Fakta:

Perspektiver på praksisfaglighed – Skoleudvikling og forandring på tværs

Redaktør: Julie Borup Jensen

250 kroner

142 sider

Aalborg Universitetsforlag

Bogen 'Perspektiver på praksisfaglighed' udspringer af et forsknings- og udviklingsprojekt igangsat i 2018. Formålet har været at få belyst, hvordan der kan skabes bedre sammenhæng mellem grundskole og erhvervsskole og ad den vej vække interesse hos elever for at søge erhvervsfaglige uddannelser. Den rammesættende forskning er varetaget af forskere fra Aalborg Universitet, der er ”optagede af samskabende forskning, især på uddannelsesområdet”.

Indledningsvis afgrænses brugen af begrebet ”praksisfaglighed”, ligesom der gøres meget – rigtig meget – ud af beskrive den forskningsmæssige ramme, der har været omkring projektet. Her redegøres for strukturen, med afvikling af i alt 27 projekter, gennemført med deltagelse fra 58 grund- og erhvervsskoler rundt om i landet. Som en gennemgående rød tråd undervejs har der været afholdt udviklingsseminarer, baseret på forskningscirkler, som fora for udveksling af erfaringer og ideer til fremadrettet projektudvikling.

Redaktionelt indledes bogen af et kort forord og en introduktion til de primære forskningsbegreber. Efterfølgende følger tre tematiske dele, der hver tæller to kapitler. Delene omfatter 'Praksisfaglighed som fænomen', 'Bottom-up-tilgange til forandring og skoleforskning' og 'Kroppen, sanserne og den fysiske omverden i praksisfaglig undervisning'. De enkelte kapitler kan læses uafhængigt af hinanden, ligesom hvert kapitel er forsynet med sit eget litteraturafsnit.

I indledningen til kapitel 1, der indgår som det ene af to kapitler i den del af bogen, der retter fokus mod praksisfaglighed som fænomen, står der blandt andet: ”Formålet med denne antologi er at kaste et kritisk-konstruktivt lys over praksisfaglighed som et nyere fænomen i den uddannelsespolitiske diskurs”. I sig selv et udmærket formål. Men også et ambitiøst et af slagsen, der kan tilgås på mange måder. Når for eksempel Lars Bang i kapitel to tager et historisk kig på det tidligere skolefag håndarbejde ved at dykke ned i henholdsvis Den Blå Betænkning (der fulgte Skoleloven af 1958) og Lov om Folkeskolen af 1975, forekommer det lidt vel hurtigt, at de afrundende konklusioner på det nærmeste skøjter hen over de senere skolelove og med dem de fagprofessionelle drøftelser og konkrete ændringer, der gennem næsten et halvt århundrede har haft betydning for opfattelsen og udfoldelsen af håndværk, kunsthåndværk, designproces og ikke mindst den faglige konstruktion 'håndværk og design' i grundskolesammenhæng. Kapitlet afsluttes med følgende til salut til kritisk-konstruktiv overvejelse: ”Uden lærere, der samtidigt er håndværkere, eller nærmere ’didaktiske og pædagogiske håndværkere’, har genkomsten af praksis trange kår og risikerer at blive endnu en abstrakt reflekterende øvelse for folkeskolens elever”. Desværre får vi ikke her nogle direkte pejlemærker fra deltagere i de omtalte forskningscirkler.

I kapitel tre er der lidt mere at hente, da Julie Borup Jensen dykker ned i en håndfuld temaer, der udspringer af arbejdet i de omtalte forskningscirkler. I stikordsform rettes fokus mod samarbejdet mellem folkeskole og erhvervsskole (hvilket vel reelt er en del af forudsætningen for hele forskningsprojektet), mod det at skabe læringsglæde, mod et ønske om skabe større prestige omkring erhvervsfaglige tilgange og mod det at skabe læring på tværs af praktisk-musiske fag og ”obligatoriske fag” – der menes formentlig ’boglige fag’, idet såvel madkundskab, billedkunst som håndværk og design er obligatoriske. Endelig skitseres muligheden for at udvikle kriterier for vurdering af praksisfaglige kompetencer hos eleverne i udskolingen.

Senere udfoldes valget af forskningsmetode med henvisning til tidligere forståelse af aktionsforskning og en særlig betoning af det ligeværdige element i dialogen. Med henvisning den svenske forsker Sven Persson og hans arbejde med udvikling af selve metoden, argumenteres: ”At vælge tilgangen forskningscirkler er således det foreliggende projekts ambition om ikke at søge en bestemt, normativ udgave af praksisfaglighed som begreb eller praksis, men netop at lægge en stor del af definitionsmagten i hænderne på professionsudøverne”.

Sammenfattende kan bogen ses som et vedkommende indlæg i debatten om veje til skoleudvikling. Med den stringente rammesætning af forskningsdesignet og de forskellige tilgange til belysning af forløb og processer lægges der op til nogle relevante arbejdsformer, der vil kunne finde anvendelse i forskelligt uddannelsesregi. Aktuelt har projektet arbejdet med afsæt i grundskolen og erhvervsskolerne, hvilket primært belyses i en forskningsmæssig kontekst.

Tilbage står praksisfaglighed fortsat som det nye begreb, der fremadrettet vil få sin egen identitet i takt med at det blive tonet i forskellige retninger, afhængigt af konteksten.