Det vigtigste er at blive set 

Til Folkeskolens læsere:

Introduktion til forløbet om litteraturoplevelse, kreativitet, selvberoenhed og empatisk kontakt, foråret 2015 på Nørre Snede skole.

Jeg spurgte engang Lisbet Marcher - der på det tidspunkt var præsident for det europæiske forbund for kropsorienteret psykoterapi, og som havde haft tusinder af mennesker i terapi - hvad den hyppigste barndomstraumatik var.

Hun svarede uden et sekunds tøven:  'Jeg blev ikke set som barn'.

Genkender vi ikke det i os selv? Har vi ikke alle, uanset hvor omsorgsfuld en familie vi er vokset op i, et eller andet sted i os selv et barn, der ikke er blevet set?

Selvberoenhed og relationskompetence, der er et af de tre ben som projektet på Nørre Snede skole står på, drejer sig om at træne de unge i at se sig selv og deres kammerater fordomsfrit, som de er. Meget kort sagt handler hele forløbet, læsningen, skrivningen, de kreative lege, yogaen, kropsscanningerne, fortællingerne og kontaktøvelserne alt sammen om at tilvejebringe dybere menneskelige møder.

Så om 7.a og 7.b efter vores to-tre måneder sammen vil ende med at have lidt bedre kontakt indadtil, til deres egen kerne, og lidt dybere og mere respektfuld kontakt med hinanden og med os voksne end da vi begyndte, det er hvad jeg holder mest øje med, det er projektets egentlige succeskriterium.

Jeg véd ikke om vi når det, dette er et pilotprojekt, det er, som det vil fremgå af nyhedsbrevene, grundforskning, og i grundforskning tramper man en sti i nyt terræn, og véd derfor ikke præcist hvad man møder undervejs og hvor man ender.

Men jeg véd at det føles dybt meningsfuldt, ja ligefrem nødvendigt i dagens Danmark, at forsøge.

I min skoletid står de øjeblikke hvor jeg følte mig set, sådan rigtigt set, frem.

Flere af de øjeblikke, som for mig var livsforandrende, skyldtes lærere. Den formningsvikar vi fik i fjerde klasse som pludselig gjorde formningslokalet til en anden, anderledes dimension af tillokkende venlig, kreativ og ikke-vurderende intensitet. Den dansklærer der roligt, men klart fortalte mig at jeg kunne skrive. Og de lærere - der har heldigvis været adskillige - som mødte en med et nærvær og en respekt der gjorde at man i et øjeblik ligesom blev til som menneske på en ny måde.

Andre af sådanne møder skyldtes kammerater. Som et øjeblik turde vise et dybere aspekt af empatisk sårbarhed og venlighed.

Litteratur og kreativitet, ja i princippet alle skolefag, kan, ligesom ethvert møde mellem mennesker, uanset alder køn og status, være portaler ind mod det nærvær, den sårbarhed og den venlighed.

Som, det er jeg overbevist om, er den bedste forudsætning for et hvilket som helst samvær og en hvilken som helst læring.

                                                                               Peter Høeg