Dansk i skolen har udviklet sig fra et dannelses til et kommunikationsfag, selv om der i Fælles Mål står, at eleverne skal opleve og forstå litteratur, så de kan udvikle deres egen personlige og kulturelle identitet, siger Kristian Yilmaz i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Silkeborg ved professionshøjskolen Via UC.

Professor Sylvi Penne kalder det den "kommunikative vending", referer han. "I fiktionslæsningen vil det sige, at fra at have fokus på læsning som et værktøj til dannelse, er læsningen i stedet blevet et værktøj til læring og opbygning af kompetencer".

Udviklingen har sat gang i en literacy-tankegang, som nogen kritiserer for at fokusere for meget på kompetencer, mens andre peger på, at netop disse kompetencer er med til at forme og danne det myndige menneske.

"Dannelse i danskfaget handler altså i dag om samspillet mellem opbygning af fagfaglige kompetencer, der samtidig fører til en personlig udvikling og dannelse hos eleven", skriver Kristian Yilmaz.

Men hvordan kan læreren understøtte elevernes dannelse i litteraturforløb, der på én gang fokuserer på fagfaglige kompetencer og personlig udvikling hos eleverne, spørger han.

Lærerens egen dannelse

Forskning peger på, at god og udfordrende litteratur som de litterære klassikere er med til at danne eleverne, fordi de der bliver præsenteret for andre verdensbilleder, der tvinger dem til at reflektere over deres eget liv. Men er det udelukkende det litterære værk, der understøtter elevernes dannelse, eller kan der være andre faktorer i spil?, spørger Kristian Yilmaz.

I projektets problemformulering lyder hans spørgsmål: "Hvordan kan jeg understøtte elevernes dannelse i et romanforløb i 5. klasse? Og undervejs undersøger han "lærerens egen dannelse og person". I pædagogisk filosofi kaldes det "lærerens professionelle dømmekraft", og formålet med projektet er at undersøge, hvordan læreren kan understøtte elevernes dannelse ved at forene objektive og subjektive dannelsesteorier.

Hvad med populær- og børnelitteraturen?

Ja, udfordrende litteratur har positive effekter på elevernes subjektive dannelse. Men kan undervisningen, hvor der arbejdes med populær- eller børnelitteratur, der skildrer en livsverden, som eleverne allerede kender, ikke også kan danne eleverne?, spørger Kristian Yilmaz.

Ny forskning peger på, at dannelse i klasserummet begynder med lærerens egen dannelse, siger han og henviser til rapporten Dannelse i pædagogisk praksis fra Via UC's forskningscenter for pædagogik og dannelse. I rapporten konkludereman, at "lærernes arbejde med at udvikle myndighed, etik og dannelse hos eleverne kalder på myndighed, etik og dannelse hos lærerne".

Understøttelse af dannelse i undervisningen handler altså om lærerens egne refleksioner og visdom, og rapporten fremhæver, at læreren både skal indtænke dannelsesintentioner i undervisningen og elevens forudsætninger. Det er ikke nok, at læreren tænker, at dannelse kommer af sig selv. "Dansklæreren skal på forhånd have reflekteret over, hvilke dannelsesmuligheder det litterære værk har og efterfølgende planlægge sin undervisning på baggrund af denne refleksion", skriver Yilmaz og understreger, at det kræver viden om både filosofi og etik. Og det stiller altså høje krav til lærerens egen dannelse.

Rapporten indeholder en didaktisk model for, hvordan læreren kan indtænke dannelsesaspektet i undervisningen. Formålet er ikke, at læreren skal definere egentlige mål med dannelsen, men i stedet definere hensigten med undervisningen. Spørgsmålet er, hvordan det gøres i praksis i en undervisning, der både understøtter elevernes objektive og subjektive dannelse, siger han.

I en gennemgang af, hvordan synet på dannelse har ændret sig, argumenterer han for, at Wolfgang Klafkis teori om den kategoriale dannelse og dobbeltsidige åbning fortsat er aktuel, og inddrager Søren Kierkegaards stadielære, som, ham mener, kan anvendes i en dannelsestænkning i folkeskolen.

Simon fra 5.klasse 

Kristian Yilmaz' empiri består af ustrukturerede observationer og semistrukturerede interviews med elever fra en 5. klasse. Elevbesvarelser fra et undervisningsforløb i klassen inddrages også i analysen.

