Skolepolitik

Enhedslistens Mai Villadsen var tirsdag kritisk over for regeringens planer om at nedlægge blandt andet Dansk Center for Undervisningsmiljø og Rådet for Børns Læring.

Røde partier om nedlæggelse af undervisningsmiljø-center: Forkert vej at gå

Hverken SF, Enhedslisten, Radikale eller Alternativet mener, at regeringens plan om at nedlægge Dansk Center for Undervisningsmiljø er en god idé. ”Ufornuftigt, uklogt og helt forkert”, lød det blandt andet fra Folketingets talerstol

Flere partier kritiserede tirsdag i folketingssalen regeringens planer om at nedlægge blandt andet Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) og Rådet for Børns Læring.

Det skete under førstebehandlingen af det lovforslag, som har til formål at komme af med noget af statens bureaukrati på undervisningsområdet. Konkret kan man med lovforslaget spare 15 fulde årsværk. I alt vil staten spare 1000 stillinger i 2025.

Både SF, De Radikale og Enhedslisten og er dog uenige i, at de 15 stillinger skal findes hos  DCUM og Rådet for Børns Læring. Fra Enhedslistens undervisningsordfører Mai Villadsen lød det:

”Det mener jeg er ufornuftigt, uklogt og helt forkert at gøre. Man kan godt tage et rigtigt sigte mod at ville mindske bureaukratiet, men jeg mener, at nogle af de her opgaver er rigtig væsentlige”.

Hun slog fast, at Enhedslisten stemmer imod forslaget.

De Radikales undervisningsordfører Lotte Rod var også kritisk. Ifølge hende har Dansk Center for Undervisningsmiljø og Rådet for Børns Læring ”ingenting at gøre med, at der blevet ansat flere folk i ministerierne”.

”Det skal jo også være fedt at være elev i skolen. Man skal have det godt, når man er der, og derfor har Dansk Center for Undervisningsmiljø igennem årene spillet en virkelig vigtig rolle i at følge op de steder, hvor elever ikke er blevet behandlet ordentligt i skolen”, sagde hun.

Lovforslaget

- Nedlæggelse af Dansk Center for Undervisningsmiljø og overførsel af Den Nationale Klageinstans for Mobning til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, indtil klageinstansen udløber den 31. juli 2027. 

- Ændringer i lov om Danmarks Evalueringsinstitut som følge af, at Uddannelses- og Forskningsministeriets finanslovsbevilling til evalueringsinstituttet bortfalder. 

- Afskaffelse af det statslige kvalitetstilsyn med folkeskolen, herunder også specialområdet. 

- Afskaffelse af det lovbestemte, statslige tilsyn med regionale lands- og landsdelsdækkende specialundervisningstilbud m.v. 

- Nedlæggelse af Rådet for Børns Læring. 

- Afskaffelse af det statslige kvalitetstilsyn med kommunale internationale grundskoler. - Harmonisering af regler på gymnasieområdet om elevers klageadgang. 

- Forenkling af vedtægtsområdet gennem anvendelse af standardvedtægter og mindre tilsyn.

Lotte Rod slog dog fast, at selvom hun altså er kritisk over for dele af lovforslaget, så har hun forinden meddelt undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), at De Radikale ikke vil blokere for forslaget i folkeskoleforligskredsen.

Lotte Rod talte også på vegne af Alternativet, som ikke kunne være til stedet under forhandlinger. Hun overbragte den besked, at Alternativet ønsker at få lovforslaget opdelt, sådan at partiet har mulighed for at kunne stemme imod nedlæggelsen af Dansk Center for Undervisningsmiljø.

SF’s ordfører Sofie Lippert var utilfreds med, at lovforslaget kun har været i høring i en uge. En pointe, også Danmarksdemokraterne fremhævede.

Sofie Lippert mener heller ikke, at DCUM skal nedlægges, heller ikke selv om del af centerets opgaver lægges ind under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk).

”DCUM leverer noget, som Stuk ikke kan, nemlig konkret støtte til at skabe gode og trygge børne- og undervisningsmiljøer i praksis, lige fra 7.b til grøn stue. Derfor er vi i SF ikke tilhængere af nedlæggelse af centeret”, sagde hun.

Hun kunne ikke på nuværende tidspunkt sige, om SF kommer til at stemme for eller imod, når lovforslaget kommer til afstemning.

Ifølge undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil det dog ikke gå ud over elevernes undervisningsmiljø, at man nedlægger DCUM. Det argumenterede han for, da han afslutningsvis tog ordet.

”Undervisningsmiljølovens regler vil fortsat være gældende i forhold til den enkelte elev og studerende, og den myndighed, bestyrelse eller person, der har ansvar for uddannelsesstedet, vil fortsat skulle sørge for, at kravene i undervisningsmiljøloven bliver opfyldt”, lød fra ministeren.

Foruden regeringspartierne – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – bakkede Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti op om lovforslaget. Danmarksdemokraterne vil først på et senere tidspunkt tage stilling til, hvordan de forholder sig, når der skal stemmes.