Idrætsforeninger og sportsklubber har et stort potentiale for at blive aktive medspillere, når det handler om integration, siger Lisa Sortfeldt efter at have gennemført et succesfuldt projekt. Interessen og ideen opstod, da hun i 6. semester på læreruddannelsen sammen med en medstuderende og en underviser fra UC Nordjylland arbejdede sammen en underviser på VUC i Hjørring om at få en flok nydanskere præsenteret for dansk foreningsidræt.

Vanskelig fødsel

På voksenuddannelsescentret blev de undervist på 9.-10-klasses niveau i dansk, engelsk og matematik. Men hvorfor skal man kun have sprogundervisning og almene fag, når idræt er blevet så vigtig en del af 2013- skolereformen, når vi ved, at idræt rummer et kulturelt integrationspotentialet, spurgte Lisa Sortfeldt. Det gav ideen til Mission idræt og motion for integration, projekt MiMi, som blev gennemført i et samarbejde mellem UC Nordjylland, VUC og nogle lokale idrætsforeninger.

Det blev en stor succes. Men fødslen var både langsom og besværlig, fortæller hun. "Det har mildt sagt været vanskeligt at få den kontakt og det samarbejde, som jeg gerne havde set med de foreninger og klubber, som vi har været i eller forsøgt at komme i kontakt med. Kun to foreninger, tre hvis vi i denne forbindelse kalder Fitnessworld for en forening, lykkedes det os at lave aftaler med".

Og det lykkes kun på grund af vedholdenhed og personlige relationer. Lisa Sortfeldt fik en kammerat, der var aktiv i en fodboldklub, overtalt til at bruge tid sammen med dem. Men i begyndelsen var han bange for, at det ville skræmme medlemmer væk fra klubben, hvis der kom for mange indvandrere ind på hans hold. Sprogbarrieren ville også lægge et pres på foreningsarbejdet, mente han.

Idræt og sex forener

Et interview med en repræsentant fra idrætsklubben illustrerer usikkerheden og forventningerne:

 "Jeg kan også huske her i sommers. Kan I ikke huske da alle de syrere de var her? Det var jo fascinerende og pisseirriterende på samme tid, ik'? 40 syrere, der mødtes herude, ik'? Fra forskellige regioner af Syrien, og som egentlig var i krig med hinanden. Men her mødtes man til fodbold, og så kunne krig være krig, for her spillede vi fodbold og hyggede os. Fodbold og sex er noget af det, der kan forene mennesker. Og vi slikkede os jo om munden, da vi så, der var nogle af dem, der var gode. Men omvendt, så turde vi heller ikke at røre ved dem, for så kom der en bus med 60, og hvordan skulle vi så håndtere det? Så den gode historie blev pludselig til ingen historie."

"I forhold til bekymringerne fra etniske danskere, som måske føler, at nogle udefrakommende træder ind i deres domæne og dermed truer deres identitet og fællesskabet, tror jeg, at frygten kan være reel. Frygten for at miste sit fællesskab, og dét, der måske gennem år er blevet opbygget, kan desværre til tider være større end velviljen til at se nye muligheder og være åbne over for disse", skiver i Lisa Sortfeldt

Men trods problemer og udfordringer for projekt MiMi, blev det en succes. "Det gjorde mig også nysgerrig på, om erfaringerne derfra kunne overføres til tosprogede børn og unge i folkeskolen", fortæller hun i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Hjørring.

I problemformuleringen lyder spørgsmålet: "Hvordan kan jeg som idrætslærer i folkeskolen samarbejde med foreningsidrætten, så integrationen af tosprogede elever styrkes, og hvad skal jeg som idrætsunderviser være bevidst om?"

