Citat
Foto: Juanmonino/istock
Østjyske PPR'er får næsten 50 procent flere henvendelser end for fem år siden
Antallet af børn og unge, som henvender sig til PPR i de
østjyske kommuner, er eksploderet, skriver tv2ostjylland.dk. Hvor de østjyske
PPR’er fik 7.448 henvendelse i 2017, steg det til 11.019 i 2022. En stigning på
48 procent. Størst er den i Aarhus Kommune med 128 procent, og det kan mærkes,
siger PPR-chef Helle Mølgaard.
”Det er brandslukning lige nu. Vi har haft - og har stadig -
rigtig, rigtig travlt. Vi har for mange opgaver og derfor en ventetid på vores
indsatser”, siger hun.
Det vækker kritik fra Sarah Nielsen, som har taget orlov fra
sit job som lærer for at være hjemme hos sine tvillingedøtre, som begge har en
autismediagnose og mistrives i skolen.
”PPR i Aarhus er blevet så store, at de ikke ved, hvad der
sker internt i firmaet. PPR er heller ikke gode til at arbejde med børne- og
ungdomspsykiatrisk afdeling eller familiecentret, fordi de hører til i
forskellige økonomiske kasser. Og så synes jeg, PPR burde have kontor på
skolerne, så psykologerne kendte de børn, de skal forsøge at hjælpe”, siger
Sarah Nielsen.
tv2ostjylland.dk: Østjyske forældre råber om hjælp som
aldrig før