Anmeldelse
Klassen
Guldpalmevinderen fra Cannes viser mange problemer, der også kan genkendes i en dansk skolehverdag. Men den viser desværre ikke mange eksempler på, hvordan man løser dem
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En fransk skoleklasse i et underprivilegeret kvarter. Eleverne 13-14 år, broget etnisk cocktail. Et autoritært skolesystem, hvor læreren kender alle de rigtige svar, og hvor disciplineringsmidlerne er frygt, nedgørelse og straf. Hvor det er bortvisningsgrund at sige "du" til læreren, og hvor den realistiske fremtid for mange af de unge er at følge i fædrenes og storebrødrenes fodspor den direkte vej i fængsel.
Fakta:
Titel: Klassen
Forfatter: Instruktør: Laurent Cantet
Type: Biograffilm
Forlag: Camera Film
Fransk- og klasselæreren Francois bliver spillet af Francois Bégaudeau, der er den lærer, der skrev bogen, som den halvdokumentariske film bygger på, om sine egne oplevelser med klassens elever - der også spiller sig selv. Ikke fuldt og helt, som de var dengang, men angivelig ganske tæt på.
Francois vil give sine elever en chance. I forhold til nogle af sine hardcore regelryttere af kolleger er han tolerant og forsøger af et godt hjerte at lære eleverne at sætte korrekt formulerede franske ord og sætninger på det, de gerne vil udtrykke. Men afstanden mellem parterne er stor, og det er modigt og selvironisk gjort at lade eleverne - med god ret - kritisere ham for at stille spørgsmål, som han kun vil acceptere svar på, der er i overensstemmelse med hans forestillinger, og i øvrigt for at alle hans eksempler i grammatikundervisningen kommer til at handle om hvide, franske mænd.
Filmens dramatiske kurve er bygget op omkring drengen Souleymanes skæbne. Afgjort negativ attitude, slagsmål med kammerater og grænseoverskridende ord brugt over for læreren. Også en elev, man på en dansk skole ville overveje at give et alternativt skoletilbud. Den unge mand bliver smidt ud af skolen, og det antydes, at hans far som konsekvens vil sende ham til faderens hjemland Mali. Situationen giver stof til en diskussion, som også er relevant herhjemme, nemlig fysisk afstraffelse via stedfortræder. Mange lærere har stået med det dilemma, at hvis de giver hjemmet besked om elevens kritisable opførsel, giver faderen barnet de øretæver, læreren ikke må dele ud.
Filmens troværdighed falder drastisk efter Souleymanes bortvisning og før den store optimisme og forsoning, der skildres på sidste skoledag. Vi får nemlig ingen eksempler på, hvad der har ført til den nye situation. Er læreren begyndt at tale med eleverne i stedet for til dem, og i så fald på hvilken måde? Den mangel gør filmen glansbilledagtig på en uforklaret - og dermed utroværdig - måde.
Men generelt er det filmens store styrke, at læreren Francois ikke skildres som en ufejlbarlig engel. Han er - i hvert fald i starten - fuldstændig utålelig med sin hang til at omforme enhver af elevernes ytringer til lukkede spørgsmål, som skal tvinge eleven til at omformulere sit svar, så det bliver præcis det, læreren har tænkt sig på forhånd som den eneste mulighed. Det er - desværre - en uvane, der hjemsøger lærere i alle lande. Det ville have været interessant at få vist, hvad man kan gøre i stedet for.
Der er mange lag i filmen: racisme, pres for at få eleverne til at antage en (forløjet?) national enhedskultur, pædagogiske principper. Både lærer og elever spiller fremragende, og filmen er absolut værd at se.