Håndværk & design
Et engelsk studie viser klare sundhedseffekter af at dyrke håndværk og håndarbejde i fritiden.
StefaNikolic
Ny forskning: Håndværksarbejde giver større følelse af mening i livet end et job
Et nyt engelsk studie peger på, at crafting kan gøre en forskel for folkesundheden. Folk, der dyrker håndværk, er gladere og mindre ensomme.
Burde læger i virkeligheden ordinere strik og snitning på lige fod med motion og sund kost?
Et nyt engelsk studie viser, at mennesker, der beskæftiger sig med fx sløjd, broderi, hækling, keramik eller kunstmaling, er gladere og mere tilfredse.
"Vi kan se en tydelig effekt af crafting og andre kunstneriske aktiviteter på folks følelse af, at deres liv er meningsfuldt", forklarer leder af studiet professor ved Anglia Ruskin University Helen Keyes i en pressemeddelelse.
"Faktisk kan vi se større effekt af crafting end af at være i arbejde. For crafting giver ikke kun en følelse af at præstere noget, det er også en meningsfuld måde at udtrykke sig selv på. Det er ikke altid tilfældet med arbejde", siger hun videre.
Studiet er gennemført af en gruppe forskere, som blev inspireret af den opblomstring af håndarbejdsaktiviteter som værn mod depression og ensomhed, der skete under coronaepidemien.
De har analyseret 7.182 borgeres svar i en årlig ministeriel undersøgelse af folks engagement i kultur, medier og sport. Og i modsætning til andre studier af crafting, som ofte fokuserer på et specifikt område, kunne forskerne her se på en bred vifte af aktiviteter.
"Deltagerne er blevet spurgt til deres engagement i en lang række aktiviteter og til deres følelse af glæde, angst, livsglæde og følelse af mening i livet. Resultatet var tydeligt", fortæller professor Helen Keyes.
Mennesker, der engagerede sig i kunst, håndværk og håndarbejde, rapporterede højere niveauer af glæde, meningsfuldhed og tilfredshed med livet.
"At engagere sig i crafting hænger sammen med en større følelse af, at livet giver mening, større tilfredshed med livet og mere glæde. Og effekterne var til stede efter, at vi have renset for socioøkonomiske faktorer. Det ser ud til, at crafting kan bidrage positivt til ens velvære uanset ens øvrige livsvilkår", siger Helen Keyes.
Måske værd at ordinere crafting
Selv om effekterne ikke er kæmpestore, så er de ligeså store som sociodemografiske faktorer, som er langt sværere at ændre på. Derfor kommer Helen Keyes med en opfordring:
"Måske bør regeringer og sundhedsmyndigheder overveje at finansiere og fremme crafting eller ligefrem ordinere disse aktiviteter til udsatte befolkningsgrupper som en del af en forebyggende indsats for et godt mentalt helbred".
Læs mere i forskernes artikel i det medicinske tidsskrift Frontiers in Public Health.