Skoleleder Bente Larsen på den næsten tomme lockoutramte Herstedvester Skole i Albertslund

Tjenestefolk og knockoutede lærere

En meget tom skole runger hult, når man går hen ad gangen. Usædvanligt, trist, kedeligt, siger de 11 tjenestemænd og 20 pædagoger på Herstedvester Skole i Albertslund. De yngste elever taler om ”knockoutede” lærere og tjenestefolk.

Offentliggjort
9. klasse er gået hjem efter et par timer med deres tjenestemandsansatte lærere
Tjenestemand Ken Rasmussen frygter for hvad der sker med forberedelsestiden
Stilheden fylder mest på Herstedvester Skole en lockoutramt torsdag ved middagstid
Eleverne i 0. klasse har leget fra morgenstunden og bemærker at deres børnehaveklasseleder ikke er på arbejde i dag

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Normalt er her omkring 1000 elever og cirka 80 lærere og børnehaveklasseledere. Men i dag er her meget stille selv om det er midt på dagen. Nødskemaet betyder, at nogle klasser kun har to timer om formiddagen. Udskolingen ligger øde hen. Tjenestemandsansatte lærer Ken Rasmussen har lige sagt farvel til sin 9. klasse, og så er der kun ham og fysiklæreren i hele udskolingsafdelingen. "Jeg kører mit skema, så i dag har jeg haft matematik med 7. klasse og med 9. klasse. I alt fire lektioner. Nu sidder jeg her og forbereder mig til i morgen. Men det er nu noget kedeligt at være her i dag. Det er ikke inspirerende. Men i frikvartererne har jeg fået talt en masse med eleverne. De har mange spørgsmål - også om lockouten", fortæller Ken Rasmussen. Han deltager i lærernes aktioner om eftermiddagen og bliver briefet godt af sine kolleger og sin kone, der er overenskomstansat lærer. Ken Rasmussen er glad for sin bagde, hvor der står: "jeg er tjenestemand". Den sidder på hans bryst. "Jeg vil gerne markere, at jeg er solidarisk. Man kan godt føle sig udenfor i denne situation". Skolen ligner slet ikke sig selv. Dørene til klasseværelserne er låste, alting er ufatteligt stille. Det liv, der normalt summer på en skole, er helt suspenderet, og i cykelstativerne udenfor er der langt mellem cyklerne. Det ligner weekend, men det er torsdag middag og hverdag på en lockoutramt skole.

Knockoutede lærere "Den første dag i lockouten kom der fire elever, der ikke skulle være mødt ifølge skemaet. Det var ikke mange, og vi ringede bare til deres forældre, der hentede dem. Vi har heller ikke fået mange forældrehenvendelser om nødskemaet eller mange spørgsmål", siger skoleleder Bente Larsen. Nødskemaet er lagt ud på skolens hjemmeside, og forældrene er blevet informeret. De tager det indtil videre roligt. Onsdag er pædagogernes mødedag, så der blev ikke passet børn i skoletiden. Der var endnu mere stille end nu. "Nogle af de yngste elever kommer og fortæller, at de skal i skole nogle timer, fordi deres lærere er tjenestefolk. Andre siger, at deres lærere er knockoutede. Det er svært med de ord, de ikke kender, så de bruger jo dem, de ved hvad betyder", forklarer hun. Nogle klasser har meget få timer på en uge, mens andre har næsten alle deres timer. En af 1. klasserne har to tjenestemandsansatte lærere, så de er næsten normalt i skole her under lockouten. En pædagog fortæller, at hun har haft én elev i sin specialgruppe med elever med vidtgående indlæringsvanskeligheder i dag. De plejer at være 11 elever i gruppen. Men når der ikke er undervisning, bliver eleverne hjemme. I lokalet ved siden af sidder en enkelt elev med en computer.

Mira er her ellers altid I indskolingen har dagen været helt anderledes end den plejer, fortæller eleverne i 0. klasse. "Vi har haft legetime først i dag", siger en. En pige fortæller, at Mira ikke er her. Mira er børnehaveklasselederen. "Hun er her altid", understreger pigen. Eleverne fortæller, at de ikke lærer lige så meget, når Mira ikke er her. Men en af pigerne har fået lektier for derhjemme af sin mor. Den lille flok elever er sammen med pædagog Gitte Olsen, der også savner sin kollega. Klassen har sunget og leget i formiddag. I det store fællesrum i indskolingen er der tomt bortset fra to rengøringsassistenter, der holder pause i et hjørne. På skolens kontor fortæller sekretærerne, at det er højst usædvanligt at være på arbejde så stille en dag. Ingen afbrydelser, ingen spørgsmål, ingen henvendelser. I går fik de lavet nogle af de opgaver, som det ellers er svært at få tid til, men i dag er det næsten for kedeligt. De føler sig også udenfor.

Frygter for forberedelsestiden "Vi er isolerede. Det er mærkeligt, men det er en del af "gamet". Det er jo reglerne", siger Bo Lindegaard, der er tjenestemand. "Jeg troede aldrig, det var blevet til noget. Jeg tabte et væddemål. En kasse øl til en kollega. Jeg troede til det sidste, at der kom en løsning", siger han. Bo Lindegaard håber meget, at arbejdstidsaftale 08 kan bevares. "Jeg frygter, at noget slemt er i vente. Jeg har for flere år siden opgivet at forklare folk, hvordan vores arbejdstid hænger sammen. Hvis man ikke kender lærerjobbet, forstår man det ikke. Tidligere argumenterede jeg altid og forklarede mit arbejde, men jeg er holdt op. Myten, om at man ikke forbereder sig, er hård, men man kan altså ikke være lærer uden at forberede sig", siger Bo Lindegaard. Ken Rasmussen fortæller, at han er over 60 år og kan gå på pension, hvis det bliver for slemt med arbejdsforholdene som lærer efter et eventuelt regeringsindgreb. "Jeg frygter for forberedelsestiden. Jeg tror ikke, de kan skære andre steder, og jeg tror, de på forhånd har aftalt, hvordan det her skal ende. Jeg har egentlig tænkt mig at arbejde fire år mere, for jeg elsker at arbejde med de store elever og kollegerne, sammenholdet og det sociale netværk. Det er en stor del af mit liv, men hvis det bliver for slemt, kan jeg godt finde på at gå på pension". For skoleleder Bente Larsen er det vigtigste, at konflikten ikke kommer til at betyde interne slåskampe, men at alle kan føle sig trygge og respektere hinandens roller. Og det går fint nu. Det underligste er stilheden på skolen.