I efteråret så Karin Villadsen sin elev Kevin tone frem på TV2 Nyhederne og fortælle om sin ensomhed. At han tilbragte eftermiddagene alene på sofaen, mens han ventede på, at hans mor kom hjem klokken fem, og at han følte sig helt usynlig blandt sine klassekammerater.

»Jeg var slet ikke klar over, at han havde det sådan«, fortæller Karin Villadsen, som er Kevins klasselærer på Sophieskolen i Nykøbing Falster. »Men hvis han følte sig ensom, så var det sådan. Så måtte vi gøre noget ved det«.

Karin Villadsen har altid været optaget af at skabe trivsel i de klasser, hun har med at gøre. En af de metoder, hun ofte bruger, er at hive problemet frem i lyset og tale om det. Med hele klassen. Det gjorde hun også denne gang. Hun viste klassen nyhedsindslaget med Kevin, og de talte sammen om Kevins følelse af ensomhed. Så blev der arrangeret legeaftaler for Kevin, og alle var mere opmærksomme på at inddrage ham. Desuden var Karin Villadsen opmærksom på at italesætte over for Kevin, når hans klassekammerater søgte hans selskab.

»Min metode er at sige tingene højt og få talt om det svære med klassen«, fortæller Karin Villadsen. »Det tager selvfølgelig tid, og nogle gange tænker jeg bagefter, at 'ups, nu nåede vi ikke at få læst historien', eller hvad jeg nu havde planlagt. Men det er vigtigt at prioritere trivslen i klassen«.

Ensomhed er blevet mobningens skygge 

Fælles og eget ansvar

Den seneste undersøgelse fra Mary Fonden viser, at nogle lærere og skolepædagoger er tilbøjelige til at give den ensomme elev en del af skylden for sin ensomhed, hvilket mobbeforsker Helle Rabøl Hansen finder problematisk. Karin Villadsen er enig i, at klassefællesskabet og læreren har et stort ansvar for, at den ensomme elev bliver en del af klassens fællesskab.

»Jeg mener, ensomhed er noget, man som lærer bør bringe op for klassen med mellemrum, ligesom man bør med for eksempel mobberi«, siger Karin Villadsen. »Ensomhed er noget, man ikke må overse i klassen. Man skal tale med klassen om, at man hver især har et ansvar for at se hinanden og se, om alle har det godt«.

Når det er sagt, er det samtidig Karin Villadsens holdning, at den ensomme elev selv kan gøre en del for at ændre sin situation.

»Den ensomme kan selv gøre noget for at komme ud af sin følelse af ensomhed«, siger hun.

»Det er måske lidt farligt at sige, for det er meget vigtigt for mig at slå fast, at det ikke er det ensomme barns skyld, at det føler sig ensomt. Men eleven kan blive fanget i en form for 'selvstigmatisering', en forståelse af sig selv som en, de andre ikke gider have med at gøre. Også selv om det ikke er tilfældet. Det kan blive en negativ spiral, som eleven ikke kan stoppe, og så får han eller hun det bare værre og værre«.

Karin Villadsen understreger, at hun ikke lægger ansvaret over på eleven. Tværtimod mener hun, at de professionelle voksne omkring den ensomme elev kan være dem, der hjælper eleven videre.

»Jeg spørger nogle gange mig selv, om følelsen af ensomhed kan gå i arv i familien«, siger hun. »For eksempel hvis forældrene selv har oplevet sig meget alene gennem deres skoletid, så kan de komme til at give den oplevelse videre til deres barn - uden at ville det. Hvis barnet oplever en lille afvisning en dag og kommer hjem og siger: 'Der var ikke nogen, der ville lege med mig', så kan forælderen, i bedste mening, sige noget i stil med, at 'sådan var det også for mig i skolen'. Det kan føre til, at barnet ser det som normalt at være ensom, og så kan det blive selvforstærkende«.

Rapport fra Mary Fonden: Lærere savner viden om mobning 

Det positive er, at man som barnets lærer kan italesætte en modfortælling for barnet, fortæller Karin Villadsen.

»Man kan gøre eleven opmærksom på alle de gange, hvor de andre elever søger kontakten med den ensomme, og på den måde skabe en god cirkel i stedet for en dårlig. Man kan støtte op om barnets relationer i klassen. Man kan tale højt om problemet og gøre op med tabuet. Og man kan arbejde for at skabe god trivsel i klassen generelt. Så har alle mere overskud til at tage den ensomme med i fællesskabet«.

Mindre mobiltelefon og mere forældresamarbejde

Karin Villadsen er af den overbevisning, at det er meget sværere at skabe god trivsel i en klasse, hvor eleverne hiver mobilerne frem i hver pause.

»Det er min påstand - 61 år, som jeg er - at mobiler i klassen bidrager til ensomhedsfølelsen«, siger hun.

Det er en oplevelse, hun har fået bekræftet, mens der har været nødundervisning på grund af coronaen. Normalt bliver elevernes telefoner låst inde i et skab hele skoledagen, men mens der er nødundervisning på skolen, har de lov til at have den på sig. Og det skader klassefællesskabet, mener den erfarne lærer.

»Og det er jo logisk nok. Hvis man kigger for meget ind i skærmen, så når man ikke at opdage, hvem det er, man omgås«.

Næste skoleår skal Karin Villadsen give slip på sine 5.-klasseelever og have en ny 1. klasse. Der vil hun bruge nogle af de erfaringer, hun har fået fra dette års arbejde med at skabe trivsel for en ensom elev og for en hel klasse, der blev ramt af nødundervisning. For eksempel en skrappere mobilpolitik.

»Vi er jo et lærerteam, og min meget yngre kollega ser måske anderledes på nogle ting, end jeg gør. Men det med mobilerne er vi enige om. Vi har begge to oplevet, hvor meget lettere nogle ting blev, når vi holdt fast på reglen om, at telefonerne skal ind i skabet fra klokken otte om morgen«, siger hun.

Når lærerens gode intention har den stik modsatte virkning 

En anden ting, hun håber på, er at kunne bruge tid og resurser på at få et godt skole-hjem-samarbejde op at stå.

»Der er desværre en tendens til, at en del forældre ikke kommer til sociale arrangementer på skolen, mens andre kommer hver gang. Tidligere kom de fleste, og det er rigtig ærgerligt, at det har udviklet sig sådan, at mange nu ikke deltager«, fortæller hun.

»Derfor vil jeg bede om at få timer til at komme ud og besøge eleverne i hjemmet. Forældresamarbejdet er så vigtigt for elevernes trivsel, og det giver så meget mening at have en fornemmelse for elevernes baggrund«.