»Goddag, det er Bjørn Nørgaard. Du har fået en idé?«

Stemmen er karakteristisk slæbende, skarp uden at være klar. Forspillet til den uventede opringning har været samtaler og mails med folkene omkring billedkunstneren. Uden at det egentlig virkede, som om der var hul igennem. Men nu har han altså fået beskeden - og så handler det om at overbevise: Vil han med ud at besøge skolerne i barndommens land? For at tale om bygninger, barndom og det, der ikke læres bedst ved at læse bøger.

Med folkeskolereformen er det ambitionen, at der skal undervises og læres på nye måder. Derfor var det oplagt, at ministeriet inviterede Bjørn Nørgaard til i fjor at holde tale på sensommerens Sorø-møde: Den modne kunstners tanker har sine udspring i billedhuggerværkstedet. Han er et eksempel på, hvad der kan komme ud af at arbejde med et konkret håndværk. At arbejde med det fysisk sansede og bygge videre på det - konkret erfaringsbaseret viden stimulerer fantasi og kreativitet. Godt håndværk og gode bygninger sender signaler til eleverne om respekt og tillid.

Der gik en mur igennem skolegården. Drengene på den ene side og pigerne på den anden. Op til muren var der dog skure, og det gjaldt derfor om at kravle op på skurene og få et glimt af dem på den anden side af muren.

Afstanden fra start-50'ernes skolevirkelighed til i dag er næsten ubegribelig. Til trods for at der bare er tale om 60 år i vores tidsregning. Da den lille skoledreng Bjørn Nørgaard rendte til Hillerødgades Skole på Ydre Nørrebro, løb han fra et hjem uden fjernsyn eller telefon. Han spurtede igennem tunnelen, selvom det egentlig kun var sporvognen, der måtte det, så man skulle skynde sig igennem.

For den unge Bjørn og flertallet af de nye klassekammerater var det første møde med en institution. Børnehavealderen var brugt i børnestyrede fællesskaber i gården, hvor voksne ikke spillede en specielt stor rolle.

»For mig var det overvældende at gå ind ad en dør og gøre noget, man fik besked på«, fortæller Bjørn Nørgaard.

Langs muren op til indgangen løber en bænk. Det har den gjort hele skolens levetid - det solide håndværk, som vi kan konstatere har 100 år på bagen, begejstrer billedkunstneren.

»Der er ikke mange af de bænke, som man sætter op i dag, der holder i 100 år, men den her har altså stået der i 100 år«, siger Bjørn Nørgaard. Inden for døren står også trappen, stort set som den blev snedkereret for 100 år siden. »I de her tider, hvor man ævler om miljø og resurser, er sådan et hus jo ekstremt resurserigtigt«.

I dag regner man slet ikke med, at bygninger holder så længe. Et hus bliver afskrevet over 30 år, ligesom bygningens drift- og anlægsbudgettet er adskilt. Så et solidt, ordentligt byggeri er ikke nødvendigvis en god forretning i et kommunaløkonomisk regneark, derimod er der penge at spare med billigt byggeri, hvorefter fremtiden må tage sig af de udgifter, det måtte koste at vedligeholde det.

»Hvis du bygger solide huse, kan du blive ved med at genbruge dem - du kan blive ved med at lave om på dem. Du river jo heller ikke de dårlige huse ned efter 25 år, selvom de er udtjente, så du skal blive ved med at renovere på dårligt byggeri«, siger Bjørn Nørgaard.

En lang gang forbinder skolens gamle pigeafdeling med drengefløjen - trappetrinnet ned udgøres af en granitsten.

»Prøv at se, det er en hel sten. Det er jo fantastisk«.

Den slags langtidsholdbare løsninger møder man ikke mange af i nutidens byggerier.

»Problemet er, at når man bygger i dag, regner man ikke levetid ind i kvadratmeterprisen. Der er ingen, der overhovedet tager ind i budgettet, hvad levetiden er på materialerne. Hvis du havde levetid og drift med i anlægsbudgettet - så ville det være et helt andet regnestykke. Man vil ikke udarbejde økonomiske modeller, der giver mulighed for at tænke i økonomi over lang tid, og så vælger man at bygge noget lort«, siger Bjørn Nørgaard.

Rammesave

Sløjdlokalet på skolen har gamle høvlebænke, ligesom værktøjet også på en forunderlig facon sender en hilsen fra fortiden.

»Det er rammesave«, udbryder Bjørn Nørgaard begejstret. »Der er ikke mange, der kan lægge en rammesav i dag. Du kigger ned, og alt efter hvad du saver, lægger du den ud«. Bjørn Nørgaard lærte rammesaven at kende, når han arbejdede med hos morfaren, der var møbelsnedker. Da morfaren mistede synet, hjalp den unge Bjørn med at lægge savene op. Første opgave til de kommende møbelsnedkere dengang var at bygge deres eget værktøj.

»Alle tror, at alting bliver lavet på maskine. Men nogle af de fineste møbler, vi har i dag, de er lavet i hånden«, siger Bjørn Nørgaard. Han har oplevet årtiers nedvurdering af håndværk og erfaringsbaseret viden. Derfor er det også noget, der vil tage tid at ændre - han mener, at det er skolens ansvar, at både børnene og de unge lærer og opdrages til at bruge deres eget sanseapparat og fantasi. I den sammenhæng håber han, at statusforholdet mellem håndværk og det boglige vil blive anderledes i fremtidens skole:

»Så den rationelle eksakte viden sidestilles med den intuitive erfaringsbaserede viden«.

Skolen producerer viden

Bjørn Nørgaard oplever i øvrigt, at politiske påstande og økonomiske ideer bliver kaldt eksakt viden uden at være det.

»De kunne lige så godt sige det modsatte. Vi er enige om, at der er grænser for, hvor stor den offentlige sektor kan være. Men at lade som om den offentlige sektor kun er udgifter - det er jo vrøvl. Problemet i dag er, at de visioner, der findes politisk, alle sammen går ud fra, at vi skal levere produktive mennesker til erhvervslivet, fordi erhvervslivet er det eneste, der leverer værdi. Men det samfund, som vi lever i, er resultatet af den værdiskabelse, som er kommet ud af kunstnere, filosoffer, forfattere og skolemennesker som Grundtvig. Og i dag siger man, at alt offentligt forbrug er udgifter. Men skolen er jo produktiv, den producerer jo viden. Hvis ikke man lægger den værdiskabelse ind i beregningerne, så kan man jo sagtens få samfundet til at se håbløst ud«, siger Bjørn Nørgaard. »Problemet er, at det er forkert, ligesom det er forkert, når man skiller drift og anlæg ad i forbindelse med byggeri«.

Et nyt århundrede

Der er omkring en håndfuld kilometer fra Hillerødgades Skole på Ydre Nørrebro til Marielyst Skole i Søborg. Bjørn Nørgaard flyttede med familien allerede efter 1. klasse. Væk fra det tætbebyggede nordvestkvarter. Familien flyttede til en nyere lysere lejlighed med altan, og den lille Bjørn flyttede til Marielyst Skole.

Til højre for hovedindgangen ligger den tidligere pedelbygning. Pedellen var en ordentlig kleppert, der påtog sig et personligt ansvar for skolen og dens interiør. Det var om ikke at blive opdaget, hvis man havde forbrudt sig mod reglerne. Mens turen til skole tidligere gik til fods gennem sporvognens tunnel, havde Nørgaard en cykeltur, der tog præcis fem minutter, for man skulle være igennem porten, når klokken holdt op med at ringe. Ellers stod den på en »nød« (slag med midterste kno oven i hovedet, redaktionen) eller en sveder.

»Og svedere, det gad man ikke«.

Selve omplantningen husker Bjørn Nørgaard som en positiv luftforandring - blandt andet fordi Gladsaxe efter nogle år fik Erhard Jakobsen i spidsen, der var »en fantastisk borgmester«, som havde indført den nyeste pædagogik.

»Det var en helt anden måde at gå i skole på«, siger Bjørn Nørgaard.

Som den tidligere skole var den nye af håndværksmæssigt høj standard. Tegnet af Vilhelm Lauritzen efter »funktionalismens lærebog: Store vinduespartier, masser af lys, åbne gangarealer, lyse farver, et enkelt udformet interiør og et meget, meget smukt hus«, har Nørgaard skrevet om skolen.

I dag arbejder håndværkere på højtryk med renoveringen. Centralt i skolen står aulaen, der som et stort fælles rum er erklæret bevaringsværdigt. En bevaringsværdi, der i øvrigt blev vedtaget i den seksårige periode, hvor Bjørn Nørgaard var formand for »Det Særlige Bygningssyn«, der står for vurdering af bygningers bevaringsværdi. Selvom aulaen bevares, bliver skolen en lang række steder forandret markant.

