Ældre læsere kan muligvis huske Karl Bjarnhof, der lavede nogle eftertænksomme kulturprogrammer i fjernsynets sort-hvide ungdom. I de øjeblikke tobakstågerne gjorde det muligt, kunne man se kloge mænd og kvinder udsat for noget, der mere var dannet og behagelig samtale end egentligt interview.

Dette fjerne minde dukker op ved læsningen af denne fortrinlige bog, der består af udskrifterne af en fransk tv-journalists samtaler med Piaget for 30-35 år siden. Stilfærdigt og begavet, tilsat spindende kat og alpehue, kommer duoen igennem store dele af den alsidige videnskabsmands tænkning, som han selv var den første til at erkende ikke var evig. Han mente, at den nærmere måtte beskrives som tankemæssige strukturer, der med tiden måtte blive opfattet på andre måder og indgå i nye strukturer.

Denne tilgang gør hans tænkning af betydning langt uden for psykologernes kreds - Piaget var i øvrigt selv i tvivl om, hvorvidt han var psykolog eller epistemolog (slå det selv op! Og læg i øvrigt ikke fremmedordbogen for langt væk under læsningen!). Hans tilgang til, hvordan mennesket i sin hjerne opfatter sin omverden ved at sætte sine erkendelser ind i en struktur, der hele tiden revideres i lyset af nye erfaringer, gør ham til en central ingrediens i litteraturforskernes og filosoffernes strukturalisme.

En del af kapitlerne former sig som en gennemgang af Piagets eksperimentelle iagttagelser af, hvordan børn i forskellige stadier opfatter deres omverden - de iagttagelser, der i 1970'erne blev udgivet i Munksgaards socialpædagogiske bibliotek med Hans Vejleskov som udgiver. Men de er her udvidet med Piagets kommentarer til metoderne og et indblik i, hvor meget øvelse og træning det krævede, før hans medarbejdere kunne præstere virkelig neutrale observationer.

Læsningen er til tider ganske krævende for den, der ikke som Piaget ubesværet hopper fra det ene videnskabsfag til det andet, når en pointe skal illustreres med et eksempel. Men vi føres sikkert rundt i videnskabernes historie, imponerende og inspirerende.

Piaget holdt fri en gang imellem. Tog på cykeltur, passede sine planter, lavede fondue af lige dele ost og kirsebærbrændevin. Og læste romaner, hvormed han opdagede erkendelsesstrukturer blandt figurerne i verdenslitteraturen. Desværre for litteraturforskningen fulgte han ikke disse iagttagelser op i et samlet værk. Det ville ellers have været interessant.

Bogen giver et velkomment gensyn (eller human introduktion for nye læsere) med et menneske, der tænkte så dybt og så meget. På vores alle sammens vegne. Behagelig bog om emner, der er vigtige for enhver lærer, der vil forstå, hvordan børn tænker. Og meget andet i tilgift.