»En ko og en so«. Og så skal der skrives fine bogstaver på dobbeltlinjer. Så kan man altid læse sin egen spændende bog om dinosaurer, når man kommer hjem. For når man er seks år, gør man, hvad man får besked på, og vil ofte gerne være som de andre i klassen.

Der findes masser af forskning i, hvordan man identificerer og hjælper børn, der har svært ved at lære at læse. Men de børn, der allerede læser som fire-femårige, har der ikke været meget fokus på - hverken i forskningen eller i skolen. Peter Heller Lützen, som er faglig konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning, er i øjeblikket i gang med at sammensætte et forskningsreview over tidlig læsning.

»Der findes to store, klassiske projekter fra USA og Skotland fra henholdsvis 60'erne og 70'erne og så to mindre danske fra 1992 og 2001. Det er det. Når jeg ser på danske artikler om differentiering af læseundervisning, handler det generelt om læsevanskeligheder. Man interesserer sig langt hen ad vejen - og med god ret - først for dem med vanskeligheder. Tankegangen er, at dem, der kan lære tingene selv, de skal nok klare sig«.

Peter Heller Lützen har fuld forståelse for, at det ikke er de her børn, der står øverst på lærernes opmærksomhedsliste. Men han vurderer, at der ofte vil være børn i hver børnehaveklasse, der kan læse allerede fra starten, og en håndfuld i slutningen. Dels er det ærgerligt, fordi de ikke udvikler sig videre fra det, de allerede kan, dels er der en risiko for, at de keder sig så meget, at de enten føler sig helt forkerte eller begynder at forstyrre de andre.

Hvem er de?

Men hvorfor kan disse børn allerede læse? Det er der mange svar på. Begge internationale studier viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem tidlig læsning og forældrenes uddannelsesniveau, og der er kun en såkaldt moderat sammenhæng med intelligens.

»Det afgørende er familiernes læsevaner og indstilling til læsning og skolegang. Det handler mere om, at børnene er vedholdende, kan lide at lave ting alene, holder af at koncentrere sig om det samme i længere tid ad gangen og har god evne til auditiv skelnen. Og allervigtigst er, at de er meget sammen med voksne, som selv læser og udviser glæde og engagement ved for eksempel avis- og romanlæsning. Voksne, som læser sammen med børnene og gør det på børnenes præmisser ved for eksempel at lade dem vælge, hvad der skal læses, og ikke mindst tale om, hvad man læser«, fortæller Peter Heller Lützen.

I de ældre studier er der altså ingen sammenhæng mellem tidlig læsning og forældrenes uddannelse, men man ved i dag, at der er en social slagside i forbindelse med for eksempel højtlæsning i hjemmet. Hvad det betyder for de tidlige læsere, ved man ikke.

Efter al sandsynlighed er der en medfødt faktor, så nogle har lettere og nogle sværere ved at lære at læse. Men det, man er født med, skal møde noget, forklarer Peter Heller Lützen.

»Der skal være et hjem, hvor der er bøger. Hvor man giver dem i fødselsdagsgave, hvor man læser højt og fortæller hinanden om det. Du kan have et nok så godt kognitivt udgangspunkt, men ligesom med meget musikalske mennesker hjælper det ikke, hvis de aldrig ser et instrument«.

En del af børnenes forældre fortæller, at de intet har gjort aktivt for at få børnene til at læse. Andre henviser til didaktisk børnefjernsyn.

I 60'erne og 70'erne, hvor de internationale studier blev gennemført, var det den officielle holdning, at læsetræning var skolens opgave, og at for tidlig læsning kunne være skadeligt for børnenes hjerner. Den holdning er man jo gået helt bort fra i dag.

»Men der er et historisk ekko. Vi havde for nylig en mor, der var meget bekymret, fordi datteren var begyndt at læse. 'Skal vi flytte alle bøgerne?' spurgte hun. Børnehaveklasselæreren svarede selvfølgelig nej. Der er intet, der tyder på, at det kan være for tidligt, hvis barnet har lyst, og man leger med det«.

Der er dog fortsat nogle steder advarsler mod læsningen, fordi børnene så kommer til at kede sig i skolen.