Før vi går ind, opremser Nørgaard grundreglerne for nybyggeri:

Gips er bandlyst!

»Ingen gipsplader på en skole. Ingen gipsplader for himlens skyld, gipsplader kan ikke holde til noget. Det skal være noget, du kan sparke til, det er regel nummer ét«.

»Regel nummer to: Du skal bygge det i materialer, der kan vedligeholdes. Der skal være én gang om året, hvor skidtet bliver sat i stand. Når vi kom tilbage fra sommerferie, stod alting som nyt«, siger Bjørn Nørgaard. Han understreger, at vel vedligeholdte skolebygninger giver børnene en fornemmelse af, at de lever i et samfund, der er til at regne med. Og en oplevelse af, at mennesket er i centrum.

Inde på skolen er det første, der møder os, gipsplader - et efter sigende utroligt anvendt materiale i byggeri og renovering af landets skoler. Så Nørgaard går hurtigt forbi - op ad trappen, der stadig har sit oprindelige messinggelænder. Heroppe har vi et godt udsyn over aulaen.

»Arkitekturen siger: Fællesskab er vigtigt. I dag er det det individuelle, som er vigtigt«, kommenterer Nørgaard. Han fortæller om en skoletid i Søborg, der var centreret om idræt, og om hvordan den lidt nørdede botaniklærer »Ålen« blev elevernes helt, da en fugleedderkop, der havde rejst med en banankasse til Danmark, blev holdt i live på grund af Ålens indsigt i edderkoppens kost. Sådan fortæller Nørgaard, mens vi bevæger os rundt på skolen.

Klasselokalerne skal lægges sammen, så skolen i fremtiden kan huse flere elever per klasse. Bygningen har i den proces mistet noget af sin vindstyrke, og der bliver derfor sat stålbjælker op som nye bærende elementer. En »udmærket løsning«, siger Nørgaard, men man kunne også have valgt at mure op igen. Stålbjælkerne er et fravalg af en muret mur.

»Problemet er, at håndværk er baseret på erfaring og traditionelle materialer. Når du har stål og betonkonstruktioner, så ligger der færdige beregninger over materialets trykstyrker og så videre. Men murværk er jo afhængigt af den murer, der står og murer det. Derfor vælger man stål - eller beton - for beregningerne kan trækkes lige ud af skuffen«, siger Bjørn Nørgaard.

Den menneskelige faktor mangler

Ifølge Nørgaard er det en udvikling, der for alvor har taget fart med montagebyggeriet. Tidligere var håndværkere og murere i langt højere grad med til at bygge husene. Ligesom tidligere tiders arkitekter og designere var uddannede håndværkere, der byggede oven på deres oprindelige uddannelse.

»Derfor er håndværkere i dag bare nogle, der kommer og udfylder en funktion. Man har ikke lyst til at bruge erfaringsbaseret viden, fordi det ikke kan sættes på en formel. Den menneskelige faktor er uberegnelig. Og jo mere du kan fjerne mennesket fra produktionen, i des højere grad kan du beregne«, siger Nørgaard. Han mener, at man med instrumentaliseringen af håndværkerne går glip af noget væsentligt:

»Hvis ingeniøren kan gå direkte ned til smeden med sin tegning, og smeden så kan sige: 'Det er ikke til at lave, du skal gøre sådan i stedet', så opstår der en dialog mellem den konkrete praktiske realitet og den mere teoretisk baserede måde at tænke på. Det er den kombination, som dansk design og arkitektur er vokset ud af«, siger Bjørn Nørgaard. Netop magtforholdet mellem den erfaringsbaserede viden og den teoretisk udregnede har ifølge billedhuggeren brug for et skub.

»Mange generationers nedvurdering af erfaringsbaseret viden kan du ikke bare ændre over en nat. Der er brug for en fuldstændig mentalitetsændring. Problemet er, at de politikere, der sidder og ændrer på uddannelserne, ikke aner, hvad de taler om. De ville ikke selv have drømt om at tage en faglig uddannelse. Vi har fået tudet ørerne fulde af, at det fineste, man kan gøre, er at tage en boglig uddannelse - og at det kun er alle tumperne, der tager en håndværkeruddannelse. Det er sådan, det ligger inde i hovedet på de fleste mennesker. Det vil sige, at man bevidst har nedvurderet håndværk, og erfaringsmæssige evner bliver opfattet som mindreværdige. Det er en hel mentalitet, der skal ændres«, siger Bjørn Nørgaard.