Til marts findes tre vinderhold i Active Sister Schools, der får lov at tage til afslutningsceremoni i Polen.
Johnny Wichmann / Dansk Skoleidr
15 danske skoler får ukrainske bevægelses-pennevenner online
På fredag mødes 15 danske 2. og 3. klasser online med ukrainske og polske jævnaldrende for at bevæge sig sammen. Det vil gentage sig en gang om måneden til og med januar i projektet Active Sister Schools.
Trods den russiske invasion af landet fortsætter ukrainske elever med at gå i skole eller at modtage online-undervisning.
Gennem et nyt projekt får 15 2. og 3. klasser fra danske skoler mulighed for at få indsigt i den ukrainske hverdag - og at kommunikere med ukrainske elever gennem bevægelsens sprog.
Active Sister Schools hedder projektet, der inspireret af det klassiske penneven-system kobler en dansk, en ukrainsk og en polsk klasse sammen.
Klasserne mødes til og med januar online en gang om måneden og dyster i forskellige bevægelseslege. Første gang er på fredag den 15. september.
Eleverne fra de tre deltagende lande skal efterfølgende lære noget om hinanden, når de gennem månedlige udfordringer bliver klogere på for eksempel hinandens kultur, traditioner, geografi.
"Projektet er opstået ud fra et ønske om at støtte de ukrainske skolebørn. At give dem en linje ud til resten af verden, selvom de måske modtager undervisning i et isoleret beskyttelsesrum eller hjemmefra, fordi deres skoler ikke eksisterer længere. At skabe noget glæde, trivsel og et frirum fra bekymringer", lyder det i en pressemeddelelse fra Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt, der står bag projektet sammen med den polske organisation V4Sport, UkraineActive og International Sport and Culture Association (ISCA).
Det er støttet af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.
Stor interesse
Projektet starter med deltagelse af 15 klasser fra hver af de tre lande. Langt flere end 15 danske skoler har dog ansøgt om at være med.
Derfor oprettes der et kartotek, hvor flere klasser fra de tre lande løbende kan registrere sig og blive forbundet med hinanden.
En af de skoler, der nåede at tilmelde sig blandt de første 15, er Broby Friskole på Fyn. Her tilmeldte lærer Hanne Bording Jørgensen sin 2.-klasse.
"Jeg så, at det både handler om bevægelse i undervisningen, og at der er et kulturelt aspekt. Og så passer det rigtig godt med, at det lige var Polen og Ukraine, fordi vi har en pige med polske forældre og en pige med en mor fra Ukraine i klassen, ligesom vi også har to piger, der er halvt russiske. De er alle sammen rigtig spændte på den dag, vi skal være online. De vil helt vildt gerne kommunikere og lege med børn fra andre steder i verden", siger hun og tilføjer:
"Vi ved jo ikke, hvor berørte de børn fra Ukraine, som vi kommer på hold med, er af krigen. Men vi ser, hvad der sker. Vi skal ikke gøre børn i Danmark bange, og vi skal ikke gøre børn i Ukraine misundelige. Hvis de ukrainske børn har lyst til at fortælle noget, så snakker vi om det – hvis ikke, så lader vi bare være. Hvis snakken falder på situationen i landet, så vil vi jo nok spørge ind til, om de går i skole eller ej fx – på den måde kan man jo godt snakke krig uden, at det bliver tungt".
Til marts findes tre vinderhold, der hver får lov at sende to deltagere til en afslutningsceremoni i Polen.