Med Aula og Facebook kan lærere og forældre kommunikere på alle tider af døgnet om alt fra mistede gummistøvler til elevkonflikter. Men det er ikke ubetinget godt, for risikoen for konfliktoptrapning og misforståelser stiger, og digitaliseringen af kommunikationen skader mere, end den gavner, mener en række af skolens parter.

“Aula er en trojansk hest. Det har været en hjælp på visse områder, men der er kommet ekstremt meget støj på linjen. Der bliver skrevet rigtig meget og snakket meget mindre, og derfor er der plads til at udvikle rygter og skabe konflikter, der bare bliver større og større. Før i tiden havde vi snakket om det, og så var det det”, siger formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg.

I værste tilfælde kan den upersonlige digitale kommunikation “stikke helt af” og gå ud over lærere og ledere, mener Claus Hjortdal, formand for skolelederne. Han har fulgt mange sager, hvor forældre er gået sammen på sociale medier eller Aula i utilfredshed over en ansat på skolen, hvor læreren eller lederen til sidst er endt med at sige op, blive forflyttet eller afskediget.

“Der udvikler sig enormt hurtigt en folkedomstol, når vi bruger Aula og lukkede Facebook-grupper til at tale sammen. Tingene spidser til, og det er let at hoppe med på stemningen. De Aula-tråde var en stor fejl og er udtryk for en kommunikationskultur, som på ingen måde gavner samarbejdet”, siger Claus Hjortdal.

Rasmus Edelberg understreger, at langt de fleste forældre har høj tillid til lærerne og ofte får løst en konflikt ved at ringe eller snakke sammen. Men den skriftlige kommunikationskultur kan blive skadelig.

“Hvis man som lærer er genstand for ‘gadens parlament’, som Hjortdal beskriver, må det være rigtig ubehageligt, selvom det selvfølgelig sker sjældent”.

Forældreklager spøger

I Danmarks Lærerforening har man længe været opmærksom på problemet. Juristerne i foreningen oplever flere og flere sager, hvor lærere bliver uretmæssigt bortvist eller afskediget for anklager om ulovlig magtanvendelse eller upassende adfærd fra forældre og elever. Ofte bliver konflikterne store, fordi parterne aldrig får talt sammen, lyder det fra formand Gordon Ørskov Madsen:

“Vi oplever, at en episode bliver til en kæmpe sag meget hurtigt, fordi parterne ikke får sat sig ned og snakket sammen. Ofte handler de her ting om, at vi går galt af hinanden. Det skal heller ikke være sådan, at vi ikke kan lægge en beroligende hånd på skulderen og vise omsorg. Men det kan opleves anderledes af eleven. Det er vi nødt til at kunne tale om, uden at det skal føre til anklager”.

Camilla Bengtson, der er advokat i Danmarks Lærerforening, er en af dem, der hjælper og vejleder lærere, når deres ansættelse er i spil på grund af forældreanklager.

“Jeg har haft sager, hvor lederen får flere næsten helt ens klager over en lærer – sendt fra forskellige forældre til skoleledelsen kort tid efter hinanden. Det er tydeligt, at det er koordineret. På den anden side står en lærer og kolleger, der slet ikke kan få anklagerne til at passe med situationen, og hvordan læreren ellers er. Det er slående, at der sjældent er en reel samtale mellem forældre og lærer, hverken før klagen sendes, eller efter at den er modtaget”.

Selvom situationen bliver løst ved, at lederen eller kommunen kommer frem til, at den pågældende lærer har handlet korrekt og kan fortsætte som normalt, spøger forældrene ofte hos læreren.

“Jeg har talt med lærere, som ender med at flytte skole eller sige deres stilling op, selvom de har arbejdet der i mange år, er glade for deres arbejde og vellidte af deres elever og kolleger. Men det er simpelthen for hårdt at arbejde et sted, hvor man føler forældrenes og elevernes øjne hviler på en hele tiden”, siger Camilla Bengtson.

Samtale skal være obligatorisk

En del af løsningen kan være, at det trin, der i nogle tilfælde bliver sprunget over – nemlig samtalen mellem forældre og lærere – bliver en fastere del af proceduren, når en medarbejder møder anklager fra forældre og elever.

Det mener Danmarks Lærerforening, der foreslår, at proceduren bliver en del af de retningslinjer om forældreklager, som kan vedtages i kommunernes MED-udvalg, altså der hvor repræsentanter for både kommune, lærere og ledere er samlet.

I øjeblikket er man i sekretariatet ved at udarbejde en skabelon til en vejledning om håndtering af forældreklager, som MED-udvalgene rundtomkring i landet kan bruge, hvis de vil. Vejledningen kommer til at indeholde afsnit om, at det i mange tilfælde kan være en god idé at samle lærere og forældre som noget af det første, når der er sager om beskyldninger.

Claus Hjortdal mener, at netop sådan et afsnit til kommuner og ledere vil give mening i nogle tilfælde:

“Det er klart, at hvis sagen handler om noget dybt alvorligt og ulovligt, så skal det gribes anderledes an. Men at tage en snak så hurtigt som muligt, hvor læreren enten kan give en undskyldning eller forklare sig, det vil kunne løse rigtig mange konflikter”.

Rasmus Edelberg mener også, at det er en god ide at udarbejde sådan en vejledning.

“Det vil jo være en helt konkret måde at genskabe noget af den samtalekultur på, vi savner. Ingen har et fuldt billede af, hvad der er sket, og forældrene har jo kun et lille brudstykke. Så en samtale virker næsten altid konfliktnedtrappende”, siger han.

Kender ikke skolevirkeligheden

Rasmus Edelberg fortæller, at flere og flere forældre ringer til Forældrerådgivningen for at få råd til, hvordan de håndterer dårligt skole-hjem-samarbejde. Ofte handler henvendelserne om, at forældrene føler sig afkoblet fra beslutninger, der vedrører deres barn, og de føler sig ikke inddraget. De oplever typisk en masse kommunikation fra skolen på eksempelvis Aula, men de kan ikke finde rundt i det, og kvaliteten af det, de får at vide, er dårlig.

“Mange forældre føler sig afkoblet fra skolevirkeligheden, hvilket kan være rigtig ubehageligt. Især når de føler sig overvældet af informationer, de måske ikke rigtig kan bruge, og de samtidig oplever, at lærere og leder sjældent har tid til en snak”, siger Rasmus Edelberg.

“Når man så lige pludselig står med et barn, der fortæller, at det er blevet hevet i armen, så er det voldsomt. Og ofte ved man ikke, at virkeligheden i skolen er helt anderledes end derhjemme”.

Det billede genkender Gordon Ørskov Madsen.

“Lærerne skal ofte agere i situationer, som er præget af kaos, og hvor gulvtæppet er trukket helt væk under dem. Hvis du frygter for en elevs sikkerhed eller din egen, så har du ikke tid til at kalde på en anden voksen for at være sikker på, at der er et vidne og en, der kan hjælpe dig. Så skal du agere i øjeblikket. Og der kan ske fejl, men de fejl bør det være muligt at udrede efterfølgende”.

Lærerformanden frygter, at alt for mange lærere ender med at lægge bånd på sig selv og helt undgå at røre ved elever, også selvom det blot er et rosende klap på skulderen. Der mener Rasmus Edelberg ikke er en god udvikling:

“Vi skal ikke ende et sted, hvor lærerne ikke føler sig trygge ved at vise omsorg og glæde på en fysisk måde. Der skal være plads til at give et knus til en syvårig, der har slået sig, eller et klap på skulderen efter en veloverstået fodboldkamp”.