De ustrukturerede observationer består af feltnotater, hvor specifikke læringssituationer er blevet observeret og nedskrevet. Observationerne er ikke nedskrevet i et observeringsskema, da det i et emne som elevernes dannelse er svært på forhånd at forudse, hvad observatøren skal lægge mærke til, forklarer han. Den semistrukturerede interviewform er valgt, fordi det giver både interviewer og respondent mulighed for at kunne uddybe spørgsmål og svar undervejs.

I 5.klassen arbejdede de med Susanne Foldbergs roman Selfie Simon om drengen Simon, der ikke er særlig populær i sin klasse. Simon ønsker at blive en berømt Youtuber, og han vælger derfor at optage en række udfordringsvideoer, der går mere og mere over stregen.

Bogen kan ikke betegnes som ældre eller udfordrende litteratur. Dens verdensbillede minder på mange måder om elevernes egen verden, og Simon kunne lige så godt gå i elevernes klasse, siger Kristian Yilmaz.  "Ved første øjekast har bogen altså ikke det store dannelsespotentiale, men spørgsmålet er, om den alligevel kan understøtte en dannelse hos eleverne", spørger han.

Det kan den, svarer han selv i projektet.

Skriv et brev til Simon

I bogens kommer Simon i et dilemma om, hvorvidt han skal slette nogle videoer fra sin YouTube-kanal. De andre elever driller ham med dem, men hans bedste ven, der har været med til at lave videoerne, vil ikke slette dem. Så hvad skal Simon gøre?

Her er en etisk problemstilling, som det var oplagt for eleverne at forholde sig til, siger Kristian Yilmaz. Han tog "derfor det didaktiske valg, at eleverne skulle skrive et brev til Simon for at hjælpe med, hvad han skulle gøre".

En dannelsesintention var på forhånd indtænkt i opgaven i form af et etisk perspektiv: Eleverne kunne både tænke etik ud fra K.E. Løgstrups interdependensetik med gensidig afhængighed og næstekærlighed og derved tænke på vennen Rasmus. Denne bagvedliggende tænkning blev dog ikke præsenteret for eleverne.  Opgaven til dem lød:

"Simon er i et dilemma. Skal han slette eller beholde videoerne, han har lavet med Rasmus? Du skal nu skrive et brev til Simon, hvor du hjælper ham. Overvej følgende i dit brev:

1. Hvad taler for og imod at slette videoerne?

2. Har du selv oplevet en lignende situation i dit liv?

3. Hvad skal Simon helt konkret gøre?"

Elevernes besvarelser var meget forskellige, fortæller Kristian Yilmaz. Men alle tog opgaven seriøst og forsøgte at hjælpe Simon, som var han en rigtig person.

Læs diskussionsafsnittene om professionel dømmekraft, Yilmaz' egen kritik af undervisningsforløbet og metodens begrænsninger og usikkerhed i projektet side 18-23

Elevernes egne livserfaring

"I et danskfagligt perspektiv kan det konkluderes, at både den receptionsæstetiske og nykritiske metode kan facilitere en refleksion hos eleverne og dermed understøtte en dannelsesproces. Den receptionsæstetiske metode appellerer til elevernes empati og medfølelse, da de må inddrage deres egen livserfaring i læsningen. Den nykritiske metode skaber ligeledes en refleksion hos eleverne, da de må danne inferens for at udfylde de tomme pladser, der er i teksten", skriver Kristian Yilmaz.

Han mener derfor, det er oplagt at anvende procesorienteret litteraturpædagogik til at støtte elevernes dannelse. Den har nemlig både en læser- og værkorienteret tilgang, der stemmer overens med Klafkis dobbeltsidige åbning, hvor elev og verden påvirkes af hinanden.

Fra et alment didaktisk og pædagogisk perspektiv viser den aktuelle debat om dannelse i skolen og literacy-begrebet i danskfaget, at der er behov for at indtænke et dannelsessyn, der både tager hensyn til udvikling af faglige kompetencer og personlig udvikling, sige Kristian Yilmaz.

Det er altså oplagt at arbejde med Klafkis kategoriale dannelse, der forener det materiale og formale dannelsessyn, og samtidig arbejder med elevernes literacykompetence.

Understøttelsen af dannelse i undervisningen kalder på lærerens egen dannelse og evne til at stille åbne og gode spørgsmål, der bygger på lærerens professionelle dømmekraft.

