Da Line Møller havde tysk, da hun selv gik i skole, var det ofte
med sang, hygge og en masse kreativitet.
Sådan husker hun i hvert fald tysktimerne med hendes lærer Lone,
der var alt andet end den stereotype tysklærer, som blot disker op med
grammatik. Tysk skulle være sjovt og meningsfuldt.
"Hendes undervisning lagde grundstenen i det fundament, der gør, at jeg er glad for at være tysklærer", siger Line Møller.
"Jeg vil ikke sige, hun var forud for sin tid, for jeg
tror egentlig, at det var sådan, man ’burde’ undervise. Hun havde en legende
tilgang til faget, som er meget ‘up to date’. Meget af det, som jeg senere har lært på
studiet", fortæller hun.
Lone var også leder af skolens kor, som Line
Møller også selv var en del af. Sang fyldte derfor meget i tysktimerne. Fra tid til anden sang de en tysk sang,
lærte den at kende og analyserede den.
“Vi havde tysk fra 7. klasse, og som teenager er man i
forvejen meget usikker. Men hun kunne det der med at løsne os op, og hun
fjollede rigtig meget med os. Det gjorde, at der kom en stemning af, at man
ikke kunne træde ved siden af”.
Inspirerede kommende sproglærere
I dag er Line Møller 30 år og tysk-, idræts- og
matematiklærer på Skovlunde Skole i Ballerup Kommune, hvor hun er også sprogfagsvejleder.
Line Møller var for nylig inviteret til at holde oplæg om, hvorfor hun valgte at blive tysklærer til Den Europæiske Sprogdag på Københavns Professionshøjskole foran et publikum af mange lærerstuderende. Hendes begejstring strålede tydeligt igennem til salen.
Her bad Line Møller de studerende om at drøfte, hvordan de husker deres sprogundervisning i folkeskolen, og hvornår undervisningen og materialerne var relevante og meningsfulde for dem.
Det var ikke lige let for alle i salen at huske. Som en af de studerende i salen sagde til sin sidekammerat:
"Jeg husker nærmest at være bange for min lærer. Der var meget grammatik, og man lavede jo ikke andet end fejl. Jeg husker ikke tysk som særlig sjovt".
Mange af de studerende kunne godt huske, når undervisningen var særligt sjov eller meningsfuld. Èn nævnte, at det var spændende, når de skulle se film med et tema, de havde et forhold til i forvejen, f.eks. fra et andet fag. En anden nævnte, at det mest spændende var, når emnet i undervisningen var interessant og vedkommende.
"Når vi faktisk lærte noget om noget, som ikke bare var sproget fransk", sagde en studerende i salen.
Vil være med til at ændre fortællingen om tysk
Line Møller fortæller, at hun selv forsøger at gøre sin
undervisning så meningsfuld, sjov og relevant som muligt.
Derfor vælger hun eksempelvis undervisningsmateriale, som er autentisk tysk og hvor
indholdet ikke nødvendigvis er produceret med det formål at skulle bruges i
undervisningssammenhæng.
”Tysk er et fag, som mange elever synes er svært. Mange har besluttet sig for det på forhånd og tror, at det stadig handler om grammatik og remser. Det bygger ofte på en fortælling fra deres forældre, som selv har oplevet at have tysk grammatik. Den fortælling håber jeg på at være med til at ændre".
Under sin egen læreruddannelse havde Line Møller en underviser og et fællesskab, der i dén grad skolede hende i en retning langt fra grammatik-remser og kedelige lektier.
“Jeg havde en virkelig god underviser på studiet og et
godt fællesskab. Og det vi lærte, spillede godt overens med det, jeg huskede
fra folkeskolen. Altså en tilgang, som handler om at inddrage eleverne og deres
interesser", siger hun.
For Line Møller er det allervigtigste ved at være tysklærer
netop at give eleverne en oplevelse af, at de kan mestre et sprog.
“Jeg drømmer om, at eleverne går fra undervisningen og
synes, det er fedt at kunne noget tysk. Jeg har typisk hold fra 7., hvor klasserne
er blevet blandet inden. Så de møder op med en ret stor usikkerhed, en
oplevelse af at de ikke kan noget. Men det kan de virkelig. Og det er fedt at
se, når deres selvsikkerhed vokser, og de udvikler deres sproglige kompetencer”.