"Alle idrætslærere kender til idrætsfagets udviklingspotentiale, særligt når det kommer til det sociale og kulturelle aspekt.  Det dannelsesmæssige potentiale er ikke til at tage fejl af", skriver Lisa Sortfeldt. Men foreningslivet i Danmark er i tilbagegang, særligt når det gælder unge, forklaringen er måske at foreningerne arbejder for gammeldags, når de forsøger at rekruttere nye medlemmer. Måske er de blevet lidt småforkælede og forventer at medlemmerne falder ned i skødet på dem, siger hun.

De to store idrætsorganisationer, DIF og DGI, samarbejder med nogle kommuner for at få flere mennesker til at være idrætsaktive, men folkeskolens idrætslærere vil med fordel kunne tænkes ind i samarbejdet som en tredje aktør og som sparringspartner, mener hun. "Skolereformen kræver mere bevægelse i undervisningen, og det undrer mig, at voksenuddannelserne ikke følger trop. Og med foreningsidrættens mål og vision om at 50 procent af alle danskere skal være medlem af en idrætsforening i 2025, hvorfor gøres der så ikke mere for at forene de to målsætninger? Skolereformen stiller tilmed krav om, at vi som lærere skal åbne skolen mod det omkringliggende samfund og samarbejde med foreninger".

At gå til noget - og at meste noget

De fleste indfødte danskere kender sikkert til barndomsminder, som handler om et iskoldt glas saftevand og friturestegte fritter efter træningen eller kampen i hallen. Mange danskere har gået til en eller flere former for sport som barn, og forældrene ser det som en naturlig ting "at gå til noget". Det er en del af den almene dannelse, vil nogen mene, men det rummer også så meget mere end det. Værdien i at finde ud af, at man er god til noget - at mestre noget og være en del af noget, som er større end én selv - fællesskabet - det er dét, foreningsidrætten blandt andet kan, siger Lisa Sortfeldt.

Hendes data fra bachelorprojektet peger på, at der skal nogle udefrakommende til for at klare nogle af udfordringerne omkring nydanskere og integration. En sådan person skal gerne selv have erfaring med målgruppen og turde udfordre og afsøge mulighederne. Kommuner og jobcentre er i besiddelse af en del resurser, og de fleste arbejder i forvejen med at forbedre integrationen. I Hjørring Kommune der er for eksempel taget en række initiativer, men de går mest på "dannelsen af psykologisk ilt" og at "opfylde fysiologiske eller neurologiske behov for motion". De går desværre ikke så meget på at styrke den sociale og kulturelle kapital, men her ligger der et stort potentiale gemt, mener Lisa Sortfeldt. Der bør stilles meget mere skarpt på samarbejdet mellem for eksempel skoler, kommune og foreningsliv, så der kan bygges bro mellem dem, der har stor viden om målgruppen, og dem, som i praksis kender til det dannelsesmæssige potentiale, der ligger i idræt og sport. Og de findes allerede i sports- og idrætsforeninger, siger hun.

"Fra politisk hold ser man måske nok mulighederne, når det kommer til idrætten som arena for integrationen, men der er behov for at finde eller uddanne udøvere, som i praksis har forstand på, hvad det vil sige at arbejde med idræt og integration, eller bare integration", skriver Lisa Sortfeldt i sin projektkonklusion. Det er essentielt, at mennesker med viden om arbejdet med integration kommer ud i foreninger og klubber og giver deres erfaringer videre. "Et ønskescenarie kunne være, at alle klubber og foreninger havde en integrationsansvarlig medarbejder, som var uddannet til at lave opsøgende integrationsarbejde i idrætsforeningerne, hos kommunerne og ude på skolerne". Der skal være én, der kæder det hele sammen, og her er det vigtigt at huske de uddannelsesinstitutioner og skoler, som henvender sig til voksne, understreger hun.

Hvis vi får fat på de tosprogede børns forældre allerede på sprogskolerne, er der større sandsynlighed for, at vi kan styrke integrationen, og vi får på denne måde præsenteret forældrene for nogle af mulighederne i det danske foreningsliv, som de måske ikke kendte før, og på denne måde bygget bro mellem fritid og skole, siger Lisa Sortfeldt.