På hver side af regeringen er der både ris og ros til Mette Frederiksens åbningstale, der havde fokus på folkeskolen.

Her er reaktionerne på statsministerens tale om frihed og Aula

Mere frihed og praktik. Det var to af de væsentlige pointer i statsministerens åbningstale af Folketinget. Både politikere og organisationer hilser tiltagene velkommen – med et opråb om også at huske at sende flere penge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Frihed? Ja tak! Mere praktik? Også ja tak! Afskaf Aula? Nja …

Reaktionerne er mange og ret enslydende efter Mette Frederiksens (S) åbningstale i Folketinget i dag. 

Her brugte statsministeren størstedelen af sin tid på talerstolen på at tale om folkeskolen og løfte sløret for noget af indholdet i det folkeskoleudspil, som regeringen vil præsentere i næste uge.

Blandt andet vil regeringen droppe ni ud af ti fælles mål, så lærerne får mere frihed. Afgangsprøverne skal være mere praktiske og især de skoletrætte elever skal kunne komme i virksomhedspraktik et par dage om ugen.

Det lykkedes jo meget godt Mette Frederiksen at svømme udenom, men det skriger til himlen, for det kan godt mærkes derude.

Pia Olsen Dyhr, SF-formand

Statsministeren nævnte også, at det ville være ”fristende” at afskaffe Aula og give lærerne mere fred og autoritet.

Helt kort: Det sagde statsministeren om folkeskolen i åbningstalen

  1. Regeringen vil droppe ni ud af ti fælles mål, så lærerne får mere frihed
  2. Det er "fristende" at afskaffe Aula for at give lærerne fred og autoritet 
  3. Afgangsprøverne skal være mere praktiske
  4. 'Mesterlære': Elever - især de skoletrætte - skal kunne komme i virksomhedspraktik et par dage om ugen
  5. De fagligt svageste elever skal i intensive læringsforløb for at styrke dem i dansk og matematik

R: Aula er ikke skolens største problem

Ifølge de Radikales politiske leder Martin Lidegaard undlod statsministeren at tale om folkeskolens største udfordringer. 

”Jeg tror i al respekt ikke, at Aula er den danske folkeskoles største problem, helt ærligt. Det er mangel på resurser, mangel på lærere og mulighederne for lærerne at uddanne sig videre”, kom det fra Martin Lidegaard til Tv2 efter talen.

Det fik opbakning fra SF-formand Pia Olsen Dyhr i samme interview.

”Det er jo så absurd at høre en regering, der snakker om det, der skal løses i folkeskolen, samtidig med at kommunerne skal spare massivt på folkeskolen, ældreplejen, og daginstitutioner". 

"Regionerne skal spare på vores hospitaler i en tid, hvor regeringen snakker om skattelettelser. Det lykkedes jo meget godt Mette Frederiksen at svømme udenom, men det skriger til himlen, for det kan godt mærkes derude”, sagde hun.

Begge partier bakker samtidig op om at give lærerne mere frihed i deres arbejde ved at fjerne størstedelen af fælles mål. 

DF: Frihed skal ikke blive til flere emneuger 

Begejstringen for frihed er lidt mindre i Dansk Folkeparti, fortæller formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt til Tv2:

”Jeg tror ikke på det der med bare – juhuu – frihed. Jeg tror, det er vigtigt med faste rammer i folkeskolen". 

"Jeg tror, at hvis vi giver meget mere frihed til folkeskolerne, så går det hele op i, at man ikke vil have karaktergivning, at man vil have emneuger, og hvad ved jeg. Jeg tror, det er ekstremt vigtigt, at man har nogle faste rammer, i stedet for at det hele bliver på lærernes præmisser”, siger han.

”Vi har en autoritetsmangel blandt mange lærere, og der skal vi politisk prøve at stive dem af, også ved nogle nationale lærerplaner. Så jeg vil faktisk gerne, at vi gør noget mere politisk”, lød det videre fra DF-formanden.

”Jeg savnede måske lidt, der også kom nogle løsninger på det”

Liberal Alliances politiske leder Alex Vanopslagh, hilser statsministerens 'opgør' med fælles mål velkommen. Derudover nævnte han også, at han ligesom Mette Frederiksen gerne ser, at lærerne får mere autoritet.

”Jeg savnede måske lidt, der også kom nogle løsninger på det”, sagde han til DR og forslog blandt andet universitetsbaserede læreruddannelser.

Hos Danske Skoleelever er man særligt glad for, at statsministeren pegede på en mere praksisfaglighed.

”En åben og praksisfaglig skole er et vigtigt og tiltrængt skridt i retning mod flere motiverende elever. Praksisfaglighed er ikke kun for de skoletrætte”, skriver Danske Skoleelevers formand Laura Drachmann Poulsen på det sociale medie X.

Både Enhedslisten og Alternativet har udtrykt skuffelse over, at åbningstalen handlede mere om Aula end om klimakrisen. På X skriver Pelle Dragsted: