FAGLIGE NETVÆRK

Vær med i fællesskabet for skolernes pædagogiske læringscentre på folkeskolen.dk/plc

I månedsvis har hun utrætteligt jagtet genbrugsskatte. I skolens cykelkælder, hos pedellerne, i køkkenet og derhjemme. Hun har set muligheder, hvor andre har set skrald, og hylderne i det nedlagte lærerbibliotek bugner nu af alt fra cykelslanger og stikkontakter til puslespilsbrikker, fjedre og knækkede fugleæg. Alt sirligt sorteret i gennemsigtige plastikkasser, så det er nemt at orientere sig i udbuddet.

“Der er langt mere genbrugsmateriale gemt rundtomkring, end man lige går og tror. Det hele kan jo bruges, det er bare med at se potentialet”, siger Ann-Berit Lauritsen, lærer, PLC-medarbejder (pædagogisk læringscenter) og kvinden bag “det æstetiske rod”, som hun selv kalder det med et smil.

Rummet har fået navnet makerdepotet og indgår som en del i Mølleskolens kommende makerspace og fablab, hvor genbrugsmaterialerne skal realisere elevernes scienceprojekter. Allerede nu er depotet dog et yndet udflugtsmål blandt mange af skolens elever og lærere, der dagligt lægger vejen forbi.

Lærerne skal ikke selv rydde op

Der er tre regler i makerdepotet: Ingen elever er tilladt uden en voksen, de gennemsigtige plastikkasser må ikke fjernes, og ingen får lov til at rydde op efter sig selv. De ting, der ikke bliver brugt, skal blot afleveres tilbage i kurven, de blev hentet i.

Særligt det sidste har gjort det mere attraktivt at komme og låne materialer, fordi lærerne ikke skal bruge energi på oprydning og sortering.

Ann-Berit Lauritsen bruger i gennemsnit to klokketimer af sin PLC-tid til at holde rummet ryddeligt og fylde op med nye materialer. Det synes hun er tid godt givet ud.

“PLC dækker over mange ting, men for mig er et af de vigtigste aspekter ved opgaven at kunne give mine kolleger en gave. Depotet har gjort det nemmere at tænke kreativt, og det har lettet presset på faglokalerne, fordi materialer fra billedkunst og håndarbejde ikke længere bare forsvinder”, forklarer Ann-Berit Lauritsen og uddyber, at udvalget af materialer ikke er fast. Det afhænger af udbud og efterspørgsel.

Ideen kom fra en nedlagt svømmehal

Inspirationen til Mølleskolens makerdepot kommer fra et lignende projekt i Vejle Kommune, som Ann-Berit Lauritsen besøgte på en studietur.

Hun havde svært ved at skjule sin begejstring, da hun så, hvordan en gammel, nedlagt svømmehal var blevet omdannet til et sandt skatkammer af genbrugsmaterialer, der stod til fri afbenyttelse for alle kommunens skoler og institutioner. En håndfuld lokale pensionister holdt orden i de mange hyldemeter.

“Det er helt klart, at det faktum, at lånerne bare skulle sætte materialerne i en kurv og ikke rydde op, gjorde, at tingene kom langt hurtigere tilbage”, forklarer Ann-Berit Lauritsen.

Skatkammeret i Vejle var i en langt større målestok, end det kan lade sig gøre på Mølleskolen. Men der var skabt en ide, og hun gik straks i gang med at realisere den.

“Vi er nogle gange lidt for gode til at lægge planer og tale meget. Nogle gange skal man bare handle, så det gjorde jeg”.

Alt i alt har Ann-Berit Lauritsen brugt et par år fra ide, til makerdepotet stod færdigt. Den største opgave lå i at finde et lokale og tømme det for gamle bøger.

Fremtiden er et fjernlager

Efter at have gået skolens depoter igennem for genbrugsskatte indgik hun en række faste samarbejdsaftaler med flere kolleger. Trærester henter hun hos pedellerne, som til gengæld afleverer alle dimser hos hende. Køkkenet leverer gamle konservesdåser og glas, og rengøringspersonalet samler brugte toiletpapirruller.

Derudover har skolens pedeller indgået en aftale med det lokale byggemarked, der har sponsoreret indkøbskurve, som lærere og elever kan “shoppe” i.

“Der er egentlig ikke så meget logistik i det. Jeg spurgte jo bare, og alle vil gerne hjælpe. Når jeg kommer herned, står der altid en ny pose med ting på bordet, som jeg finder en plads til. Det er ikke besværligt”.

Tidligere har det været en opgave for forældrene at sende materialer med i skole, men det behov er ikke længere så stort. Derudover er det blevet en fast del af Ann-Berit Lauritsens rutine at samle mælkekartoner, tomme glas, aviser og pap fra sin egen husholdning. Hun kan slet ikke lade være.

“Der er jo ikke grænser for, hvad man kan bruge en tom mælkekarton til. Jeg har netop kørt et forløb i 2. klasse, hvor vi plantede vores madpakker i dem ved at skrabe frø fra agurker og tomater ud og sætte dem i jorden”. forklarer Ann-Berit Lauritsen.

Hylderne er ved at være fyldt op, og planen er, at der skal udvides med et fjernlager i skolens kælder. Så kan elever og lærere se udbuddet og bestille fra lageret, hvis de skal bruge et større antal.

Ingen dims er for lille til det bugnende skatkammer, og alt får nyt og til tider uventet liv. Som de tomme modellervoksbøtter, der forleden blev indleveret af en kollega. De nåede kun at ligge i depotet i få timer, inden en anden havde hapset dem, for: “Det var jo lige det, jeg stod og manglede”.

Margrethe Bro Rædkjær

“Jeg bruger makerdepotet hver uge, og det havde jeg helt sikkert ikke gjort, hvis jeg skulle flere steder hen for at finde materialer. Det hjælper, at eleverne kan finde materiale til deres projekter her i stedet for derhjemme. Der er en tendens til, at det skal virke, hvis det kommer med hjemmefra. Finder de materialerne på skolen, er det nemmere at smide væk og starte forfra, hvis det ikke er den rigtige løsning”

Stine Nielsen

“Jeg har brugt makerdepotet i flere forskellige sammenhænge. På 8. årgang til et forløb om drikkevand til fremtidige generationer, hvor en gruppe valgte en indkøbsvogn fra depotet til at hente vand i Gudenåen. Jeg havde egentlig bare tænkt den som opmagasinering, men de så noget helt andet. Derudover har jeg kørt et forløb i biologi, hvor vi skulle arbejde med kredsløb og brugte gamle vinylplader. Det hjælper enormt meget, at “mor” rydder op. Det gør det langt mere overskueligt og attraktivt at bruge depotet”.

Læs også

• 

  Når CFU skal spare, rammer det din undervisning

• 

  Skån CFU for de politiske luner

• 

  Sammen skaber vi børnekultur for børn

• 

  Lærer: Vi står midt i en læsekrise, men ingen tager ansvar for at løse den