Fejrer elevernes første 100 dage i skolen: "Det fedeste de nogensinde har oplevet"

At tælle til og fejre de første 100 dage i skole er en gylden mulighed for at styrke fællesskab og stolthed i klassen – og ikke mindst læringen. At tælle til 100 dage indeholder så mange muligheder, siger børnehaveklasseledere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kan du huske den dag, du havde gået skole i 100 dage?

Det er nok de færreste, der kan. Men for tusindvis af børn rundt omkring i Danmark bliver det måske en dag, de lagrer i deres rygsække af minder.

Det er nemlig blevet et hit at fejre milepælen med en fest. Ikke bare en fest med saftevand og fesne festhatte. Nej, der bliver holdt kolossale brag af fester rundt omkring.

Som på Søndervangskolen i Hammel i Østjylland, hvor børnehaveklasserne startede dagen med morgensang iført seje ‘100-dages briller’ og en dans, der varede i 100 sekunder.

“De glæder sig ekstremt meget til den fest. I den alder forbinder de fester med fødselsdage, så det er virkelig stort, at de kan fejre sig selv, og at de har gået i skole i 100 dage”, siger børnehaveklasseleder Rasmus Olesen.

Det fedeste nogensinde

Allerede efter få timer havde forældrene meldt sig til opgaver til festen. Heriblandt mad og en '100 dage'-kage.

Den opmærksomme læser har nok allerede gættet, at skolen fejrer de 100 første dage med aktiviteter, hvor tallet 100 indgår. 

De hopper 100 gange, løber i 100 sekunder, skriver i 100 sekunder og så videre og så videre. Og forældrene hjalp til ved at lave lækre retter.

Men faktisk begyndte festen meget tidligere, fortæller Rasmus Olesen.

“Vi begyndte at tælle fra dag ét af deres skolegang, og børnene går virkelig meget op i det. De er jo for små til at forstå matematik, men de får alligevel en fornemmelse for tal, fordi vi fokuserer så meget på dagene. Vi skriver tallet op på smartboardet hver dag og snakker om, hvor tæt vi er på”.

Markeringen tjener mange formål, siger Rasmus Olesen. Der er en masse læring i det, men noget af det vigtigste er, hvordan det styrker fællesskabet:

“Børnene er så små, at de synes, det her er det fedeste, de nogensinde har oplevet. De elsker at gå i skole. Inden festen var de meget spændte, og hele forløbet skaber en meget stærk holdånd og fælles stolthed. De snakker om det i lang tid bagefter”.

Selvom de er små, kan de godt være i centrum

På Resenbro Skole i Silkeborg har de i dén grad også fejret de første 100 dage. 

Børnehaveklasseleder Bettina Lindgaard har i mange år brugt Ormen Ole, som bliver længere og længere for hver dag, der går. Hver dag skal et barn sætte et led mere på Ole Orm og skrive dagens tal, fortæller hun.

“Jeg har holdt 100-dages fest i 15 år, og det er en festdag uden lige. Børnene bliver så stolte. De mærker, at selvom de er små, kan de godt være i centrum. På vores skole er det en stærk tradition og noget, vi taler meget om på flere klassetrin”, fortæller hun.

“De lærer så meget”

Hos Bettina Lindgaard har de også lavet aktiviteter med tallet 100, og så har alle elever en ting med tallet 100 med i skole. 

I år har børnene fx haft 100 havregryn med, 100 stykker rav, 100 pokemonkort, 100 gram popcorn. Og festen bliver holdt sammen med børnenes venskabsklasse, som er en 5. klasse.

“De ældre elever blander sig også og synes, det er interessant med festen. De kan huske det fra deres egen tid i børnehaveklasse og spørger de små ind til, hvad de har med i skole med 100. Det synes de små jo er super sejt”, fortæller hun.

Stoltheden er noget af det fedeste ved at holde 100-dages fest, siger Bettina Lindgaard. Og så er det en bonus, at nedtællingen og fejringen indeholder mange potentialer for læring. Børnene lærer at tælle, der er lege med målestok og længde, lette regneøvelser med tid og meget mere.

“Man kan proppe utroligt meget læring ind. Vi talte for eksempel om, hvor lidt 100 havregryn fylder i forhold til, hvor meget 100 gram popcorn fylder”.

“Når festen er overstået, vil de meget gerne tælle videre. Så taler vi om, hvor mange dage vi har tilbage, inden de skal i 1. klasse, og nogle lærer så hurtig, at de kan regne det regnestykke ud. Så plejer vi at begynde at fjerne et led fra Ole Orm, så det pludselig går den anden vej”, siger Bettina Lindgaard og tilføjer:

“Men det ved jeg ikke, om vi skal i år, for den er blevet så flot med alle tegningerne”.

Sådan ser Ormen Ole i den ende ende...
...og sådan ser han ud i den anden.