Læreren må inden undervisningen reflektere over dannelsesintentionen og overveje, hvilke etiske og filosofiske synspunkter, der er relevante at inddrage, opsummerer Kristin Yilmaz. Han har derfor udviklet en reflektionsmodel, der skal hjælpe dansklæreren. Se side projektet 20-21.

DET FANDT JEG UD AF, DET KAN VI BRUGE

(tilføjet den 6.01.2021.)

Kristian Yilmaz modtog Lærerprofession.dk's særpris for sit professionsbachelorsprojekt om "skolens dannelsesbidrag".

Efter prismodtagelsen, som på grund af corona-pandemien i 2020 foregik over Zoom, skrev han denne beretning om, hvad han fandt ud af, og hvad, han mener, det kan bruges til i skolen:

"Det er ikke kun det litterære værk, der er det centrale i dannelsesprocessen - det er ligeledes lærerens egen pædagogiske visdom

 Min idé til at skrive om dannelse i litteraturen kom, da jeg i en dansklektion på læreruddannelsen havde om netop dannelse. Her lærte vi, at faget dansk havde udviklet sig fra at være et dannelsesfag til et kommunikationsfag, så det nu var kompetencer i kommunikation, der skulle være det centrale i undervisningen.

Jeg blev mildest talt provokeret, da jeg hørte det. For hvis dansk ikke længere er et dannelsesfag i folkeskolen, er der efter min mening noget helt galt. For hvorfor læser vi så litteratur? Er det blot for at blive bedre til at kommunikere?

Formålet med at læse både børne- og ungdomslitteratur er jo netop, at eleverne får lov at spejle sig i

karaktererne i værket, så de kan udvikle deres egen personlige og kulturelle identitet. Når eleverne skal lave en personkarakteristik, er det altså ikke for at give dem en kompetence, de kan bruge til eksamen, men for at de skal få et refleksionsværktøj, så de kan spejle sig i værket.   

Samtalen og fællesskabet

I min litteratursøgning fandt jeg frem til, at der er forskning, der peger på, at det er klassikere og den udfordrende litteratur, der understøtter elevernes dannelsesproces. Det skyldes, at eleverne her møder en anden livsverden end deres egen og derved får fremmederfaring. Dansklæreren skal altså ikke være bange for at drage store forfattere som Fjodor Dostojevskij og Frans Kafka ind i undervisningen, da eleverne har behov for at læse andet end blot børne- og ungdomslitteratur. Jeg er til dels enig i dette syn, men det er også vigtigt at huske, at folkeskolen også er folkelig og skal omfavne alle samfundsgrupper - ligesom Grundtvig inspirerede til at skabe folkehøjskolerne, så dannelse ikke længere kun tilhørte den øverste klasse på latinskolerne. Ifølge Grundtvig er det ikke latin eller det finkulturelle, der er det afgørende for dannelsesprocessen, men i stedet samtalen og fællesskabet. Set ud fra det syn handler dannelse i danskfaget altså om, at dansklæreren - ud fra sin didaktiske og pædagogiske viden - i undervisningen fremmer og stimulerer samtaler, der understøtter en dannelsesproces.

Hvorfor-spørgsmålet

Og hvordan gøres det så?  Når det handler om at understøtte elevernes dannelse i et litteraturforløb, må jeg som lærer indse, at fagdidaktik ikke er nok. Det handler først og fremmest om almendidaktikken, hvor man stiller spørgsmålet "hvorfor?"

Hvorfor ønsker jeg, at eleverne skal læse den bog, som jeg har udvalgt? Her kan jeg og andre lærere ikke hente hjælp fra fagdidaktik eller læringsteorier. Her må vi i stedet finde svarene fra den pædagogiske filosofi og vores professionelle dømmekraft.

Når vi kan svare på hvorfor-spørgsmålet, kan vi bruge denne refleksion til at kvalificere vores tekstspørgsmål til eleverne, så de åbner teksten for eleverne og giver dem anledning til at reflektere. Konklusionen på mit projekt er derfor ganske simpel: Understøttelse af elevernes dannelse gennem litteraturen kræver ikke kun udfordrende litterære værker. Det kræver først og fremmest pædagogisk visdom hos læreren.   

Læs hele projektet og de øvrige prismodtageres beretninger via linkene nedenfor: