I forbindelse med et praktikophold på en københavnerskole gjorde vi os nogle interessante erfaringer med de didaktiske principper inden for den læringsmålstyrede undervisning i en 7. klasse. Vi oplevede, at målstyringen komplicerede praktiseringen af et fagligt inkluderende klasserum. Dette kom særligt til udtryk hos eleven Amalie, som grundet inklusionsloven nu tilbragte alle skoletimerne i en almen folkeskole. Allerede i praktikkens første uge blev vi opmærksomme på Amalies mistrivsel. Hun blev under logbogevaluering konfronteret med sin faglighed eller mangel på samme. Desværre fyldte sidstnævnte mest for Amalie: »Målene er for svære for mig«, »Jeg kan ikke finde ud af det«, »Ved ikke« noterede hun gentagne gange i sin logbog, der fungerede som evalueringsredskab i relation til læringsmålene.

I en fortrolig samtale fortalte Amalie, at hun ikke var i stand til at indfri de mange mål i undervisningen, og det bevidstgjorde hende om sine egne manglende faglige færdigheder.

Hun mente, at der var noget galt med hende, at hun var utilstrækkelig, og hun udtrykte flere gange en stor skyldfølelse i relation hertil. Amalies trivsel og inklusion var tydeligvis udfordret i den målstyrede og præstationsorienterede undervisningspraksis, hvor læringsmålene er styrende for undervisningen og evalueringen af elevernes læring. Vores undervisningspraksis fik altså store konsekvenser for Amalies selvopfattelse.

Amalie attribuerede den manglende målopfyldelse til et spørgsmål om manglende faglige færdigheder og opfattede sig som »dum,« »ikke god nok« og ikke mindst skyldig i ikke at indfri læringsmålene.

Kan læringsmål virke ekskluderende?


Ifølge Andreas Rasch-Christensen (Rasch-Christensen 2015), som har været med til at udarbejde de nye forenklede Fælles Mål, bevæger disse sig på et taksonomisk niveau over middel, hvilket kan være problematisk. De standardiserede krav og forventninger kan være for ambitiøse for »specialpædagogikkens børn«, hvorfor den målstyrede tænkning medfører nogle eksklusionsmekanismer.

Amalie håndterede situationen ved at trække sig fra det faglige læringsfællesskab og gøre sig usynlig i klassen. En nederlagsreducerende strategi, der potentielt kan true hendes selvopfattelse og selvværd. Ifølge inklusionsekspert Rasmus Alenkær (Alenkær 2009) handler inklusion om, at elever oplever at være en del af fællesskabet, agerer som aktive deltagere, har rige deltagelsesmuligheder og har et højt fagligt udbytte. Dette var ikke tilfældet for Amalie. Tværtimod. Hun oplevede ikke at være en del af det faglige klassefællesskab, agerede ikke som en aktiv deltager og havde ikke rige deltagelsesmuligheder, da det faglige niveau, som læringsmålene determinerede, var for højt for hende. Det begrænsede derfor Amalies faglige udbytte, og hun var med andre ord ekskluderet.

Tabere og vindere

Vi erfarede, at inklusionsbestræbelserne er vanskelige at gennemføre i en skolekultur med et øget fokus på faglige præstationer og målopfyldelse, og det bliver særligt problematisk, når samtlige elever bliver vurderet på baggrund af de samme objektive krav.

Konsekvensen heraf er, at den målstyrede undervisning skaber »vindere« og »tabere«, og der opstår dermed en ulighed mellem de mere og de mindre fagligt begunstigede elever. »Taberne« er dem, som gentagne gange ikke formår at leve op til de objektive faglige mål, og de oplever derfor nederlag, hvilket truer deres faglige selvopfattelse og den faglige inklusion. Problemet i den præstationsorienterede målstruktur, der er indbygget i læringsmålstyringen, er, at der kun belønnes for opnåelse af målene, og det får den konsekvens, at det ofte er de samme elever, som opnår belønningen.

Der sker med andre ord en social sortering af eleverne, når målstyring inkluderer elever, som er fagligt begunstigede, og ekskluderer elever, som ikke formår at opfylde læringsmålene. Dette kan ikke være tilfredsstillende i en skolekultur, som bestræber sig på at inkludere alle elever uanset faglige forudsætninger.

Kan læringsmål og inklusion forenes?

Det er en stor udfordring for læreren at håndtere målstyring og præstationsorientering, uden at det går ud over elever med læringsvanskeligheder, deres faglige selvforståelse og oplevelse af at være inkluderet. En mulig løsning på problematikken kunne være at praktisere en målkultur, hvor målene er differentierede og tilpasset den enkelte elev, og derfor vil eleverne hyppigere opleve mestring, hvilket vi antager vil øge den faglige inklusion. Dog bliver denne målstruktur vanskelig og måske i virkeligheden umulig at implementere i praksis, da den fælles målstyring og præstationsorientering er grundlæggende vilkår i konkurrencestatens skole. Målstyring er blot én del af den nuværende uddannelsesmæssige diskurs, som desuden indebærer test, målinger, karakterer med videre. En diskurs, som er svært foranderlig. Man kan tillade sig at spørge, om inklusion og læringsmålstyret undervisning overhovedet kan forenes på hensigtsmæssig vis, eller om det øgede fokus på målstyring, høj faglighed og præstationer i virkeligheden bevirker, at inklusionen spiller fallit?