Formanden for Organisations- og Arbejdsmiljøudvalget i DLF Per Sand har et ønske. En stemmeprocent over 50. Som det ser ud nu, bliver det nok ikke opfyldt.
DLF
OK11: Hver tredje har nu stemt
Overenskomstafstemningen er stadig i gang, og på nuværende tidspunkt har 36 procent af DLF's medlemmer afgivet deres stemme. Rundt regnet 22.000. En af de skoler, som har den højeste stemmeprocent, er Søndre Skole i Viborg. Her har ni ud af ti stemt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Personligt ser jeg gerne, at 50 procent af medlemmerne enten stemmer ja, eller nej. Det håber jeg også stadig, men et magert resultat i en svær økonomisk tid får ikke tilstrømningen til at svæve", siger Per Sand, der er formand for Organisations- og Arbejdsmiljøudvalget i DLF.
"Det vil være en personlig triumf, hvis vi kommer over sidste OK-resultat, der endte på 56,8 procent. På nuværende tidspunkt har jeg nedjusteret mine forventninger og håber blot, at vi når de 50, men det ser ikke for lovende ud. På baggrund af denne uges bevægelser stiger stemmeprocenten statistisk set med 3 procentpoint om dagen, så uden slutspurt lander vi mandag på 48".
En af de skoler, der gør sit for at nå målet, er Søndre Skole i Viborg, hvor tillidsmand Jørn Hylleberg har ydet en aktiv indsats for at motivere sine kolleger. Men også en omgang rundstykker har lokket i den rigtige retning.
Guleroden
"Kredsen har tilbudt os rundstykker, hvis vores stemmeprocent kommer over 90, men det er jo ønsketænkning, og tilbuddet kom også med et smil i øjet. Det sker jo sjældent, at nogen kommer over 90 procent, med mindre skolen er meget lille", siger Jørn Hylleberg. Ønsketænkning eller ej - nu er skolens stemmeprocent altså på 91,3. Det svarer til 42 ud 46 mulige stemmer.
Jørn Hylleberg har opmuntret sine kolleger til stemme ved blandt andet at referere stemmeprocenten på skolens intranet, så kollegerne dag for dag har kunnet følge med i, hvordan udviklingen har været.
"Der er gået sport i det, og nogle har sågar spurgt mig, om jeg kunne finde ud af, hvem i deres team, der ikke har stemt, så de kan opfordre dem til det", siger Jørn Hylleberg. Dog er det ikke kun kampgejst og rundstykker, der ligger bag det flotte resultat. Også dunkle fremtidsudsigter har haft en betydelig rolle, fortæller han.
"Der har været rod i økonomien hos Viborg Kommunes skoleafdeling. Vi har været undernormeret, på grund af ukorrekte tal i regnestykkerne, og det har resulteret i en ekstra fyringsrunde, hvor 40 stillinger blev til 80. Derfor er interessen på området kæmpe stor".
Jørn Hylleberg mener, det er virkelig vigtigt, at DLF's medlemmer stemmer og derved viser interesse for det arbejde, foreningen udfører. Der skal sendes et signal om, at det bliver værdsat, også selvom der i eget skolevæsen kan være udsigt til nedskæringer.
Den elektroniske afstemning løber indtil på mandag, den 28. marts, klokken 16. Herefter bliver stemmerne talt sammen elektronisk, og resultatet vil populært sagt ligge klar klokken 16.01, oplyser Per Sand.