»Det kan jeg måske bedre forstå, men netop derfor er det jo vigtigt, at børnene mødes der, hvor de er, for mange af børnene udvikler underudviklingsstrategier. De viser ikke lærerne, hvad de kan, fordi de gerne vil passe ind. Og så kan de være svære at opdage«.

Hvad kan skolen gøre?

Men hvad er så skolens opgave? Ifølge Peter Heller Lützen handler det først og fremmest om at vide det - altså opdage, at der sidder børn i klassen, som allerede kan læse. Og derefter at agere på det.

»Jeg ved godt, at vi tester mere end nogensinde før. Men det er ikke engang sikkert, at man fanger det i en sprogscreening. Så det er noget andet, der skal til«.

I København har Skolen på Islands Brygge kontaktet videncenteret for læsning, fordi lærerne var nysgerrige efter at vide, hvordan de skulle håndtere de tidlige læsere. Det blev startskuddet på et projekt, hvor de sammen har søgt penge fra Undervisningsministeriets talentpulje (rettet 15/5, red.)  og nu er i gang med at udvikle værktøjer til lærerne.

»Det er et iagttagelsesværktøj, ikke en test. Målet er at få en systematik ind i den måde, man observerer børnene på, så man netop opdager de tidlige læsere og derfra har et udgangspunkt for at udvikle dem og give dem noget ekstra. Vi arbejder på det sammen med lærerne frem til efteråret«.

Når man så har den viden, skal der ageres. Her er det umiddelbare svar differentiering. Peter Heller Lützen er helt klar over, at masser af lærere allerede i dag giver eleverne forskellige læseoplevelser efter deres niveau. Men der er også fortsat klasser, hvor alle læser den samme bog hele tiden og bevæger sig frem i samme tempo.

»Vi er jo gået væk fra at dele børnene op i niveauer. Men en gang imellem er det måske meget godt. Kora har udarbejdet en rapport om højtbegavede børn. Rapporten viser, at det er godt for dem at gå i en stamklasse og så en gang imellem blive taget ud til noget særligt. Vi tænker, at det samme måske gør sig gældende for de her elever«.

Peter Heller Lützen henviser til DPU's læremiddelundersøgelse, som beskriver en ret slavisk progression. Han understreger, at undervisningen selvfølgelig ikke er et direkte spejl på læremidlerne, for den dygtige lærer ved godt, at det må man afvige fra. Men der er en udfordring i undervisningsmidlerne, mener han:

»De har stort set alle sammen det udgangspunkt, at børnene ikke kan læse, når de starter i børnehaveklasse. Men virkeligheden er bare, at nogle kan. Og den gruppe vil formentlig være i vækst, fordi både daginstitutioner og forældre er meget opmærksomme på det her«.

En måde at gå til differentiering kan også være et princip, som er populært i New Zealand, USA, England og Norge - kendt som guided reading eller stationslæsning. Her er børnene inddelt i små grupper i læsetiden, så de læser på deres eget niveau og sammen med andre på samme niveau, og så bliver de løbende flyttet videre i nye grupper efter deres progression.

»Fordelen ved det er, at det kan lade sig gøre, uden at man skal have voldsomt mange flere resurser. Jeg er helt med på, at der er masser af andre ting, der skal fungere, før man kan begynde at tænke på det her som lærer. Men netop derfor er det værd at tage med, at de små dryp også kan gøre noget. Guided reading kræver mest en omorganisering, og at man udvikler materialer til hinanden på en skole, som man så kan genbruge. Og det gode er så, at de tidlige læsere også udvikler sig«.

Man ved ikke med sikkerhed, hvad tidlig læsning betyder for det videre uddannelsesforløb

»Der er nogle, der siger, at hvis man lærer noget tidligt, har man mere tid til at øve sig, og så vil man være bedre i 3.-4- klasse, hvor læsning bliver mere fagligt orienteret. I indskolingen er der meget fokus på at lære at læse, mens der fra omkring 3. klasse kommer mere fokus på at læse for at lære. Hvis man har fået gode strategier for tilegnelsen af nye ord, vil det være nemmere at tilegne sig ny viden senere. Men det er ikke entydigt, om man bevarer forspringet. Og det er jo igen også afhængigt af, hvad man bliver mødt med i skolen«, siger Peter Heller Lützen.