Bogen er, som undertitlen markerer, en antologi – med alt hvad det indebærer af fordele og ulemper. Der er kapitler, som er inspirerende, og – hvis jeg skal prøve at udtrykke mig diplomatisk – kapitler, som er mindre inspirerende. Helt som det skal være, antologien som form har jo netop den fordel, at man kan samle noget for om ikke enhver, så dog for flere smage.

Derfor er jeg presset til det yderste. At anmelde den her antologi er noget af det vanskeligste, jeg har skullet gøre som anmelder. Problemet er, at visse af kapitlerne provokerer mig - og ikke på den gode måde! Jeg bliver bare knotten.

Jeg bliver træt, når det viser sig, at der findes ”videnskabelige” artikler, som evaluerer og behandler praksis i skolen med disrespekt. Det er selvfølgelig en voldsom påstand fra min side. Men overbærende ytringer som: ”Det er indlysende, at der ligger en pædagogisk opgave i at forholde sig til, hvad man vil tillade af strid, men det er ikke det samme som at ville udelukke stridighederne … Kunne man forestille sig andre muligheder?” om lærernes og pædagogernes indgriben i en konflikt gør mig træt.

Baggrunden for ytringen er, at lærerne og pædagogerne har begrænset antallet af tilladte regler i en bestemt type lege for at undgå konflikter. Det kan man selvfølgelig godt vælge at se som en rigid og doven tilgang til konfliktløsning, men det kunne jo være, at det bare var en måde at ændre legen på for en stund for at undgå, at børnene konstant er i alarmberedskab – kunne man forestille sig, at de professionelle havde gang i en proces? Svaret på mit spørgsmål er muligvis, at ja, det kan man, men det havde de ikke i det givne eksempel. I så fald mangler jeg den oplysning, fordi min egen erfaring fra samarbejdet mellem lærere og pædagoger siger noget helt andet om, hvordan konflikter håndteres, og regler og indgriben anvendes.

Et andet irritationselement ved denne antologi er visse af artiklernes tendens til en omgang beskrivelser af det indlysende. Børn leger, og de gør det sådan her – og så en opstilling af skemaer og begreber, så vi har et fælles sprog for legen. Det er jo alt sammen meget godt, men hører snarere hjemme i en lærebog end i en antologi, som jeg formoder henvender sig til professionelle.

Men så er der jo lige det med inspirationen. For der er også inspirerende kapitler i antologien. Kapitler, som er forholdsvis let tilgængelige, og hvis formål det er at understrege, at leg er vigtigt. Og at leg i skolen er svært. Det kræver, at vi tør tage livtag med definitionerne og forholde os til dem. Er leg i skolen bare sukkeret, der skal få den bitre læring til at glide ned? Er leg i skolen brændstoffet til relationsarbejdet, som vi ved er vigtigt for både læring og trivsel? Skal leg i skolen være leg på legens præmisser eller på læringens – og hvorfor er det overhovedet et relevant spørgsmål? Leg i skolen er fyldt med dilemmaer. Hvornår skal vi styre, hvornår skal vi give slip, hvor meget rum til fordybelse skal der være ...?

Jeg er ret begejstret for bogens ”anvendelsesorienterede” kapitler, hvilket måske siger mere om mig end om bogen. Det er inspirerende at læse om scenariebaseret undervisning og om de metodemæssige overvejelser, der knytter sig til denne form for ”leg for alvor”.

Så – er ”Leg i skolen” en god bog? Tja – den lader mig i hvert fald ikke uberørt tilbage, og det er vel i sig selv en kvalitet. Og så er kapitlerne ikke skrevet af hvem som helst, men af forfattere med solid faglig baggrund. Så når jeg bliver knotten og utilfreds, handler det i høj grad om min smag og min faglighed, som her bliver pirret på godt og ondt.