, om de sårer deres forældre ved at holde af deres stedforældre, og at de savner den forælder, de ikke er hos. Desuden er de bekymrede for deres forældre, nogle er vrede, og de føler sig anderledes som skilsmissebørn.

Statistik

Hvert tredje barn oplever, at deres forældre bliver skilt. I 2004 var der 69.000 børn, der oplevede deres forældres skilsmisse, mens der i 2005 var 30.000 børn involveret i skilsmisse.

Ifølge Danmarks Statistik rammes flest børn mellem to og ni år af skilsmisse.

Links

Morogfarskalskilles.dk

Bornsvilkar.dk - har udgivet hæfter om skilsmisse

Folkeskolen.dk - »Har du orienteret Mettes far?« (artikel om forældreansvarsloven).

»Både min mormor og morfar er blevet skilt, og så blev min mor og far skilt, og så er det, som om alle i min familie er blevet skilt, og det er lidt svært«. Barn i samtalegruppe»Den forælder, der ikke har forældremyndigheden, har også ret til at få udleveret dokumenter om elevens forhold, som skolen allerede er i besiddelse af, såsom en kopi af karakteudskrifter, elevplaner og andre skriftlige dokumenter«. Fra Forældreansvarsloven»Det ville være en hjælp, hvis dem i skolen talte til én om, at de vidste det - så man kunne få det ud. Men det skulle være én, man kendte«. Barn i samtalegruppe