Debat
Kravet om et maksimalt undervisningstimetal skal løftes fra vores fagforening, lyder det fra to DLF-medlemmer.
Foto: Gettyimages.
Debat: Kære Gordon. Har du glemt vores fælles kamp for bedre vilkår?
Det virker, som om A20 er blevet en sovepude for kommunerne frem for den trædesten, der skulle bringe os videre, skriver de to DLF-medlemmer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Kære Gordon
I en artikel i Folkeskolen, som omhandler vores
arbejdstidsaftale A20, udtaler du, at du har det rigtig godt med A20 og det
forpligtende samarbejde, der ligger i aftalen. Du fremhæver forpligtelsen til
at prioritere, hvad der vigtigere end andet.
Men hvor står vi som lærere, når kommunens og ledelsens
prioriteringer kontinuerligt indebærer en opprioritering af
undervisningstimetal og en nedprioritering af forberedelsestiden? Vi har senest
set det i Viborg, hvor lokalaftalen er blevet opsagt, netop for at kommunen kan
skære i forberedelsen for at give lederne større mulighed for at prioritere.
Vores oplevelse er, at det vigtigste for lærerne er balancen
mellem tid og opgaver. Men balancen er der ikke. Den bliver ikke prioriteret.
De fleste lærere er ved at drukne i opgaver og et alt for stort antal
lektioner. Kommunernes prioriteringer presser os på vores faglighed, på vores
moral, på vores arbejdsglæde og på vores helbred.
Røde lamper bør blinke
I medlemsundersøgelsen om vores
arbejdstid kan man læse, at kun 22 procent af den fjerdedel af DLF’s medlemmer,
der har haft overskud til at besvare undersøgelsen, udtrykker, at de oplever en
bedre sammenhæng mellem tid og opgaver. En fremgang på to procentpoint siden
2021.
Kun 23 procent svarer, at deres individuelle forberedelse
prioriteres. En fremgang på to procentpoint. De røde lamper bør blinke i
fagforeningstoppen, når under en fjerdedel af de adspurgte mener, at der er
skabt bedre balance i deres arbejdsliv. Det virker, som om A20 er blevet en
sovepude for kommunerne frem for den trædesten, der skulle bringe os videre.
Derfor er det så vigtigt, at vi ved
overenskomstforhandlingerne ikke er bange for at fremføre arbejdstidskrav. Hvad
er alternativet?
At man, som en del af A20´s forpligtende samarbejdsspor, vil
finde ressourcer til færre lektioner for den enkelte lærer virker ikke
realistisk. Sporene fra Ringsted og Viborg skræmmer. Et krav om et maksimalt undervisningstimetal skal løftes fra vores
fagforening centralt, det må ikke gøres til omdrejningspunkt for lokale
forhandlinger.
Intentionen med A20, hvor den enkelte lærer i åben dialog
med skolelederen finder balance i opgaverne, er ganske enkelt ikke i
overensstemmelse med virkeligheden. I virkeligheden er kampen om balance blevet
den enkeltes individualiserede og uigennemskuelige overlevelseskamp. Men vi må
og skal insistere på fælles forhandlinger for alle. Som fagforening er vi ved
at save den gren, vi sidder på, over ved at købe ind på præmissen om
lokalaftaler og en individualiseret overlevelseskamp ude på skolerne. Hvor er solidariteten
og den fælles kamp for bedre vilkår?
Krav om maksimalt undervisningstal
Der bliver lavet mange lokale løsninger for at holde hovedet
oven vande. F.eks. på Brønshøj Skole, hvor man bl.a. har fjernet
vejlederfunktioner for at få flere tolærertimer. Men
samtidig er alle lærere også pålagt 780 timers undervisning. Vi forstår den
prioritering, man har foretaget på Brønshøj skole, men for os er det også
udtryk for, at der findes ressourcer på de enkelte skoler, som DLF burde kæmpe for,
blev konverteret til færre lektioner for den enkelte lærer.
Vi vil vove den påstand, at lærere, der er mindre pressede
og bedre forberedt, kan gøre lige så stor en forskel hvis ikke større end
lokale løsninger baseret på, at lærerne skal undervise mere og har mindre tid
til forberedelse.
Så kære Gordon. Vi deler din bekymring for, om KL vil
acceptere et krav om et maksimalt undervisningstimetal. Men har de på sigt har
et alternativ? DLF må presse på fra alle sider, hele tiden. En folkeskole i
mistrivsel, højt sygefravær, rekrutteringsproblemer og tillidskrise efterlader
efter vores mening ikke KL i en særlig god forhandlingssituation. Hvis man vil
skabe en god folkeskole, er man nødt til at skabe gode arbejdsbetingelser for
de ansatte.
Vi lærere må aldrig stoppe med at råbe højt om forholdene
ved hver en lejlighed. Også ved overenskomstforhandlingerne. Ellers har vi bare
lagt os til rette på sovepuden.
Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk