Børnehaveklasseleder fangede forældre og elever med aprilsnar
1. april skal man ikke tro på alt, hvad man hører. Og slet ikke når det kommer fra børnehaveklasseleder Wanda Madsen. I fredags tog hun fusen på både elever og forældre i 0.b.
”Jeg er træt af, at jeg kun har mulighed for at rejse, når det koster allermest. Derfor har jeg besluttet, at 0.b får påskeferie fra i dag af, så jeg kan tage til Sunny Beach for halv pris”.
Annonce:
Sådan startede et indlæg på Aula til forældrene i 0.b på Jels Skole syd for Vejen. Beskeden var sendt tidligt om morgenen den 1. april.
Børnehaveklasseleder Wanda Madsen forsøgte denne morgen at komme forældre og elever i forkøbet med en aprilsnar.
”Jeg er sindssygt spontan. Da jeg sad ved morgenkaffen, tænkte jeg, at jeg ville komme elever og forældre i forkøbet. Jeg var sammen med min partiforening i går, hvor der er nogle lærere, så vi snakkede om, hvad de havde planlagt til 1. april, og så tænkte jeg, at jeg blev nødt til at gøre noget”, siger Wanda Madsen.
Beskeden røg ud til alle forældre, men der var ikke helt så mange reaktioner, som børnehaveklasselederen havde forventet.
Annonce:
”Der var en, der skrev; ’Jeg troede lige, du stoppede, men så læste jeg videre’ og sendte en smiley”.
”Der var også flere af børnene, der kom i morges og sagde: ’min mor har sagt, du skal på ferie’”.
”Der var også en far, der kom og afleverede og sagde, rigtig god ferie med et skælmsk smil, men ellers var der ikke de store reaktioner”, fortæller Wanda Madsen.
Hun valgte at sende beskeden til forældrene på Aula uden at kontakte andre på skolen først.
Annonce:
”Det var en balancegang. Hvad kan man tillade sig at smide ud på Aula? Men vi er en lille landsbyskole, så vi har et tæt bånd. Vi møder hinanden i Brugsen, og det er virkelig cool forældre, jeg har. Så det turde jeg godt”.
Senere tænkte Wanda Madsen, at hun også måtte tage lidt gas på eleverne.
”Vi havde i mandags besøg af det nye byråd, så jeg spurgte, om de kunne huske det”.
Det kunne eleverne. Men de næste sætninger havde stor effekt på eleverne.
Annonce:
”Byrådet sagde, at det her med at sidde pænt, det kan I for lidt af. Så det skal vi øve meget mere. Derfor siger de: ’Ikke flere legetimer i 0. klasse’. Så nu er det kun bøger og den slags fremover. Al legetøjet skal pakkes væk”.
Den besked havde stor effekt.
”De var helt tavse. Sjældent har jeg set en 0. klasse så stille. En sagde ’ Jeg gider ikke byrådet. De er for onde til skolerne’”.
Men eleverne var klar til at pakke legetøjet sammen og sætte det i SFO’en med det samme – lige indtil Wanda Madsen sagde: ”Eller skal vi sige, det er aprilsnar”. ”Mener du det?”, lød det vantro fra børnene som i kor råbte: ”Aprilsnar”.